Blog
Prater De svansk?
I mandags tog jeg på en smuttur til Oslo for at promovere Valdemarsdag i Norge, op og ned samme dag. Jeg tog metroen fra Islands Brygge ud til Kastrup tidligt om morgenen, og mens Norwegian-flyveren svingede sig op over et regntykt Øresund, fladede ud over Vestgötaland og lagde an til landing nordøst for Oslofjorden, sad jeg og spekulerede på om der overhovedet ville dukke nogen op fra den norske presse for at interviewe mig.
Jeg er jo trods alt ikke noget stort internationalt navn, selv om det er hvad mit norske forlag forsøger at give indtryk af på omslaget. Min debutroman Kalak fik sparsom opmærksomhed og, med et par undtagelser, lunkne anmeldelser deroppe. Jeg blev dog inviteret i NRK’s morgen-tv, læse op på Litteraturhuset og holdt foredrag om misbrug for 500 bergensiske sygeplejestuderende. Folk ringede til min mor og sagde at de havde læst om mig i avisen, hvilket hun var halvt stolt, halvt beskæmmet over. Men så var det slut. Bogen solgte trægt. Den var ingen fiasko, men heller ikke nogen succés. Og nu ville de så have mig derop igen. Hm, hvad er der med de nordmænd?
Jeg har selv oversat mine første to romaner til norsk. Jeg er jo selv nordmand – 100% nordmand og 100% dansker, som jeg plejer at sige (selv om det rigtigste måske ville være at hakke et nul af hvert tal og så tilføje: og 80% eskimo). Men Hamsun, Kielland, Falkberget, Vesaas, Borgen, Skram, Wassmo, Prøysen – for bare at nævne nogle få – udgør både min litterære pubertet og voksenalder og er navne der i mine ører klinger dejligere end mange andre, og muligvis større, forfatterskaber. Det er der jeg kommer fra. Det norske rum. At blive inviteret til Oslo for at promovere en bog er som at komme hjem. Men vil de egentlig have mig tilbage? Det var den slags tanker jeg havde, mens Boeingen slingrede hen over efterårets støvetgrå nåleskov og sølvmatte indsøer ved Gardermoen flyveplads.
Da jeg som sekstenårig stak af fra landet, regnede jeg ikke med at jeg nogen sinde skulle komme tilbage. Ankommet til Danmark kastede jeg mig over dansk litteratur: Ditlevsen, Panduro, Rifbjerg, Andersen Nexø m.fl. Jeg gik i Palads Biografen og så danske film; Vil du se min smukke navle, Mig og Charly, Du er ikke alene. Jeg opdagede til min vantro at de også havde Olsen-banden i Danmark, endda på dansk, og var fortørnet over at danskerne kunne tillade sig at tyvstjæle fra den norske filmskat. Hjemme i min bygd havde det været et af årets højdepunkter når det sidste af bandens kup, med Arve Opsahl som det cigarpulsende forbrydergeni, blev vist i forsamlingshusets iskolde teater- og kinosal. Så fandt jeg ud af at Olsen-banden var dansk. Det var lidt af et chok.
Lidt efter lidt gled jeg over i og blev en del af det danske rum. Efter et halvt år, på datoen nytårsdag 1978, begyndte jeg at tale dansk, fra den ene dag til den anden. Det er måske det eneste nytårsløfte det er lykkedes mig at holde.
Jeg er typen som, hvor jeg end befinder mig i verden, bliver spurgt af dem jeg møder: Hvor kommer du egentlig fra? Svaret afhænger af hvor jeg befinder mig. I Norge svarer jeg Danmark, i Sverige svarer jeg eftersom jeg er i humør til. Men når jeg i Danmark svarer Norge, så siger folk uvægerligt: Du taler sørme godt dansk. Hvilket selvfølgelig ærgrer mig lidt. For efter tredive år under dansk jurisdiktion lyder mit svensk som norsk, mit norsk som dansk og mit dansk, efter sigende, som bornholmsk. Jeg burde smide en bøje et eller andet sted i Nordsøen og erklære den for min personlige sprogzone.
Da jeg var dreng, tilbragte jeg nogle somre i træk i Småland i det sydlige Sverige, hos min sletikkebror og min sletikkesøster, dvs. hos min stedfars voksne børn. De boede i en soveby syd for Jönköping, og det var stille, begivenhedsløse og dejligt kedsommelige uger, hvor jeg fiskede aborrer i den nærliggende sø eller dasede i solen på den velfriserede plæne foran min sletikkebrors parcelhus. Emil boede et sted i nærheden. I hvert fald stod der Kathult på et skilt nede ved landevejen. Jeg så svensk børne-tv og udviklede et stærkt følelsesmæssigt forhold til Pippi Langstrømpe, noget der aldrig har sluppet taget i mig. Jeg så Vargtimmen af Bergman og blev skræmt fra vid og sans. Jeg blev tavst og distanceret forelsket i en svensk pige som jeg derfor omhyggeligt undgik. I august vendte jeg tilbage til min norske bygd, solbrændt, eftertænksom og svensktalende. Det at læse svensk litteratur, eller at se svensk film, giver mig stadig en sproglig nydelse som intet andet kan give mig.
