"Dit køleskab lyver aldrig. Det ved alle, der har set primetime tv, hvor joviale eksperter stikker næsen helt ned i den postej, som ugens hemmelige kendis har købt hos sin lokale delikatesseslagter. Det man spiser, vidner om, hvem man er."
Den tankegang finder man også i Radiator (1997), hvor Jan Sonnergaard (1963-2016) i en række noveller portrætterer allehånde sociale tabere i København og omegn. Her spiser man ikke velhængt skinke, men en pæn portion af det fordærvede kød, vi kender fra aktuelle fødevareskandaler.
Hos Sonnergaard er underklassen ikke én afgrænset samfundsmæssig gruppe. Det virker mere præcist at tale om en social ulykke, som kan ramme alle. I 'Radiator' møder man primært personer, som er marginaliserede eller fattige. Der er typisk tale om folk, som modtager offentlige ydelser eller arbejder i ufaglærte jobs. Men man er først for alvor på røven, når man nikker genkendende til denne svada:
”Vi har lige netop råd til at købe det, ingen andre gider æde – så min vægt stiger hele tiden, og det kan næppe vare mange år, før jeg bliver allergiker. Først bliver man marginaliseret, så bliver man ruineret, og så bliver man affaldscontainer. Ti millioner fluer kan ikke tage fejl. Æd lort.”
Sonnergaards forfatterskab er ikke for sarte sjæle, for mange af teksterne benytter en næsten kynisk humor. Der er få mennesker, som sulter i Danmark. Alligevel er mange tvunget til at æde lort. Vi er kort sagt på besøg hos underklassen, når køleskabet er en fordækt affaldscontainer.
Det sociale landkort
I 'Radiator' har de enkelte tekster en åbenlys sociologisk impuls, hvor alt fra tøjstil over opførsel til sprogbrug indirekte fortæller om personernes sociale baggrund. Den roste novellesamling er første etape i et større projekt, hvor Sonnergaard i tre bøger har tegnet et socialt landkort over Danmark.
'Radiator' handler primært om underklassen, mens 'Sidste søndag i oktober' (2000) og 'Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen' (2003) giver et billede af middel- og overklassen. Sonnergaards noveller er fælles om en stor præcision, som giver teksterne en kraftig bismag af virkelighed – det gælder konkrete geografiske forhold, men også sortimentet i det lokale supermarked.
Hos Sonnergaard genkender man utallige hverdagselementer, men novellerne overskrider en rendyrket antropologisk referenceramme. Alene titlen, 'Radiator', adresserer til en større litterær polemik i slutningen af 1990'erne, hvor flere kritikere diskuterede, om litteraturen primært er forpligtet på virkeligheden eller på formelle spørgsmål vedrørende billedsprog, genrer og tradition.
I den forbindelse hævdede daværende rektor på forfatterskolen, Niels Frank (f.1963), at han aldrig ville bruge ord som ”radiator” eller ”brødrister” i en litterær tekst. Sonnergaard var rasende over den udmelding og skrev 'Radiator' som modspil til den litteratur, der ligefrem nægter at forholde sig til virkeligheden.
Ikke mere lort
'Radiator' er ikke kun et angreb på formbevidst litteratur. Mere overordnet er novellesamlingen kendetegnet ved en vrede, rettet imod samfundets gældende magtfordeling – både internt mellem venner og kærester, men også i mødet mellem systemet og det enkelte menneske.
I novellen 'Tyveri' bliver man ligefrem overfaldet af Sonnergaards raseri, der sætter sig helt ned i sproget. Man følger en flok unge fyre, som drager hærgende gennem København. De stjæler hvad som helst og provokerer hvem som helst.
Det starter i et supermarked, hvor de snupper alt på hylderne, og siden fortsætter de ned af Strøget, hvor de skubber en gammel dame omkuld. Her er underklassen ikke kun ensbetydende med en bestemt livsstil, men også en dybtgående desperation, som udløser en aggressiv kynisme. Når man længe har spist lort, får man lige pludselig nok.
Sonnergaard har blik for reelle magtforhold, men novellerne er andet og mere end demografiske statistikker. Man kan ikke reducere litteraturen til et avanceret læserbrev eller en polemisk kronik. 'Radiator' er fyldt med upålidelige fortællere, som forvrænger eller afsporer novellernes handling. Man oplever ofte, at den sociale realisme underløbes af fantastiske eller overnaturlige indslag. I en fortælling bliver en universitetslektor forvandlet til et lille væsen, som udspyr plasma, og novellen 'Lotte' udvikler sig gradvist til en gotisk gyser.
I 'Radiator' anfægter Sonnergaard hele den måde, som samfundet behandler underklassen på – gennem overførselsindkomster og diverse umyndiggørende aktiviteter.
Her er sociale tabere ikke nødvendigvis behagelige mennesker, som accepterer tingenes tilstand eller respekterer vedtagne moralske konventioner. Hos Sonnergaard ligner mennesket mest af alt en uhumsk flue, der vil gøre de mest utrolige ting for at begrave tænderne i en prægtig bunke lort.
Af Martin Toft, cand.mag.
Kommentarer