Månens bagside
af Carsten Odgaard, Stud.art. i Nordisk, Syddansk Universitet, Odense
Bret Easton Ellis møder 'Bret Easton Ellis' i sin roman: 'Lunar Park'.
Forestil dig at blive bestseller-forfatter med efterfølgende rigdom og instant berømmelse i en alder af kun 20 år.
Og forestil dig så endvidere, at du rent menneskeligt, midt i dit professionelle forfatter-livs ustoppelige succes, som blot vokser og vokser for hver ny roman, mister orienteringen og forankringen og følelsen af virkelighed: Din familie forsvinder for dig, mens berømmelsen skylles ned med sprut, stoffer og sex.
Historien er kendt og næsten kliché: Berømmelsen har som sagt altid en pris, medaljen har også en bagside. Ikke desto mindre er det denne historie, den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis forsøger at fortælle i sin nye roman, 'Lunar Park', hans første siden 'Glamorama' (2000).
'Lunar Park' handler om Ellis’ kamp med den pludselige berømmelse, han fik med udgivelsen af debutromanen 'Less Than Zero' (1985), de heraf følgende fester, stoffer og kvinder, og de samtidige problemer i familielivets sfære, de uendelige verdensturnéer med bogsigneringer, interviews og pinlige optrædener. Med andre ord: Et miljø, som læsere af Ellis’ andre romaner vil være særdeles bekendt med.
Som i 'American Psycho' og 'Glamorama' får vi et indblik i et excessivt, men overfladisk jetset-liv. Ikke desto mindre - og på trods af det for en umiddelbar betragtning velkendte Bret Easton Ellis-univers - så bevæger forfatteren sig med 'Lunar Park' ind i helt nye og meget spændende områder, der afslører nye sider af forfatterskabet.
'Lunar Park' - selvbiografi?
Umiddelbart lugter projektet af selvbiografi og bekendelsesroman. Men selvom værket da også på mange måder kan læses som en opsummering eller status over forfatterskabets tematiske orientering og tråde, så er 'Lunar Park' langt fra en så entydig sag. For der går ikke lang tid, før man som læser begynder at sætte alvorlige spørgsmålstegn ved værkets indledende karakter af selvbiografi.
Ved at opremse sentenser fra sine tidligere romaner, og ved at henvise til livet omkring dem, skaber Ellis en klar fornemmelse af selvbiografi. Ja, der insisteres i den grad på bogens sandhedsværdig og ægthed, og således opbygges et fortrolighedsforhold mellem forfatter og læser.
Dette er en bog om forfatteren Bret Easton Ellis’ liv: 'Hvor frygtelige disse nedskrevne begivenheder end kan lyde, så er der én ting du må huske på, mens du holder denne bog i dine hænder; alt dette er virkelig sket, hvert et ord er sandt.'
Men, som man læser videre, opstår der helt store og fatale brud på den kontrakt, der indledningsvist etableres med læseren. Af gode grunde, som ikke skal afsløres her, bryder det selvbiografiske element sammen. Mellem første introducerende kapitel og resten af bogen opstår mærkværdige og ret så uhyggelige sprækker. Dels mellem Bret Easton Ellis og 'Bret Easton Ellis', dvs. mellem virkelighedens forfatter og karakteren 'Bret Easton Ellis' i 'Lunar Park', og heraf følger også en sprække mellem virkelighed og fiktion.
Men det er ikke en sprække uden bro, for forfatteren insisterer på en sammenhæng mellem de to; en sammenhæng mellem iscenesættelse, fiktion og autencitet. Legen med forholdet mellem illusion og virkelighed, som var så evident i 'Glamorama' og 'American Psycho', hvor man ofte tvivlede på, om fortælleren nu også fortalte os hele sandheden, er nu delvist forsvundet. I 'Lunar Par'k insisterer Bret Easton Ellis på, at vi skal tro fortælleren 'Bret Easton Ellis'. Også selvom han fortæller de utroligste ting.
