F. Scott Fitzgerald er én af det 20. århundredes største amerikanske novellister, der bedre end nogen anden fanger jazztidens hidsige puls med de pludselige omslag og dramaet under overfladen.
Af litteraturhistoriker og –kritiker Hans Hertel, tidligere professor i Nordisk Litteratur ved Københavns Universitet.
Amerikansk litteratur har ikke nogen mere ærkeamerikansk myte end den om Francis Scott Fitzgerald (1896-1940), hans storhed og fald. Middelklassedrengen fra Midvesten, der blev jazztidens krønikeskriver og stjerne, men gik i hundene i druk og derpå i graven som firreogfyrreårig. Ja, sidste fase udspilledes endda – for at det ikke skal være løgn – i mellemkrigsårenes nye Mekka: down and out in Hollywood.
Unge Scott fra St. Paul, Minnesota, kom på det fine øststatsuniversitet Princeton og så ind i hæren, men til sin skuffelse nåede han ikke med de amerikanske tropper til Europa i det sidste år af Første Verdenskrig – 1917-18. Han forelskede sig sydstatsskønheden Zelda (”den smukkeste pige i Alabama og Georgia”), men helt i ”de forgyldte år”s stil fik han først den krævende unge dame da han slog igennem som forfatter.
Gennembruddet med succesromanen This Side of Paradise (1920) – i elleve oplag! – faldt sammen med deres bryllup, og deres liv tegnede sig længe som et mirakel på denne side af paradis. De var kun i deres egne tyvere da de blev inkarnationen af 20’ernes dyrkelse af ungdom, rigdom og hektiske fornøjelser – altid i medierne, altid på vej op og ind i det fine selskab, altid på farten i en rastløs verden af charleston, hjemmebrændt sprit, hurtige biler og åbne kufferter. Paris og den franske riviera – Cannes - Antibes - Nice - Monte Carlo – blev i 20’erne deres andet fædreland.
Så kom regningen, mens ulykkerne væltede ned. En latent skizofreni slog ud hos Zelda, og hun gik fra den ene dyre privatklinik til den anden, først i Schweiz, så i USA, hvor hun i 1943 indebrændte på et sindssygehospital i North Carolina. Og Scotts alkoholisme blev til en kædereaktion af pinligheder, sygdom, skrivekrampe og gæld, indtil han endte som glemt scriptwriter i Hollywood og døde af et hjerteslag i 1940.
Op- og nedturen kan skæres ud i tørre tal. Honoraret for hans første noveller steg rask fra 30 til 1000 dollar i 1920. På højden i 1929 var han stjerne i The Saturday Evening Post, USA's mest læste ugeblad med oplag på 2,7 millioner, der betalte ham 4000 dollar for en ny novelle (i 2013 svarende til mindst 50.000 dollar) og samme år tjente han 30.000 dollar bare på noveller. Men i 1940 var hans markedsværdi sunket så drastisk at Esquire kun ville betale ham 250 dollar for en ny historie, og hans forlag Scribner’s, solgte det år ikke ét eksemplar af hans ni bøger. Han var for længst død da han døde. Først i 50’erne begyndte genopstandelsen.
Den gyldne tid
I sine femogtyve aktive forfatterår skrev Scott Fitzgerald næste 180 noveller og skitser, og sandt nok er der en del maskinprodukter imellem, skrevet med venstre hånd og ryggen til for at tjene til ægteparrets ekstravagancer – og siden til de psykiatriske klinikker. Men selv når Fitzgerald skrev til de glittede blade med de store oplag – Collier’s, Metropolitan, McCall’s,Liberty, Red Book, The Smart Set, Scribner’s Magazine, The Metropolitan Magazine og som sagt især Post, hvor 65 historier blev trykt – satte han en ære i at være professionel, altid professionel, og de bedste historier fastholder suverænt ”The sense of time and place, the sence of beeing there”, som han sagde. Og netop fordi han blev læst som ingen andre – Hemingway kom først til senere og aldrig i de oplag – var han med til at gøre jazztiden til det begreb og forme dens stil. Tidsbevidstheden fremgår allerede af titlerne på hans første to bind noveller: Flappers and Philosophers (1929) og Tales of the Jazz Age (1922).
De år, sagde han senere ”gav ham flere penge end han havde drømt om, simpelthen ved at fortælle folk at de følte som de gjorde”. Novellerne registrerer livsstil og livsholdninger i spiritusforbuddets og højkonjunkturens højtgearede tid, erotiske omgangsformer, snobberi og andre forlystelser. Men vigtigere er det skjulte psykologisk-moralske drama. Et hovedtema er succesdrømmen og dens bagside, de riges verden med dens love og ritualer, forkælelsen og afstumpningen. Romanen om den ensomme spritsmugler Gatsby fastholder hans skrækslagent-betagne forhold til de rige, hans krydsning af opulent tingsbetagelse og smerte over rigdommens bagsider og kærlighedens flygtighed. Samme ambivalens ses tidligt i de lange noveller Vinterdrømme (1922) og Den rige unge mand (1926) – den sidste en komprimeret udviklingsroman, der bliver til en afviklingsroman om forstening.
Som én af de første skildrer Fitzgerald 20’ernes nye emanciperede kvindetype som barn af krigsårenes selvstændiggørelse. Typen betegnes som attraktive kvinder med benene på jorden og ben i næsen, men også som umodne, behagesyge ”flappers”. Symbolet på konkurrenceånden er de endeløse ”stag dances”, hvor pigernes popularitet måles på hvor mange mænd der ”bryder ind”. Medaljens bagside er de kolde cigarer med de mopsede ambitioner der gør kærlighed og ægteskab til licitationer om højeste bud.