En aften i efteråret 1998 sad jeg hos en døende kvinde i en lille bygd i vestgrønland. Hun var gammel og havde skrantet i månedsvis, familien var afklaret med at hun skulle dø, der var en fin og lidt højtidelig stemning. Der var mange mennesker til stede, børn, børnebørn, svigerbørn, søskende osv. De sad efter tur hos den døende og holdt hende i hånden. Nu og da vågnede hun op og bad om en tår vand. Hun drak et par slurke, hvorefter hun faldt tilbage på puden. Men på et tidspunkt vågnede hun mere op, kiggede på uret på væggen og meddelte at hun gerne ville høre radio. Der var et program hun plejede at følge med i, en serie med oplæsninger af grønlandsk litteratur. Man bar transistorradioen ind i soveværelset. Den blev tændt. En mandsstemme lød i højttaleren. Det var en meget varm og følsom stemme, den messede ordene, accentuerede rytmer og enderim i teksten, dvælede og pauserede. Der var noget suggestivt ved den stemme, og ved hele situationen. De andre i stuen mærkede det også, alle lyttede, selv børnene. Om natten døde kvinden. Men det jeg husker, er den stemme der læste en for mig kun halvt forståelig tekst. Af sproglige oplevelser ligger den aften højt på min top ti liste.
Jeg har hørt mig selv tale norsk. Det var den udsendelse i morgen-tv for et par år siden. Den oplevelse ligger overhovedet ikke på min top ti liste. Det er i sig selv ubehagelig at høre sig selv snakke, men når man hører sig selv forsøge at tale et sprog som man delvist har glemt at tale, er det slet ikke spor sjovt. Jeg fik lidt af et chok. Var jeg virkelig så elendig til at tale min barndomsdialekt?
For at øve mig lidt havde jeg denne gang læst højt af en Erlend Loe-roman, Doppler, for min kæreste og min søn. Hun syntes det lød fint. Det minder mig om at være på skiferie, sagde hun. Bogen handler om en mand der bliver venner med en elg, men det er en anden historie.
Nogenlunde rustet til at møde den norske presse landede jeg klokken 09.45 mandag formiddag i Gardermoen. Ved udgangen stod min redaktør Dagfinn og ventede på mig. Også han har i år fået en søn. I taxaen ind til forlaget talte vi om amning, om vækstkurver, motorisk udvikling hos spædbørn og om navngivning. Hans søn hedder Peter, sagde han. Min hedder Sune, sagde jeg. Navne der kan bruges overalt, blev vi enige om, og som ikke er for trendy. Du har tre interviews, fortalte han mig, det ene med Dagbladet, hvilket er virkelig godt. De er jo de største.
Cappelen slog sig for et par år siden sammen med Damm, hvorfor de nu hedder Cappelen-Damm. De er flyttet til en ny adresse i nærheden af Karl Johan, og deres forkontor, eller reception, er indrettet som litteraturcafé. Folk kommer og går, drikker en kop latte, sludrer, bladrer i en bog. Et rigtigt godt koncept, synes jeg.
Her blev jeg installeret med Farris og Evergood (danskvand og kaffe). Interviewene gik slag i slag. Jeg fik vist sagt nogenlunde det jeg skulle. Hvor kommer du egentlig fra? spurgte de alle tre. Og nu kunne jeg ikke godt svare Danmark, for jeg bliver lanceret som dansk-norsk forfatter. Så jeg svarede at jeg er født og opvosket i en bygd i det indre Telemark. Du prater godt norsk, sagde de.
Hm. Mange tak!
Klokken to inviterede forlaget mig på frokost – eller lunsj, som det hedder på norsk - på Grand Cafe, Henrik Ibsens og en lang række norske forfatteres stamrestaurant. Til stede var, foruden Dagfinn, min ”manuskriptvasker” Randi, dvs. min tekstredaktør. Manuskriptvasker. Jeg elsker bare det ord!
Klokken halv seks om eftermiddagen sprang jeg på ”flytoget” og returnerede til Gardermoen og var tre timer senere atter i København, men hvad der føltes som en uge efter at jeg var taget af sted.
Hvordan gik det så? spurgte min kæreste.
Fint, sagde jeg. Der kom tre.
Nå, det er da flot, sagde hun.
Jeg er bare lettet over at jeg ikke blev helt ignoreret, sagde jeg.
Min søn sov. Jeg kyssede ham. Det er første gang jeg har været væk fra ham en hel dag.