På denne måde roder Lunar Park rundt i forholdet mellem fiktion og selvbiografi. Men pointen er ikke så meget, at man skal spekulere over, hvad der er sandt, og hvad der er falsk i biografierne (selvom det ikke helt kan undgås). Pointen er, at begge biografier tilsammen udgør personen Bret Easton Ellis. Hvor virkelighed og fiktion spilles ud mod hinanden for at afsløre overflader i romaner som 'American Psycho' og 'Glamorama', hvor enhver dybde reduceres til en æstetisk overflade, så ser man i 'Lunar Park' forsøg på at nå ind under denne overflade via den performative selvbiografi, via sammensmeltningen af virkelighed og fiktion. Hvor devisen i 'American Psycho' således er, at alt er overflade, overflade, overflade, så er den nye erkendelse i 'Lunar Par'k: Der er alligevel noget, en anden verden, under tingenes overflade.
Gys og gru
Bret Easton Ellis har altid flirtet med gyser-genren. Men 'Lunar Park' skriver sig mere end nogen af hans andre romaner ud i denne genre. Når Ellis tager fat i denne genre, så har det netop at gøre med forsøget på at trænge ind under overfladen. Gysergenren er mere end nogen anden genre kendetegnet ved tematiseringen af ting, der ligger under overfladen: Det drejer sig således om tabuiserede eller på andre måder forbudte eller hengemte ting og emner.
I 'Lunar Park' manifesteres denne konfrontation med tingene under overfladen meget bogstaveligt, idet alle Bret Easton Ellis’ værste dæmoner dukker frem og konfronterer ham. Man siger ellers, at forfattere uddriver deres dæmoner i fiktionen. Men i 'Lunar Park' synes det modsatte at være tilfældet: Ellis opdager til sin rædsel, at han bliver forfulgt af sine fiktive karakterer. Fiktionen bliver virkelig og manifest.
Således bliver Bret Easton Ellis’ absolut mest kendte og kontroversielle karakter, Patrick Bateman fra 'American Psycho', vakt til live igen, som en anden zombie. Og denne gang er han mere uhyggelig end nogensinde, fordi han er virkelig og ikke et tomt uvirkeligt hylster, som i 'American Psycho'.
Status og nybrud
Selvom 'Lunar Park' absolut hører til en af de mest uhyggelige og rystende bøger Ellis har skrevet, så indeholder den en optimisme og en tro på livet, som ikke har været så evident tidligere. Den styrer med andre ord i retning af noget mere ægte - eller i hvert fald: Ellis søger her dybere ned under Armani-jakkesættet på sine karakterer end han hidtil har gjort. Interessen for overfladens æstetik, som han tidligere har indrammet og beskrevet så eminent og præcist, er nu erstattet af en mere prægnant interesse for essens: Det handler ikke mere så meget om hvordan jeg er, men hvem jeg er.
Med 'Lunar Park' har Bret Easton Ellis for alvor taget kampen op med de dæmoner, der udsprang af 'American Psycho' og forløbet omkring den. Og selvom Ellis nok aldrig undslipper ånden fra Patrick Bateman, så cementerer 'Lunar Park' forfatterens position som en af de absolut vigtigste og bedste nulevende amerikanske forfattere.
Find bøger af Bret Easton Ellis på
Denne artikel er en lettere omarbejdet udgave af en kronik i Politiken den 25. 8. 2005
Se andet af Carsten Odgaard på
Skribent
25 nov.05
Månens bagside
af Carsten Odgaard, Stud.art. i Nordisk, Syddansk Universitet, Odense Bret Easton Ellis møder 'Bret Easton Ellis' i sin roman: 'Lunar Park'. Forestil dig at blive bestseller-forfatter med efterfølgende rigdom og instant berømmelse i en alder af kun 20 år.
Og forestil dig så endvidere, at du rent menneskeligt, midt i dit professionelle forfatter-livs ustoppelige succes, som blot vokser og vokser for hver ny roman, mister orienteringen og forankringen og følelsen af virkelighed: Din familie forsvinder for dig, mens berømmelsen skylles ned med sprut, stoffer og sex.
Historien er kendt og næsten kliché: Berømmelsen har som sagt altid en pris, medaljen har også en bagside. Ikke desto mindre er det denne historie, den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis forsøger at fortælle i sin nye roman, 'Lunar Park', hans første siden 'Glamorama' (2000).
