Postkort fra et spøgelse

At være rasende, når man er 16 år – det er der ikke noget nyt i!
At være 16 år og ikke tro på de voksne og deres virkelighed – det er også hørt før!
Alligevel er hovedpersonen i Pablo Llambias’ roman … rasende … en meget ny skabning. Og hun lever tilmed i en helt anden verden. Læs hvad der er sandt eller uvirkeligt i dette interview.
 
Har Patricia ret i, at de voksne ikke har ægte følelser?
 
Patricia har i objektiv forstand ret i, at spøgelser ikke har ægte følelser. Det gælder spøgelser af alle aldre, herunder børne/unge-spøgelser. De er ikke på nogen måde privilegerede. Heller ikke Patricias følelser er ægte. Hun lader også, som om hun har dem.
 
Da jeg var en rasende teenager, brugte jeg en stor del af mit raseri på at råbe og skændes, men Patricia er tavs, hvorfor?
 
Er hun tavs?
 
Ja, Patricia er tavs i den forstand, at hun ikke har mange replikker i romanen, hvorfor?
 
Patricia har ikke mange replikker, men det har de andre heller ikke. Teksten foregår inde i hendes hoved, måske også replikkerne foregår inde i hendes hoved, det er en mulighed, jeg tænker det nogle gange. Det hele foregår inde i hendes hoved. Det er en del af postkortvirkeligheden. Hun er jo selv en del af den. Også hendes forestillinger, følelser etc. er forstilte. Hun føler i virkeligheden heller ikke noget. Dét er hendes fængsel. Intet af det hun føler, er rigtigt. Derfor længes hun efter krop. Hun længes efter, at værdien “liv” ikke er en rent åndelig værdi, som i hendes spøgelsesverden, men at værdien “liv” er knyttet snært sammen med kroppen. At når vi taler om liv, så mener vi krop. Det, som vi fejrer, når vi fejret livet, er kroppens liv, ikke åndens. Spørg en slægtning til en nyligt afdød.
 
Du har skrevet en roman, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er virkeligt, hvorfor?
 
Med Rasende har jeg ikke skrevet en roman, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er virkeligt. Hovedpersonen Patricia har ret i, at hun og hendes familie (de er ikke rigtigt i familie med hinanden) ikke er mennesker. De er spøgelser. Det er noget, hun konstaterer. Det er ikke en vurderingssag. Det er heller ikke en metafor. Det er objektivt sandt.
 
Er din og Patricias virkelighedsopfattelse den samme?
 
Nej, det kan den umuligt være, eftersom jeg ikke er spøgelse. Når Patricia siger, at hun og hendes nærmeste (jf. ovenfor) ikke er mennesker og ikke lever et menneskeligt liv, så er det en objektiv sandhed. Hun mener det ikke i overført forstand - jf. kap.12 vedr. Lacan. Den synsvinkel kan jeg ikke have, eftersom jeg ikke kender nogen spøgelser* eller lever i nogen spøgelsesverden.
 
Hvilken verden lever du i?
 
Jeg lever bestemt ikke i en postkortverden. I den her verden dør folk. De mister deres store kærlighed. De får måske en ny. Patricia lever i en postkortverden, fordi den er todimensional og uden fysisk realitet.
 
Når du vælger en pubertetspige som hovedperson, er det så fordi, at du synes pubertetsalderen er spændende?
 
Jeg har ikke nogen særlig interesse for pubertetsalderen. Jeg syntes, det var radikaliserende at spille Patricias objektive sandhed ud mod den sandhed, som pubertetsunge ofte skændes med deres forældre om.
 
Hvordan var du selv som teenager?
 
Moraliserende og arrogant. Og meget sød ind i mellem.
 
Findes der spøgelser? Og hvad er de for nogen?
 
Nej. Jeg mener selv, at der var tale om et psykisk fænomen – en hallucination.