I mandags tog jeg på en smuttur til Oslo for at promovere Valdemarsdag i Norge, op og ned samme dag. Jeg tog metroen fra Islands Brygge ud til Kastrup tidligt om morgenen, og mens Norwegian-flyveren svingede sig op over et regntykt Øresund, fladede ud over Vestgötaland og lagde an til landing nordøst for Oslofjorden, sad jeg og spekulerede på om der overhovedet ville dukke nogen op fra den norske presse for at interviewe mig.
Jeg er jo trods alt ikke noget stort internationalt navn, selv om det er hvad mit norske forlag forsøger at give indtryk af på omslaget. Min debutroman Kalak fik sparsom opmærksomhed og, med et par undtagelser, lunkne anmeldelser deroppe. Jeg blev dog inviteret i NRK’s morgen-tv, læse op på Litteraturhuset og holdt foredrag om misbrug for 500 bergensiske sygeplejestuderende. Folk ringede til min mor og sagde at de havde læst om mig i avisen, hvilket hun var halvt stolt, halvt beskæmmet over. Men så var det slut. Bogen solgte trægt. Den var ingen fiasko, men heller ikke nogen succés. Og nu ville de så have mig derop igen. Hm, hvad er der med de nordmænd?
Jeg har selv oversat mine første to romaner til norsk. Jeg er jo selv nordmand – 100% nordmand og 100% dansker, som jeg plejer at sige (selv om det rigtigste måske ville være at hakke et nul af hvert tal og så tilføje: og 80% eskimo). Men Hamsun, Kielland, Falkberget, Vesaas, Borgen, Skram, Wassmo, Prøysen – for bare at nævne nogle få – udgør både min litterære pubertet og voksenalder og er navne der i mine ører klinger dejligere end mange andre, og muligvis større, forfatterskaber. Det er der jeg kommer fra. Det norske rum. At blive inviteret til Oslo for at promovere en bog er som at komme hjem. Men vil de egentlig have mig tilbage? Det var den slags tanker jeg havde, mens Boeingen slingrede hen over efterårets støvetgrå nåleskov og sølvmatte indsøer ved Gardermoen flyveplads.
Da jeg som sekstenårig stak af fra landet, regnede jeg ikke med at jeg nogen sinde skulle komme tilbage. Ankommet til Danmark kastede jeg mig over dansk litteratur: Ditlevsen, Panduro, Rifbjerg, Andersen Nexø m.fl. Jeg gik i Palads Biografen og så danske film; Vil du se min smukke navle, Mig og Charly, Du er ikke alene. Jeg opdagede til min vantro at de også havde Olsen-banden i Danmark, endda på dansk, og var fortørnet over at danskerne kunne tillade sig at tyvstjæle fra den norske filmskat. Hjemme i min bygd havde det været et af årets højdepunkter når det sidste af bandens kup, med Arve Opsahl som det cigarpulsende forbrydergeni, blev vist i forsamlingshusets iskolde teater- og kinosal. Så fandt jeg ud af at Olsen-banden var dansk. Det var lidt af et chok.
Lidt efter lidt gled jeg over i og blev en del af det danske rum. Efter et halvt år, på datoen nytårsdag 1978, begyndte jeg at tale dansk, fra den ene dag til den anden. Det er måske det eneste nytårsløfte det er lykkedes mig at holde.
Jeg er typen som, hvor jeg end befinder mig i verden, bliver spurgt af dem jeg møder: Hvor kommer du egentlig fra? Svaret afhænger af hvor jeg befinder mig. I Norge svarer jeg Danmark, i Sverige svarer jeg eftersom jeg er i humør til. Men når jeg i Danmark svarer Norge, så siger folk uvægerligt: Du taler sørme godt dansk. Hvilket selvfølgelig ærgrer mig lidt. For efter tredive år under dansk jurisdiktion lyder mit svensk som norsk, mit norsk som dansk og mit dansk, efter sigende, som bornholmsk. Jeg burde smide en bøje et eller andet sted i Nordsøen og erklære den for min personlige sprogzone.
Da jeg var dreng, tilbragte jeg nogle somre i træk i Småland i det sydlige Sverige, hos min sletikkebror og min sletikkesøster, dvs. hos min stedfars voksne børn. De boede i en soveby syd for Jönköping, og det var stille, begivenhedsløse og dejligt kedsommelige uger, hvor jeg fiskede aborrer i den nærliggende sø eller dasede i solen på den velfriserede plæne foran min sletikkebrors parcelhus. Emil boede et sted i nærheden. I hvert fald stod der Kathult på et skilt nede ved landevejen. Jeg så svensk børne-tv og udviklede et stærkt følelsesmæssigt forhold til Pippi Langstrømpe, noget der aldrig har sluppet taget i mig. Jeg så Vargtimmen af Bergman og blev skræmt fra vid og sans. Jeg blev tavst og distanceret forelsket i en svensk pige som jeg derfor omhyggeligt undgik. I august vendte jeg tilbage til min norske bygd, solbrændt, eftertænksom og svensktalende. Det at læse svensk litteratur, eller at se svensk film, giver mig stadig en sproglig nydelse som intet andet kan give mig.
