Blog
Tillykke Tove!
En af Danmarks mest folkekære forfattere ville være fyldt 100 år den 14. december 2017, og derfor hyldes Tove Ditlevsen ved mange arrangementer landet over.
Tove Ditlevsens liv og forfatterskab har gjort et uudsletteligt indtryk på mange - også på mig, lige fra jeg læste hendes første novelle i skolen for 30 år siden. Hun var på mange måder forud for sin tid og skrev følsom fiktion om sit eget livs genvordigheder med fokus på angsten og smerten. Udsatte børn og voksne, ensomhed, kønsroller og den svære kærlighed er hyppige temaer i forfatterskabet.
I dag er Tove Ditlevsens forfatterskab fortsat vedkommende og tiltrækker stadig nye læsere, ligesom myten om Toves liv og sårbarhed, barske humor og evne til at involvere sig i andre mennesker. Der er en rød tråd i Tove Ditlevsens forfatterskab fra hendes debut, digtsamlingen 'Pigesind' i 1939, til den sidste essaysamling ’En sibylles bekendelser’. Hun fortæller på forskellige måder historien om det brændte barn i alle sine bøger. Det brændte barn var hende selv, da liv og digtning var ét hos forfatteren. Det er denne ærlighed og sårbarhed, der får mig til at vænne tilbage til forfatterskabet gang på gang.
Tove Ditlevsen blev født på Vesterbro - i 1917, som den kvikke læser allerede har regnet ud. Som 12-årig begyndte hun at skrive digte, og poesien blev et frirum for hende.
”Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp”
Tove Ditlevsen skrev siden både digte, essays, noveller og romaner. Hertil kom, at hun i mange år redigerede en læserbrevkasse i Danmarks største ugeblad, og herigennem kom hun i berøring med mange forskellige mennesker. Tove Ditlevsen begik selvmord i 1976, 58 år gammel, efter talrige depressioner og indlæggelser.
Jeg ville være enke og jeg ville være digter
Har du allerede læst det meste af Tove Ditlevsens omfattende forfatterskab, vil jeg anbefale dig at starte forfra. Du skal også læse ’Jeg ville være enke og jeg ville være digter’, som er en blanding af forfatterens klummer, essays og brevkassesvar. Her oplever man hendes fantastiske evne en til at udtrykke sammensatte følelser i et klart sprog og med et karakteristisk spil mellem det sørgmodige og det humoristiske. I rollen som brevkasseredaktør viste hun igen, at hun selv var et sårbart menneske, som kendte til livets omkostninger. Det gjorde, at hun kom utrolig mange mennesker ved, ikke blot som forfatter, men også som menneske.
For sidste gang (1947)
Når jeg er død,og al verdens lys
går bort i et stjernespor,
skal I lægge mig et sted på en mark
i den brune våde jord.
Ingen kiste skal lukke sit dræbende låg
over det der engang var mig,
jeg vil lytte til fodtrin der kommer og går
på den nære, urolige vej.
Og vinter og sommer skal skiftende gå
forbi i min tusindårsdrøm,
mens ormene kryber om pande og hals
i hårets skørnede strøm.
Men engang vil de komme
med hakke og skovl
og varsomt grave mig frem,
og en ung geolog med et blegt, klogt blik
vil måske ta mig med hjem.
Og hans pige der selv er ung og lys
som den næppe vågnede vår,
vil nysgerrigt gysende komme mig nær
og undrende røre mit hår.
Og manden vil holde min hovedskal
i sin fine og fængslende hånd
og føle, hvordan der for sidste gang
går bud mellem stof og ånd.
Og da vil han løfte sit forskerblik
mod de kommende tusinde år,
og en mand vil stryge – for sidste gang
mit lange, lysende hår.
En af Danmarks mest folkekære forfattere ville være fyldt 100 år den 14. december 2017, og derfor hyldes Tove Ditlevsen ved mange arrangementer landet over.
Tove Ditlevsens liv og forfatterskab har gjort et uudsletteligt indtryk på mange - også på mig, lige fra jeg læste hendes første novelle i skolen for 30 år siden. Hun var på mange måder forud for sin tid og skrev følsom fiktion om sit eget livs genvordigheder med fokus på angsten og smerten. Udsatte børn og voksne, ensomhed, kønsroller og den svære kærlighed er hyppige temaer i forfatterskabet.
I dag er Tove Ditlevsens forfatterskab fortsat vedkommende og tiltrækker stadig nye læsere, ligesom myten om Toves liv og sårbarhed, barske humor og evne til at involvere sig i andre mennesker. Der er en rød tråd i Tove Ditlevsens forfatterskab fra hendes debut, digtsamlingen 'Pigesind' i 1939, til den sidste essaysamling ’En sibylles bekendelser’. Hun fortæller på forskellige måder historien om det brændte barn i alle sine bøger. Det brændte barn var hende selv, da liv og digtning var ét hos forfatteren. Det er denne ærlighed og sårbarhed, der får mig til at vænne tilbage til forfatterskabet gang på gang.
Tove Ditlevsen blev født på Vesterbro - i 1917, som den kvikke læser allerede har regnet ud. Som 12-årig begyndte hun at skrive digte, og poesien blev et frirum for hende.
”Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp”
Tove Ditlevsen skrev siden både digte, essays, noveller og romaner. Hertil kom, at hun i mange år redigerede en læserbrevkasse i Danmarks største ugeblad, og herigennem kom hun i berøring med mange forskellige mennesker. Tove Ditlevsen begik selvmord i 1976, 58 år gammel, efter talrige depressioner og indlæggelser.
Jeg ville være enke og jeg ville være digter
Har du allerede læst det meste af Tove Ditlevsens omfattende forfatterskab, vil jeg anbefale dig at starte forfra. Du skal også læse ’Jeg ville være enke og jeg ville være digter’, som er en blanding af forfatterens klummer, essays og brevkassesvar. Her oplever man hendes fantastiske evne en til at udtrykke sammensatte følelser i et klart sprog og med et karakteristisk spil mellem det sørgmodige og det humoristiske. I rollen som brevkasseredaktør viste hun igen, at hun selv var et sårbart menneske, som kendte til livets omkostninger. Det gjorde, at hun kom utrolig mange mennesker ved, ikke blot som forfatter, men også som menneske.
For sidste gang (1947)
Når jeg er død,og al verdens lys
går bort i et stjernespor,
skal I lægge mig et sted på en mark
i den brune våde jord.
Ingen kiste skal lukke sit dræbende låg
over det der engang var mig,
jeg vil lytte til fodtrin der kommer og går
på den nære, urolige vej.
Og vinter og sommer skal skiftende gå
forbi i min tusindårsdrøm,
mens ormene kryber om pande og hals
i hårets skørnede strøm.
Men engang vil de komme
med hakke og skovl
og varsomt grave mig frem,
og en ung geolog med et blegt, klogt blik
vil måske ta mig med hjem.
Og hans pige der selv er ung og lys
som den næppe vågnede vår,
vil nysgerrigt gysende komme mig nær
og undrende røre mit hår.
Og manden vil holde min hovedskal
i sin fine og fængslende hånd
og føle, hvordan der for sidste gang
går bud mellem stof og ånd.
Og da vil han løfte sit forskerblik
mod de kommende tusinde år,
og en mand vil stryge – for sidste gang
mit lange, lysende hår.
Kommentarer