Tidens ungdomsdyrkelse vender Fitzgerald på hovedet i den fantastiske fortælling om Det sære tilfælde Benjamin Button (1922), der fødes som halvfjerdsårig og lever livet baglæns.
”Den gyldne tid” – Fitzgerald bruger selv udtrykket i Den rige unge mand – er fra starten undermineret af nemesis. Nede under den blanke jazzstil og den hidsige energiudfoldelse luer den neurotiske rodløshed og narcissisme, og børskrakket i Wall Street i oktober 1929, da aktiekurserne faldt med tre fjerdedele hvorefter arbejdsløsheden steg til en fjerdedel af arbejdsstyrken, er varslet i Fitzgeralds noveller – og kom derpå til at præge hans symbolsprog.
Han bruger metaforen ”emotionel bankerot” som titel på den sidste af fem historier om den hårdkogte Chicago-pige Josephine Perry (1930-31). Hans livssyn var at mennesker har en vis mængde ”emotionel kapital”, og at kynisk og tankeløst storforbrug efterlader dem ude af stand til at genere nye følelser. Det er det der sker med de privilegerede antihelte i Vinterdrømme og Den rige unge mand, og nedtællingen følges senere detaljeret i romanen Natten er blid.
Tømmermændenes tid
Forfatterskabets anden fase fra og med kriseåret 1929 er ”tømmermændenes tid”. Selvransagelsen og resignationen giver fra slutningen af 20’erne novellerne en dybere, mere personlig tone – som seismografiske vibrationer i Barsk overfart (1929) og En Europa-tur (1930), som pinagtig ensomhed i Gensyn med Babylon (1931) og En forfatters eftermiddag (1936).
Selv midt i Fitzgeralds glitrende ugebladshistorier er der en melankolsk-ironisk undertone og ”a touch of disaster”, som han sagde og jo dybere han blev engageret i sin egen krise, jo strengere blev han i kravet til kunstnerisk ærlighed. Fra 1929 handler novellerne mest om det nære han havde hjertet fuldt af – forholdet til Zelda, til datteren Scottie, til det der druknede alt andet: drikkeriet. I et desperat glimt i sine Notebooks opsummerer han sit liv sådan: ”drunk at 20, wrecked at 30, dead at 40”.
I disse eksistentielle noveller er handlingen tit reduceret til et minimum, en følelsestilstand. Kunne han ikke skrive om andet, skrev han om trætheden, angsten, blokeringerne. Men han gør det alment ved at fjerne alt føleri, skabe afstand til sig selv, præcisere og objektivere – som i Ti år ud af kalenderen (1939), hvor arkitekt Trimble genser New York efter dit ”tabte årti” druknet i sprut. Her indtager den nyfundne novelle Tak for ilden (1936) en undtagelsesstilling – så sær at The New Yorker ikke turde lege med. Som en art parabel eller lignelse, men med ironisk let hånd omsætter den alkoholen til den trætte Mrs. Hanssons forbudte glæde ved cigaretterne, og her tre år efter ophævelsen af spiritusforbuddet i 1933 er der indført antiryge-lovgivning. Men tilsyneladende ser jomfru Maria mere liberalt på Mrs. Hanssons stofafhængighed, og her slår Fitzgerald smukt og forsigtigt et lille vindue op ud mod et religiøst-spirituelt perspektiv.
Sådan går der en lige linie fra jazzhistoriernes forvarsler om rastløshed og opløsning og desillusionen til anfægtelserne og selvopgøret i de sene noveller. Det var som sagt både Fizgeralds og Amerikas udvikling og stærkere end sine samtidige peger han på kontrasten mellem skin og virkelighed, på omkostningerne ved dyrkelse af succes, rigdom og polaritet som USA helst vil gøre til et sundhedstegn – og ved dyrkelsen af ”den gamle verden”, som ægteparret i En Europatur har gjort til en legeplads, der til gengæld har kostet dem ”troen og kærligheden og helbredet”.
En Europa-tur blev skrevet efter Zeldas første mentale sammenbrud, under hendes indlæggelse på en privatklinik i Schweiz (som Fitzgerald resigneret skrev: "Schweiz er et land hvor meget få ting begynder, men mange ting ender"). Historien foregriber helt til navnet Nicole Natten er blid (1934, revideret version 1939), hvor 20'ernes nyrige amerikanere som græshoppesværme besætter den franske middelhavskyst og efterlader den - og sig selv - nedslidt og hærget. Det er Fitzgeralds mest tragiske roman, hvor lægen Dick Diver gradvis går i opløsning som symbol på alt det der også begynder med D: decay; dissipation, disintegration, desperation, doom og destruction.
Man forstår hvorfor Fitzgerald har fået så central en placering i amerikansk litteratur som tidsskildrer og moralist. Men dybt i forfatterskabet ligger også en almen oplevelse af livets grundvilkår. I hans bedste fortællinger bliver hans skærpede sanselighed til en intens følelse af og for forfængeligheden, det tragiske, og selv i de sidste desperate noveller kan han få sproget til at løfte sig til små mirakler af poetisk friskhed, så det samtidig, midt i vemoden, synger og dufter af verdens uendelighed af ubrugte muligheder.
(Fra Hans Hertels indledning til Historier fra Jazztiden)
Kommentarer