'Lunar Park' handler om Ellis’ kamp med den pludselige berømmelse, han fik med udgivelsen af debutromanen 'Less Than Zero' (1985), de heraf følgende fester, stoffer og kvinder, og de samtidige problemer i familielivets sfære, de uendelige verdensturnéer med bogsigneringer, interviews og pinlige optrædener. Med andre ord: Et miljø, som læsere af Ellis’ andre romaner vil være særdeles bekendt med.
Som i 'American Psycho' og 'Glamorama' får vi et indblik i et excessivt, men overfladisk jetset-liv. Ikke desto mindre - og på trods af det for en umiddelbar betragtning velkendte Bret Easton Ellis-univers - så bevæger forfatteren sig med 'Lunar Park' ind i helt nye og meget spændende områder, der afslører nye sider af forfatterskabet. 'Lunar Park' - selvbiografi?
Umiddelbart lugter projektet af selvbiografi og bekendelsesroman. Men selvom værket da også på mange måder kan læses som en opsummering eller status over forfatterskabets tematiske orientering og tråde, så er 'Lunar Park' langt fra en så entydig sag. For der går ikke lang tid, før man som læser begynder at sætte alvorlige spørgsmålstegn ved værkets indledende karakter af selvbiografi.
Ved at opremse sentenser fra sine tidligere romaner, og ved at henvise til livet omkring dem, skaber Ellis en klar fornemmelse af selvbiografi. Ja, der insisteres i den grad på bogens sandhedsværdig og ægthed, og således opbygges et fortrolighedsforhold mellem forfatter og læser.
Dette er en bog om forfatteren Bret Easton Ellis’ liv: 'Hvor frygtelige disse nedskrevne begivenheder end kan lyde, så er der én ting du må huske på, mens du holder denne bog i dine hænder; alt dette er virkelig sket, hvert et ord er sandt.' Men, som man læser videre, opstår der helt store og fatale brud på den kontrakt, der indledningsvist etableres med læseren. Af gode grunde, som ikke skal afsløres her, bryder det selvbiografiske element sammen. Mellem første introducerende kapitel og resten af bogen opstår mærkværdige og ret så uhyggelige sprækker. Dels mellem Bret Easton Ellis og 'Bret Easton Ellis', dvs. mellem virkelighedens forfatter og karakteren 'Bret Easton Ellis' i 'Lunar Park', og heraf følger også en sprække mellem virkelighed og fiktion.
Men det er ikke en sprække uden bro, for forfatteren insisterer på en sammenhæng mellem de to; en sammenhæng mellem iscenesættelse, fiktion og autencitet. Legen med forholdet mellem illusion og virkelighed, som var så evident i 'Glamorama' og 'American Psycho', hvor man ofte tvivlede på, om fortælleren nu også fortalte os hele sandheden, er nu delvist forsvundet. I 'Lunar Par'k insisterer Bret Easton Ellis på, at vi skal tro fortælleren 'Bret Easton Ellis'. Også selvom han fortæller de utroligste ting.
På denne måde roder Lunar Park rundt i forholdet mellem fiktion og selvbiografi. Men pointen er ikke så meget, at man skal spekulere over, hvad der er sandt, og hvad der er falsk i biografierne (selvom det ikke helt kan undgås). Pointen er, at begge biografier tilsammen udgør personen Bret Easton Ellis. Hvor virkelighed og fiktion spilles ud mod hinanden for at afsløre overflader i romaner som 'American Psycho' og 'Glamorama', hvor enhver dybde reduceres til en æstetisk overflade, så ser man i 'Lunar Park' forsøg på at nå ind under denne overflade via den performative selvbiografi, via sammensmeltningen af virkelighed og fiktion. Hvor devisen i 'American Psycho' således er, at alt er overflade, overflade, overflade, så er den nye erkendelse i 'Lunar Par'k: Der er alligevel noget, en anden verden, under tingenes overflade. Gys og gru
Bret Easton Ellis har altid flirtet med gyser-genren. Men 'Lunar Park' skriver sig mere end nogen af hans andre romaner ud i denne genre. Når Ellis tager fat i denne genre, så har det netop at gøre med forsøget på at trænge ind under overfladen. Gysergenren er mere end nogen anden genre kendetegnet ved tematiseringen af ting, der ligger under overfladen: Det drejer sig således om tabuiserede eller på andre måder forbudte eller hengemte ting og emner.
