I sin bog 'Forfatter af profession' fra 2015 funderer Haruki Murakami over, hvad originalitet er - ikke sin egen, men hvad han opfatter som originalt. Ganske typisk for ham tager han udgangspunkt i musikken. Men kan definitionen bruges på hans egne romaner?
Af Mette Holm, oversætter
Murakami fortæller, hvordan han fik gåsehud, første gang han hørte ‘Please, Please Me’ med The Beatles. Pludselig huskede han, at han havde det på samme måde, første gang han hørte ‘Surfin’ U.S.A.’ med The Beach Boys. Dengang kunne han ikke forklare, hvorfor han fik gåsehud, men nu ved han hvorfor. Det var en musik, han aldrig havde hørt før, så markant anderledes, at selv en 14-årig dreng kunne mærke det. Hvorfor Beatles adskilte sig fra andre grupper, kan han stadig ikke forklare, og han er fuldt klar over, at en ung mand, der hører Beatles for første gang i dag, næppe vil få gåsehud. Måske fordi en stor del af vor tids popmusik bygger videre på deres originalitet.
Murakami går så tilbage i tiden og fortæller, at det var det samme med Stravinskijs Le Sacre du printemps. Da stykket blev spillet første gang i 1913, vakte det stor tumult, fordi musikken var så ukonventionel, at folk slet ikke kunne få ind i hovedet, at musik kunne lyde sådan. I dag er det et elsket og betydningsfuldt stykke klassisk musik.
Men er originalitet så noget, der blegner med tiden? Det mener Murakami ikke. Folk vænner sig til de ‘originale’ værker, som ofte ender med at blive klassikere, skriver han. Tag bare jazzmusikeren Thelonious Monk - når man hører ham, er man aldrig i tvivl om, at det er ham, der spiller.
Det samme gælder malerkunsten, hvor samtiden så skævt til van Gogh og Picasso. Og litteraturen, hvor Murakami fremhæver Natsume Soseki, hvis værker ligesom Hemingways blev stærkt kritiseret og ligefrem latterliggjort, da de kom frem. I dag tilhører begge forfatteres værker deres landes litterære kanoner.
Hvordan definerer Murakami originalitet?
Originalitet er svær at definere, den flytter sig, skriver Murakami. Der er dog tre grundlæggende betingelser for, at et værk kan betragtes som originalt. For det første bør det besidde sin helt egen klang, stil, form eller farve, som gør det umiddelbart genkendeligt. For det andet skal disse træk kunne udvikle sig gennem værket. Den tredje betingelse er, at værket bliver absorberet og accepteret for siden at inspirere andre kunstnere.
Murakami drister sig selvfølgelig ikke til at kalde sig selv original, men hans definition af originalitet kan faktisk bruges på hans egne værker. I forordet til nyudgivelsen af sine to tidligste romaner, Hør vinden synge og Flipperspil 1973, fortæller han, at han som 29-årig ikke havde læst ret meget japansk litteratur og derfor ikke vidste, hvad en japansk roman egentlig var. Han forsøgte at skrive en roman, som han troede, den skulle være, men da han læste den, kedede han sig. Han begyndte derfor at skrive på engelsk. Hans sprogkundskaber var begrænsede, så han kunne kun skrive korte sætninger og måtte bruge meget lang tid på at forme sproget. Det gav en særlig rytme, som han siden overførte til japansk. Han betragter ikke rigtig de to første romaner som en del af sit forfatterskab, men faktisk finder man her allerede kimen til det senere forfatterskab.
Musikken og sproget
I alle Murakamis romaner er musikken et vigtigt tema. Folk hører musik og taler om musik, men musikken er mere end det; den er grundlaget for sproget. Murakami har fortalt, at han ønskede at skrive, som man spiller musik. Hvis man finder den rigtige rytme, kan man blive ved med at skrive.
Et typisk eksempel på det er de indledende kapitler med Aomame i romanen 1Q84. Her lytter hun til Janáčeks Sinfonietta, og den kraftfulde musik ligger som en underliggende rytme i sproget i de første kapitler. Ydermere bliver musikstykket et ledemotiv i romanen, hvor det er med til at bringe de to hovedpersoner Aomame og Tengo nærmere på hinanden.
Kvinder og katte
I de to første romaner er der også - som i alle Murakamis romaner - kvinder, der er lidt anderledes. I Hør vinden synge har hun kun ni fingre, og i Flipperspil 1973 optræder hun i form af to identiske tvillinger.
