Blog
En sommer med Skjulte Fejl og Mangler
En af Litteratursidens brugerambassadører skriver om sin sommerforelskelse, der er tynd, smånusset og lugter lidt, men også spændende, dramatisk og betagende.
Den er slut. Sommeren. Nogle vil måske argumentere for, at den slet ikke har været her i år. Nu viser kalenderen september og ja… løber er kørt. Ikke flere chancer for lune og lyse nætter denne sæson. Men når jeg husker tilbage på sommeren 2012, vil jeg ikke huske vejret eller Caroline Wozniackis styrtdyk på verdensranglisten. Nej, jeg vil huske sommeren 2012, som den som jeg blev… Ja, lad os bare kalde det forelsket.
Jeg må indrømme, at jeg faldt med et brag. Udenpå så min forelskelse ikke ud af meget. Tynd. Små nusset. Lugtede en smule. Men indeni? Wow! Spændende. Dramatisk. Betagende. Jeg kunne ikke holde fingrene fra min forelskelse. Den var med på den traditionelle familietur med familien. Den var med, når jeg skulede lidt de danske præstationer i OL. Den havde sågar sneget sig med til havefesten i ejerforeningen. Altid var min forelskelse lige i nærheden…. på sofabordet, i sengen, i min taske. Altid lige ved hånden.
Ja, jeg må gå til bekendelse. Jeg er faldet pladask for Elsebeth Egnholms ”Skjulte fejl og mangler” – den første bog om Aarhus journalisten Dicte Svendsen. At jeg begyndte at læse netop den bog denne sommer er nok mest baseret på en tilfældighed. Den befandt sig på rette tid og sted, da jeg skulle vælge mig en bog at læse. Og der lå den så… den lille fesne og ildelugtende gratis damebladsudgave. Men man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene, for nu op for en læseoplevelse jeg fik. Sproget. Opbygningen af stemningen. Hovedpersonen. Jeg blevet revet med fra side ét, og måtte bare have den i nærheden, så jeg kunne tilsnige mig en side eller to, så snart lejligheden bød sig. Jeg bøjer mig i støvet for Elsebeth Engholms evne til at rive læseren med og sætte gang i den indre spillefilm. Sproget gør lige netop nok væsen af sig til fortrylle mig, men uden at blive prætentiøst eller overmodigt. Jeg er så klar til min næste Dicte-bog…
…nå ja. Det viser sig, at jeg i længere tid har haft en Dicte-bog stående på hylden. En af de der fine hard cover udgaver, der ikke lugter og hvor siderne ikke har en besynderlig grågrumset farve. Men i det hav af bøger, der har taget bolig i mit hjem, har jeg over set den… og glemt den. Men nu ved jeg lige nøjagtigt, hvor den står og jeg kan love jer, at det bliver den næste bog jeg flår ned fra hylden for: I luv Dicte!
I luv books!
En af Litteratursidens brugerambassadører skriver om sin sommerforelskelse, der er tynd, smånusset og lugter lidt, men også spændende, dramatisk og betagende.
Den er slut. Sommeren. Nogle vil måske argumentere for, at den slet ikke har været her i år. Nu viser kalenderen september og ja… løber er kørt. Ikke flere chancer for lune og lyse nætter denne sæson. Men når jeg husker tilbage på sommeren 2012, vil jeg ikke huske vejret eller Caroline Wozniackis styrtdyk på verdensranglisten. Nej, jeg vil huske sommeren 2012, som den som jeg blev… Ja, lad os bare kalde det forelsket.
Jeg må indrømme, at jeg faldt med et brag. Udenpå så min forelskelse ikke ud af meget. Tynd. Små nusset. Lugtede en smule. Men indeni? Wow! Spændende. Dramatisk. Betagende. Jeg kunne ikke holde fingrene fra min forelskelse. Den var med på den traditionelle familietur med familien. Den var med, når jeg skulede lidt de danske præstationer i OL. Den havde sågar sneget sig med til havefesten i ejerforeningen. Altid var min forelskelse lige i nærheden…. på sofabordet, i sengen, i min taske. Altid lige ved hånden.
Ja, jeg må gå til bekendelse. Jeg er faldet pladask for Elsebeth Egnholms ”Skjulte fejl og mangler” – den første bog om Aarhus journalisten Dicte Svendsen. At jeg begyndte at læse netop den bog denne sommer er nok mest baseret på en tilfældighed. Den befandt sig på rette tid og sted, da jeg skulle vælge mig en bog at læse. Og der lå den så… den lille fesne og ildelugtende gratis damebladsudgave. Men man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene, for nu op for en læseoplevelse jeg fik. Sproget. Opbygningen af stemningen. Hovedpersonen. Jeg blevet revet med fra side ét, og måtte bare have den i nærheden, så jeg kunne tilsnige mig en side eller to, så snart lejligheden bød sig. Jeg bøjer mig i støvet for Elsebeth Engholms evne til at rive læseren med og sætte gang i den indre spillefilm. Sproget gør lige netop nok væsen af sig til fortrylle mig, men uden at blive prætentiøst eller overmodigt. Jeg er så klar til min næste Dicte-bog…
…nå ja. Det viser sig, at jeg i længere tid har haft en Dicte-bog stående på hylden. En af de der fine hard cover udgaver, der ikke lugter og hvor siderne ikke har en besynderlig grågrumset farve. Men i det hav af bøger, der har taget bolig i mit hjem, har jeg over set den… og glemt den. Men nu ved jeg lige nøjagtigt, hvor den står og jeg kan love jer, at det bliver den næste bog jeg flår ned fra hylden for: I luv Dicte!
I luv books!
Kommentarer