I 'Lunar Park' manifesteres denne konfrontation med tingene under overfladen meget bogstaveligt, idet alle Bret Easton Ellis’ værste dæmoner dukker frem og konfronterer ham. Man siger ellers, at forfattere uddriver deres dæmoner i fiktionen. Men i 'Lunar Park' synes det modsatte at være tilfældet: Ellis opdager til sin rædsel, at han bliver forfulgt af sine fiktive karakterer. Fiktionen bliver virkelig og manifest.
Således bliver Bret Easton Ellis’ absolut mest kendte og kontroversielle karakter, Patrick Bateman fra 'American Psycho', vakt til live igen, som en anden zombie. Og denne gang er han mere uhyggelig end nogensinde, fordi han er virkelig og ikke et tomt uvirkeligt hylster, som i 'American Psycho'. Status og nybrud
Selvom 'Lunar Park' absolut hører til en af de mest uhyggelige og rystende bøger Ellis har skrevet, så indeholder den en optimisme og en tro på livet, som ikke har været så evident tidligere. Den styrer med andre ord i retning af noget mere ægte - eller i hvert fald: Ellis søger her dybere ned under Armani-jakkesættet på sine karakterer end han hidtil har gjort. Interessen for overfladens æstetik, som han tidligere har indrammet og beskrevet så eminent og præcist, er nu erstattet af en mere prægnant interesse for essens: Det handler ikke mere så meget om hvordan jeg er, men hvem jeg er.
Med 'Lunar Park' har Bret Easton Ellis for alvor taget kampen op med de dæmoner, der udsprang af 'American Psycho' og forløbet omkring den. Og selvom Ellis nok aldrig undslipper ånden fra Patrick Bateman, så cementerer 'Lunar Park' forfatterens position som en af de absolut vigtigste og bedste nulevende amerikanske forfattere.
Find bøger af Bret Easton Ellis på
Denne artikel er en lettere omarbejdet udgave af en kronik i Politiken den 25. 8. 2005
Se andet af Carsten Odgaard på
af Carsten Odgaard, Stud.art. i Nordisk, Syddansk Universitet, Odense Bret Easton Ellis møder 'Bret Easton Ellis' i sin roman: 'Lunar Park'. Forestil dig at blive bestseller-forfatter med efterfølgende rigdom og instant berømmelse i en alder af kun 20 år.
Og forestil dig så endvidere, at du rent menneskeligt, midt i dit professionelle forfatter-livs ustoppelige succes, som blot vokser og vokser for hver ny roman, mister orienteringen og forankringen og følelsen af virkelighed: Din familie forsvinder for dig, mens berømmelsen skylles ned med sprut, stoffer og sex.
Historien er kendt og næsten kliché: Berømmelsen har som sagt altid en pris, medaljen har også en bagside. Ikke desto mindre er det denne historie, den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis forsøger at fortælle i sin nye roman, 'Lunar Park', hans første siden 'Glamorama' (2000).
'Lunar Park' handler om Ellis’ kamp med den pludselige berømmelse, han fik med udgivelsen af debutromanen 'Less Than Zero' (1985), de heraf følgende fester, stoffer og kvinder, og de samtidige problemer i familielivets sfære, de uendelige verdensturnéer med bogsigneringer, interviews og pinlige optrædener. Med andre ord: Et miljø, som læsere af Ellis’ andre romaner vil være særdeles bekendt med.
Som i 'American Psycho' og 'Glamorama' får vi et indblik i et excessivt, men overfladisk jetset-liv. Ikke desto mindre - og på trods af det for en umiddelbar betragtning velkendte Bret Easton Ellis-univers - så bevæger forfatteren sig med 'Lunar Park' ind i helt nye og meget spændende områder, der afslører nye sider af forfatterskabet. 'Lunar Park' - selvbiografi?
Umiddelbart lugter projektet af selvbiografi og bekendelsesroman. Men selvom værket da også på mange måder kan læses som en opsummering eller status over forfatterskabets tematiske orientering og tråde, så er 'Lunar Park' langt fra en så entydig sag. For der går ikke lang tid, før man som læser begynder at sætte alvorlige spørgsmålstegn ved værkets indledende karakter af selvbiografi.
