Okkulte verdener og væsener har en sær, dragende effekt på mennesker.
Vampyrer, spøgelser, varulve indgår i folkeovertroen over alt i verden. Man kan forestille sig, at disse forfærdelige væsener før i tiden har fungeret som forklaringer på uforståelige hændelser. For eksempel kan et rovdyr, der - på en lusket måde - får kløerne i sit bytte, se ud til at have menneskelige egenskaber, og dermed skabe forestillingen om varulve.
Spøgelser kræver blot et dødt menneske og nærmest en hvilken som helst uforklarlig – og ofte ubehagelig – hændelse for at blive til i menneskers bevidsthed. Vampyrer ligger et sted mellem varulve og spøgelser: De er ikke primitive voldsmaskiner ligesom varulve, de er tværtimod ofte følsomme og nuancerede væsener, og i den forstand ligner de spøgelser lidt. I modsætning til spøgelser er de imidlertid omvandrende væsener. De har både krops- og sjæleliv.
De er en slags alternative mennesker. Måske er grunden til, at de er uhyggelige netop, at de minder så meget om mennesker, at man ikke kan betragte dem som rene monstre. Jeg synes i hvert fald, det er grunden til, at de er interessante. I nogle kulturer er vampyrer faktisk regulære, afstumpede monstre, men i vampyrromaner, som i øvrigt hovedsageligt er engelsksprogede, er de som regel en slags menneskelignende væsener. Det hænger sammen med genrens tradition.
Den absolutte superklassiker indenfor vampyrgenren er ireren Bram Stokers (1897-1912) 'Dracula' fra 1897. Det er historien om en engelsk advokat, Jonathan Harker, der drager til Transsylvanien, for at klare en bolighandel for en vis Grev Dracula. Han bliver taget til fange på grevens slot, og sagerne er ret besynderlige. Greven har sære kræfter, og er i det hele taget en overordentlig uhyggelig person. Det meste af bogen handler om jagten på den frygtindgydende greve, som ledes af den stædige vampyrekspert Van Helsing. Stokers vampyrer er resultatet af grundig research.
Netop Transsylvanien er valgt, fordi vampyrerne i den Rumænske folkeovertro er levende døde, der ligner mennesker. Desuden er 'Dracula' inspireret af historiske personer. Samtidig er der et tydeligt samtidsbillede i hans bog. Hans på én gang farlige og erotiske væsener overskrider på alle måder den seksualmoral og de omgangsformer, der var gældende i samtidens victorianske tankegang.
Der findes i øvrigt flere romaner fra 1800-tallet, hvor man finder lignende menneskeagtige vampyrer. Nogle af de bedste er samlet i Tage la Cours 'Draculas gæst og andre historier'. Andre er for eksempel John Polidoris 'Vampyren' (1819) og James M. Rymers 'Varney the Vampire' (1847).
Ingen vampyrroman er siden blevet skrevet uden at forholde sig til Stokers bog, og næsten alle de kendetegn vi i dag forbinder med vampyrer, stammer fra den: Vampyrer lever af blod, de smitter ved deres bid, de er samtidig døde og udødelige, de kan ikke tåle kors og hvidløg, de sover i kister, de spiser om natten og så videre. Der findes i tusindvis af romaner med vampyrer, der ligner Stokers.
Stephen Kings 'De dødes by' (1975) har de samme klassiske forestillinger, og desuden bliver hans vampyr jagtet af en Van Helsing-agtig ekspert. Det som adskiller hans roman fra Stokers er, at historien foregår i nutiden. Kings vampyrer er imidlertid lovlig afstumpede efter min smag, deres motiv synes at være ren blodtørst.
Man kan godt savne de okkulte drifter og følelser, der gør vampyren til et enormt interessant væsen. Den moderne pendant til Stokers bog hvad angår popularitet og klassikerstatus, og desuden et værk hvor vampyrerne skildres på en indgående og indlevende måde, er Anne Rices 'En vampyrs bekendelser' (1976). Den foregår i San Francisco og er et interview med vampyren Louis. Det som er fremragende ved Rices bog er netop, at historien fortælles fra vampyrens perspektiv. Derved sættes der fokus på det alternative værdisæt og på de bizarre følelser, der er særegne for vampyrer. Man kan ikke sige, at vampyrerne er ondskabsfulde væsener, som menneskene kæmper imod (det kan man hos både Stoker og King).
De tilhører nærmere et alternativt univers, hvor andre regler gør sig gældende, og det interessante er netop, at man som læser får indsigt i dette univers. For at forstærke den effekt laver Rice et smart trick: I 'En vampyrs bekendelser' er Louis helten, mens den anden vampyr Lestat er en skurk. I efterfølgeren, Mørkets fyrste (1985), fortælles historien imidlertid af Lestat, og derfor er han naturligt nok helten. Forskellige vampyrer giver altså forskellige fortolkninger. Derfor bliver deres verden mere mangfoldig og dermed også mere overbevisende. Serien forsættes i øvrigt med 'De fordømtes dronning' (1988), 'Fortællingen om kropsrøveren' (1992) og 'Djævelens discipel' (1995). Rices bøger – især de første i serien – er spændende, fordi de giver noget, der minder om en realistisk skildring af vampyrernes okkulte univers – det er en metode, der har givet inspiration til et væld af senere romaner.
Man kan opleve, at vampyrernes udflippede følelser og drifter tangerer ens egne, og det er måske netop i denne lighed, deres dragende effekt ligger. De er en radikalisering af følelser, som man kender fra sig selv.
Af Martin Laurberg, Cand. mag.
Kommentarer