En aften i efteråret 1998 sad jeg hos en døende kvinde i en lille bygd i vestgrønland. Hun var gammel og havde skrantet i månedsvis, familien var afklaret med at hun skulle dø, der var en fin og lidt højtidelig stemning. Der var mange mennesker til stede, børn, børnebørn, svigerbørn, søskende osv. De sad efter tur hos den døende og holdt hende i hånden. Nu og da vågnede hun op og bad om en tår vand. Hun drak et par slurke, hvorefter hun faldt tilbage på puden. Men på et tidspunkt vågnede hun mere op, kiggede på uret på væggen og meddelte at hun gerne ville høre radio. Der var et program hun plejede at følge med i, en serie med oplæsninger af grønlandsk litteratur. Man bar transistorradioen ind i soveværelset. Den blev tændt. En mandsstemme lød i højttaleren. Det var en meget varm og følsom stemme, den messede ordene, accentuerede rytmer og enderim i teksten, dvælede og pauserede. Der var noget suggestivt ved den stemme, og ved hele situationen. De andre i stuen mærkede det også, alle lyttede, selv børnene. Om natten døde kvinden. Men det jeg husker, er den stemme der læste en for mig kun halvt forståelig tekst. Af sproglige oplevelser ligger den aften højt på min top ti liste.
Jeg har hørt mig selv tale norsk. Det var den udsendelse i morgen-tv for et par år siden. Den oplevelse ligger overhovedet ikke på min top ti liste. Det er i sig selv ubehagelig at høre sig selv snakke, men når man hører sig selv forsøge at tale et sprog som man delvist har glemt at tale, er det slet ikke spor sjovt. Jeg fik lidt af et chok. Var jeg virkelig så elendig til at tale min barndomsdialekt?
For at øve mig lidt havde jeg denne gang læst højt af en Erlend Loe-roman, Doppler, for min kæreste og min søn. Hun syntes det lød fint. Det minder mig om at være på skiferie, sagde hun. Bogen handler om en mand der bliver venner med en elg, men det er en anden historie.
Nogenlunde rustet til at møde den norske presse landede jeg klokken 09.45 mandag formiddag i Gardermoen. Ved udgangen stod min redaktør Dagfinn og ventede på mig. Også han har i år fået en søn. I taxaen ind til forlaget talte vi om amning, om vækstkurver, motorisk udvikling hos spædbørn og om navngivning. Hans søn hedder Peter, sagde han. Min hedder Sune, sagde jeg. Navne der kan bruges overalt, blev vi enige om, og som ikke er for trendy. Du har tre interviews, fortalte han mig, det ene med Dagbladet, hvilket er virkelig godt. De er jo de største.
Cappelen slog sig for et par år siden sammen med Damm, hvorfor de nu hedder Cappelen-Damm. De er flyttet til en ny adresse i nærheden af Karl Johan, og deres forkontor, eller reception, er indrettet som litteraturcafé. Folk kommer og går, drikker en kop latte, sludrer, bladrer i en bog. Et rigtigt godt koncept, synes jeg.
Her blev jeg installeret med Farris og Evergood (danskvand og kaffe). Interviewene gik slag i slag. Jeg fik vist sagt nogenlunde det jeg skulle. Hvor kommer du egentlig fra? spurgte de alle tre. Og nu kunne jeg ikke godt svare Danmark, for jeg bliver lanceret som dansk-norsk forfatter. Så jeg svarede at jeg er født og opvosket i en bygd i det indre Telemark. Du prater godt norsk, sagde de.
Hm. Mange tak!
Klokken to inviterede forlaget mig på frokost – eller lunsj, som det hedder på norsk - på Grand Cafe, Henrik Ibsens og en lang række norske forfatteres stamrestaurant. Til stede var, foruden Dagfinn, min ”manuskriptvasker” Randi, dvs. min tekstredaktør. Manuskriptvasker. Jeg elsker bare det ord!
Klokken halv seks om eftermiddagen sprang jeg på ”flytoget” og returnerede til Gardermoen og var tre timer senere atter i København, men hvad der føltes som en uge efter at jeg var taget af sted.
Hvordan gik det så? spurgte min kæreste.
Fint, sagde jeg. Der kom tre.
Nå, det er da flot, sagde hun.
Jeg er bare lettet over at jeg ikke blev helt ignoreret, sagde jeg.
Min søn sov. Jeg kyssede ham. Det er første gang jeg har været væk fra ham en hel dag.
Kommentarer