Og der er såmænd også en kat. Det er bartenderen Jays kat, som halter. Engang kom den hjem med knust pote, ikke kørt over, men knust af onde mennesker, og Jay fatter ikke, hvorfor nogen vil gøre en kat ondt. “Det er jo en meget velopdragen kat, der ikke generer nogen.” Allerede her møder vi den meningsløse ondskab, der går igen i de senere store romaner. I Trækopfuglens krønike går ondskaben godt nok ikke ud over katten, her er den bare forsvundet, men ondskaben er et gennemgående tema i bogen, og hvor det efterhånden synes at gå op for hovedpersonen, at han kun kan bekæmpe ondskaben eller volden ved selv at blive ond og voldelig. At han bliver nødt til at tage sine mørke sider til sig. Eller i Kafka på stranden, hvor Johnnie Walker flår hjertet ud af sprællevende katte for at høste deres sjæle. Der er de uskyldige katte med til at pointere, hvor ond han egentlig er.
Referencer til forfattere
I Hør vinden synge vil hovedpersonen være forfatter. Han er inspireret af forfatteren Derek Heartfield. Når man læser om Heartfield, får man lyst til at styrte ned på biblioteket og låne en af hans bøger, men så opdager man, at han ikke findes, at han er fri fantasi ligesom så meget andet i Murakamis romaner.
I alle romanerne er der dog også referencer til rigtige forfattere og romaner, ofte til klassikere som for eksempel i Norwegian Wood, hvor hovedpersonen læser Trolddomsbjerget af Thomas Mann og Den store Gatsby af F. Scott Fitzgerald. Pludselig forstår man (måske), hvorfor de stærke kvinder i hans bøger får navne, der indeholder farven grøn.
Vulkanen og skyggen
Jay Rubin, Murakamis amerikanske oversætter, fremhæver, hvordan Murakamis værker er præget af et enkelt og klart billedsprog, der taler direkte til læserne.
Et godt eksempel finder han i novellen ‘Det andet angreb på bageriet’, hvor Murakami bruger en undersøisk vulkan til at beskrive den særlige sult, der overfalder den nygifte hovedperson: “Jeg er i en lille båd, der flyder på det stille hav. Jeg kigger ned i vandet og ser toppen af en vulkan, der skyder op fra havets bund. Vulkanens top synes tæt på vandets overflade, men hvor tæt kan jeg ikke se. Det kan jeg ikke, fordi vandets ekstreme gennemsigtighed ødelægger min afstandsbedømmelse.”
Jay Rubin fik i forbindelse med sin undervisning på Stanford University besøg af Murakami. Da han spurgte de studerende, hvad de mente, at den undersøiske vulkan symboliserede, svarede Murakami, før nogen andre kunne nå det: “Vulkanen er ikke et symbol. Det er bare en vulkan. Ser I ikke også en vulkan for jeres indre blik, når I er meget sultne? Det gør jeg.”
Efter Murakamis mening bør man ikke prøve at beskrive, hvad vulkanen betyder, for så mister den sin kraft. Vulkanen er blot en vulkan, og Murakami giver ingen yderligere forklaring. Resultatet af det er, at alle kan danne sine egne billeder ganske uden hensyntagen til land, religion eller politisk holdning.
Og sådan er det med billederne i Murakamis romaner, de skal ikke overfortolkes, men tages for, hvad de er. Det samme gælder skyggen, som også er et af de gennemgående billeder i hans værker. Han ønsker ikke, at man inddrager Jung eller andre former for analyser. Skyggen er en del af mennesket, den mørke side i os, og mere er der ikke i dét.
Jay Rubin påpeger også, at enkelheden i billederne, deres klarhed og overraskende friskhed er medvirkende til, at læserne gribes af bøgerne. Og Murakami selv i forbindelse med Hans Christian Andersen Literature Award sagt: “Hvis en forfatter forsøger at konstruere sin historie på en analytisk måde, mister den sin iboende vitalitet, og der vil ikke opstå den samme form for indføling mellem forfatter og læser. Man ser ofte, hvordan romaner, som anmelderne har rost til skyerne, ikke appellerer særlig meget til læserne, og det er i mange tilfælde, fordi de værker, som anmelderne i deres analyser finder uovertrufne, ikke formår at finde en naturlig genklang hos læserne.”
Er Murakami så original i sin egen definition af ordet?
Der er ingen tvivl om, at Murakamis værker har deres helt egen klang, stil, form og farve. De har en rytme og en klang, som var de musikstykker, og de har deres egen form med et utraditionelt billedsprog og mange løse ender, så vi selv kan skrive videre i vores hoveder med afsæt i alle de billeder, hans sprog skaber i vores bevidsthed. Og så har de udviklet sig og skiftet form gennem mere end tredive år. De opfylder altså de to første betingelser, og faktisk også den tredje, da de allerede betragtes som klassikere, citeres i vidt omfang og har dannet skole og inspireret andre forfattere. Der er ingen tvivl om, at Murakami er inspireret af Kafka, men tænk, at han rent faktisk skriver murakamisk.
Kommentarer