Musil på dansk

Indenfor det seneste årti er En levendes efterladte papirer (2001) sammen med firebindsværket Manden uden egenskaber (1994-1998) blevet genoversat og genudgivet i Danmark af Karsten Sand Iversen i samarbejde med Gyldendal.

Denne relancering af Musils værk er en del af et generelt boom i nyoversættelse i Danmark. Boomet hænger til dels sammen med, at oversættelsesområdet har oplevet en stigende professionalisering og opmærksomhed siden 1970´erne i forlængelse af en række litteraturteoretiske nydannelser, såsom Translation Studies.

Oversættelser blev tidligere betragtet som en litterær aktivitet af mere underlødig karakter, men i dag har oversættelsesfaget fået egne hæderspriser a la Hollywoods Oscar og blevet genstand for en intensiveret faglig debat i tidsskrifter.

Oversættelser er altså blevet opvurderet som en selvstændig og krævende beskæftigelse. Omvurderingen af oversættelsesakten er sket sideløbende med en forøget bevidsthed om de litterære oversættelsers omfangsrige betydning i kulturlivet: Når Musil oversættes, får man nemlig nøgternt set et nyt dansksproget værk, som også påvirker og tager del i den danske litteratur- og kulturhistoriske udvikling.

Oversættelsesaktens opvurdering er ikke den eneste begrundelse for det aktuelle boom i nyoversættelser. Indenfor oversættelsesforskningen mener man at kunne konstatere en øget oversættelsesaktivitet i kulturer med ”nedgang” eller ”underskud”. Oversættelser af litteratur til dansk virker altså som en slags litterær blodtilførsel. Samtidig finder nyoversættelser også motivation i en række praktiske og kvalitative argumenter.

Af økonomiske årsager håber forlagene selvfølgelig at sælge de gamle klassikere igen til en ny generation af læsere. Derfor ser man også, at forlagene i kølvandet på genoversatte klassikere forsøger at introducere mindre kendte værker fra berømte forfattere. Sagt anderledes håber forlagene at udnytte den omtale og opmærksomhed nyoversatte klassikere får i kulturpressen.

Nyoversættelser handler naturligvis også om at forbedre og give oversættelser et mere samtidstypisk snit. I takt med tidens gang får genoversættelser automatisk ny aktualitet. En uskreven regel indenfor oversættelsesfaget lyder, at man ikke genoversætter litteratur, som kvalitativt har en fin standard.

Alligevel er det uomgængeligt, at oversættelser er produkter af institutionelle rammesætninger – såsom historiske og nationale litteraturopfattelser. Nyoversættelser kan derfor betragtes som en litterær opdatering, hvor man forsøger at gøre litteraturens klassikere tilgængelige for nutiden, både læse- og forståelsesmæssigt.

Når vi i dag læser Musil på dansk, læser vi ikke udelukkende Musil. Vi oplever nærmere bestemt Karsten Sand Iversens version af Musils tekster. Mogens Boisens version af Manden uden egenskaber er meget anerkendt. Alligevel påpeger mange, at visse aspekter, såsom erotikkens betydning i romanen, bliver tydeligere i Iversens version. Iversens nyoversættelse er i overensstemmelse med Musils ønske om beskrivelsesmæssig præcision og den fastholder bedre de passager, hvor Musil bevidst skriver direkte klodset. I modsætning til Boisen har Iversen også valgt at medtage fjerde og sidste binds ufuldstændige passager.

Men modsat flyder nyoversættelsen samlet set ikke bedre rent sprogligt end Boisens gamle version. Iversens oversættelse har måske ligefrem gjort Musil sværere tilgængelig på dansk. Spørgsmålet er altså, om Iversen på dette punkt svigter de danske læsere i sit forsøg på at oversætte Musil kongenialt.

Disse nedslag fremhæver meget godt oversættelsens paradoksale og problemfyldte stilling. Oversættelser kan nemlig hverken sprogempirisk eller sprogteoretisk repræsentere de litterære originaltekster fuldstændig – man kan altid i enhver oversættelse konstatere diverse forvrængninger og korrektioner af forfatterens egen tekst. Dette er et vilkår, som man nødvendigvis må acceptere, hvis man ønsker at se Musil overført til dansk. Herefter er det så oversættelseskritikkens ansvar at informere om både gevinster og problemer i konkrete oversættelser.

”En levendes efterladte papirer” er den mest aktuelle Musiludgivelse i Danmark. Den er en vigtig opdatering af Clara Hammerichs udgave fra 1946 – primært fordi den er fuldstændig og dermed dobbelt så lang som den gamle oversættelse. Som et eksempel på forskellige perioders syn på den litterære oversættelse kan man tilføje, at de forkortede versioner af de litterære originaltekster var et almindeligt fænomen for bare halvtreds år siden. Ud over de rent tekniske aspekter har nyoversættelsen af En levendes efterladte Papirer imidlertid også en litterær værdi i dansk sammenhæng.

Overordnet set kan udgivelsen, som består af en række kortere tekster og essays, bruges som supplement til og smagsprøve på Musil-stil, som den udfoldes mere omfattende i selve hovedværket Manden uden egenskaber. På sin vis indeholder den altså tekster, som har karakter af eksperiment. Den nyeste Musiludgivelse på dansk er således en testzone for de sager, som Musil er blevet berømt for internationalt.

Teksterne er ikke regulære fortællinger, men nærmere observationer og strøtanker (eksempelvis verden set udelukkende gennem en kikkert) omsat og afprøvet i litterær form. De fleste er sjove og stærkt anbefalelsesværdige, ikke mindst i kraft af deres mærkværdighed og absurde originalitet.

Til eksempel kan nævnes en beretning om dørens kulturhistorie eller dyrenes adfærd i zoologisk have sammenlignet med menneskets opførsel. Udover at virke introducerende til det samlede forfatterskab besidder En levendes efterladte papirer imidlertid også en anden interessant dimension set med danske øjne.

Musil er en af de første som arbejder med kortprosaformatet, der er meget populært blandt yngre danske forfattere. Således ejer nyoversættelsen også en generel aktualitet for den danske litteratur, som et udblik til historiske og litterære forudsætning for markante tendenser i ny dansk litteratur. Man kunne nævne Peter Adolphsens (f.1972) eminente Små historier  I-II som et eksempel på denne forbindelse.