Fascinerede og lettere deprimerende roman. Af litteraturstuderende Henrik Torjusen
Susanna Alakoski (f. 1962) debuterede i 2006 med den fascinerede og lettere deprimerende roman Svinestierne (2006, dansk 2007). Bogen, der foregår i en betonghetto i Ystad i 60’erne og 70’erne er netop blevet filmatiseret, og får svensk premiere i december 2010.
Alakoski har en uddannelse som sociolog, men er selv vokset op i Ystad, og selvom bogen ikke er en direkte selvbiografi, så bruger Alakoski sin erfaring fra at vokse op med finske rødder i en fattig familie i Sverige.
Svinestierne, der også er det uofficielle navn på den betonghetto, hvor hovedpersonens familie bor, begynder med en sød og lidt tragisk historie om aflivningen af de nyfødte kattekillinger, som familiens forskellige katte har født gennem årene.
På trods af moderens modstand beholder de altid en, altid en hunkat, og scenariet med aflivningen af killingerne må således gentages med jævne mellemrum. Det er både morsomt og tragisk, og da personerne i første omgang bliver præsenteret for os, fremstår de sympatiske, om end en smule besynderlige; men det er en hyggelig og lidt morsom slags besynderlighed. Deres finsk-svenske sprog er fantasifuldt og livet i den lille familie er levende på en god og tryg måde.
Men det ændrer sig efterhånden som hovedpersonen, Leena, vokser op. Vi får fortalt historien fra hendes perspektiv, og med Leenas voksende forståelse af livet og verden ændres fremstillingen af hendes familie og hendes omverden meget drastisk.
Da episoden med kattekillingerne udspiller sig, er Leenas familie lige flyttet til Ystad i begyndelse af 60’erne. De har fået en lejlighed i et nyopført boligområde i udkanten af Ystad, og til familiens store lykke har den alle moderne bekvemmeligheder; såsom varmt vand og betongulve, og lejligheden har sågar tre værelser. Det viser sig dog at være, det vi i dag kalder, en betonghetto. Kommunalt opførte betonkarréer befolket med fattige, indvandrere og psykisk- og fysisk handikappede. Det liv, der for den unge Leena, er farverigt og spændende, er lige fra begyndelsen lettere deprimerende og trøstesløst.
Den finske forbindelse
Begge Leenas forældre kom til Sverige under de finske krige i forbindelse med 2. verdenskrig, sendt alene af sted af deres forældre, for at beskytte dem mod følgerne af krigene. Leenas far blev placeret på et børnehjem, hvor han voksede op, uden at lære korrekt svensk eller få en tilknytning til det svenske samfund. Familiens kontaktflade består således mest af andre finsk-svenske familier, hvor især en familie spiller en afgørende rolle.
Familien taler svensk hjemme, og da Leena begynder i skole, kan hun endnu ikke tale svensk. Familien lever næsten helt afskåret fra resten af samfundet. De første år, vi følger familien, går alting nogenlunde. Nok er de fattige, men Leenas far er i stand til at skaffe det meste. Han cykler rundt i de rige kvarterer i Ystad og slæber de ting hjem, som er blevet smidt ud, men som de godt kan bruge. Vi kan endnu mærke Leenas stolthed over sine forældre, over deres evne til at klare sig og over deres gode humør.
Leena vokser op og begynder i skole, og med tiden bliver forældrenes fester uudholdelige og modbydelige. Deres evige skænderier tager til i styrke, og deres manglende rengøring, madlavning og personlige hygiejne bliver mere og mere påfaldende. Deres fester og fuldskab er ikke længere kun med til at gøre livet farverigt, og det er ikke længere sjovt at se dem opføre sig fjollet.
Forældrenes drikfældighed har altid været til stede i udkanten af Leenas verden, lige fra hun var helt lille. Hun har altid været lidt bange for sin fars fuldemandsalvor, som hun kalder det. For når han bliver særligt fuld, så bliver han også inderlig og mindes sin ungdom og alle de muligheder, han havde dengang. Inden alting gik galt. Inden alting faldt fra hinanden. Men nu er det for sent, alting er gået galt, og det eneste der er tilbage er flaskerne og deres indhold.
Og det er især det Leena, og hermed også os, nu begynder at få øjnene op for. At forældrenes liv er faldet fra hinanden, og det allerede inden hun og hendes to søskende kom til verden. Lejligheden i Ystad har forældrene kun fået på kommunens nåde, og de er begge ansat på et socialt arbejdsprojekt, som de ikke kan fyres fra, men højest kan blive trukket i løn. Alle forældrenes planer er blevet ødelagt en efter en, og de sidder fast i deres fattigdom i betonghettoen i Ystad og lever af socialhjælp, gaver fra familien og gammelt tøj fra Røde Kors. Leena forsøger at få dem til at tage sig sammen, men hun ved det er for sent, når hendes far siger de ord, der altid indleder forældrenes drikkeri. ”Det kan ikke betale sig. Det er håbløst. Der er ingen idé i det.” (s. 252)
Det ydmygende familieliv
Historien ændrer karakter, for det er ikke kun hos Leenas familie, der er problemer. Det er alle i bebyggelsen, og alle familiens venner, der har problemer og langsomt falder dybere og dybere ned i druk og elendighed. Festerne i omgangskredsen tager til, og Leenas far bliver stadigt mere voldelig i løbet af Leenas opvækst. Moderen tager fysisk skade, han brækker hendes ribben og til slut forsøger moderen at tage sit eget liv; for hun vil ikke leve længere.
Spørgsmålet for Leena bliver at finde en måde at overleve på. Livet hjemme bliver en lang ydmygelse, hvor hun skal passe på sine søskende, hunden Terrie og beskytte moderen mod faderens voldelige overgreb. Nok er der perioder, hvor hendes forældre næsten opfører sig som forældre. De laver mad til børnene, gør rent og passer deres arbejde, men så snart de begynder at drikke kan de forsvinde ud af huset i op til tre uger af gangen. Andre gange foregår drikkeriet i deres hjem, forældrenes venner kommer forbi til og deltager i fester, der aldrig slutter. Og når faderes delirium sætter ind, bliver han sindssyg og skal beskyttes mod sig selv.
Leena forsøger at leve et normalt liv, forsøger at passe sin skolegang, hun bliver god til at svømme og forsøger at have et normalt forhold til sine venner, der dog alle har deres egne problemer. Veninden Åse har også en alkoholiseret mor, Riittas forældre drikker også og de mødes ofte med Leenas forældre. Børnene forsøger at få deres liv til at hænge sammen, mens deres forældres selv-destruktive adfærd kun fører nedad mod afgrunden.
De sociale myndigheder griber ind ved flere lejligheder, men i sidste ende falder Leenas forældre altid i igen, og hun må klare sig selv. Og her finder vi bogen største styrke. Nemlig at Leena bliver ved med at rejse sig igen. Hendes evne til at beskrive sit eget liv, og evnen til at holde fast i sine egne værdier og styrker, får hende videre i livet; og det giver hende modet til at sige fra over for sine forældre, når de ikke længere respekterer hende.
Det ville være forkert at sige, at Leena kommer styrket ud af sin barndom, men hun har formået at beholde sin selvrespekt, og det er imponerende, i betragtning af det hun måtte gennemleve.
Kommentarer