Ved at opremse sentenser fra sine tidligere romaner, og ved at henvise til livet omkring dem, skaber Ellis en klar fornemmelse af selvbiografi. Ja, der insisteres i den grad på bogens sandhedsværdig og ægthed, og således opbygges et fortrolighedsforhold mellem forfatter og læser.
Dette er en bog om forfatteren Bret Easton Ellis’ liv: 'Hvor frygtelige disse nedskrevne begivenheder end kan lyde, så er der én ting du må huske på, mens du holder denne bog i dine hænder; alt dette er virkelig sket, hvert et ord er sandt.' Men, som man læser videre, opstår der helt store og fatale brud på den kontrakt, der indledningsvist etableres med læseren. Af gode grunde, som ikke skal afsløres her, bryder det selvbiografiske element sammen. Mellem første introducerende kapitel og resten af bogen opstår mærkværdige og ret så uhyggelige sprækker. Dels mellem Bret Easton Ellis og 'Bret Easton Ellis', dvs. mellem virkelighedens forfatter og karakteren 'Bret Easton Ellis' i 'Lunar Park', og heraf følger også en sprække mellem virkelighed og fiktion.
Men det er ikke en sprække uden bro, for forfatteren insisterer på en sammenhæng mellem de to; en sammenhæng mellem iscenesættelse, fiktion og autencitet. Legen med forholdet mellem illusion og virkelighed, som var så evident i 'Glamorama' og 'American Psycho', hvor man ofte tvivlede på, om fortælleren nu også fortalte os hele sandheden, er nu delvist forsvundet. I 'Lunar Par'k insisterer Bret Easton Ellis på, at vi skal tro fortælleren 'Bret Easton Ellis'. Også selvom han fortæller de utroligste ting.
På denne måde roder Lunar Park rundt i forholdet mellem fiktion og selvbiografi. Men pointen er ikke så meget, at man skal spekulere over, hvad der er sandt, og hvad der er falsk i biografierne (selvom det ikke helt kan undgås). Pointen er, at begge biografier tilsammen udgør personen Bret Easton Ellis. Hvor virkelighed og fiktion spilles ud mod hinanden for at afsløre overflader i romaner som 'American Psycho' og 'Glamorama', hvor enhver dybde reduceres til en æstetisk overflade, så ser man i 'Lunar Park' forsøg på at nå ind under denne overflade via den performative selvbiografi, via sammensmeltningen af virkelighed og fiktion. Hvor devisen i 'American Psycho' således er, at alt er overflade, overflade, overflade, så er den nye erkendelse i 'Lunar Par'k: Der er alligevel noget, en anden verden, under tingenes overflade. Gys og gru
Bret Easton Ellis har altid flirtet med gyser-genren. Men 'Lunar Park' skriver sig mere end nogen af hans andre romaner ud i denne genre. Når Ellis tager fat i denne genre, så har det netop at gøre med forsøget på at trænge ind under overfladen. Gysergenren er mere end nogen anden genre kendetegnet ved tematiseringen af ting, der ligger under overfladen: Det drejer sig således om tabuiserede eller på andre måder forbudte eller hengemte ting og emner.
I 'Lunar Park' manifesteres denne konfrontation med tingene under overfladen meget bogstaveligt, idet alle Bret Easton Ellis’ værste dæmoner dukker frem og konfronterer ham. Man siger ellers, at forfattere uddriver deres dæmoner i fiktionen. Men i 'Lunar Park' synes det modsatte at være tilfældet: Ellis opdager til sin rædsel, at han bliver forfulgt af sine fiktive karakterer. Fiktionen bliver virkelig og manifest.
Således bliver Bret Easton Ellis’ absolut mest kendte og kontroversielle karakter, Patrick Bateman fra 'American Psycho', vakt til live igen, som en anden zombie. Og denne gang er han mere uhyggelig end nogensinde, fordi han er virkelig og ikke et tomt uvirkeligt hylster, som i 'American Psycho'. Status og nybrud
Selvom 'Lunar Park' absolut hører til en af de mest uhyggelige og rystende bøger Ellis har skrevet, så indeholder den en optimisme og en tro på livet, som ikke har været så evident tidligere. Den styrer med andre ord i retning af noget mere ægte - eller i hvert fald: Ellis søger her dybere ned under Armani-jakkesættet på sine karakterer end han hidtil har gjort. Interessen for overfladens æstetik, som han tidligere har indrammet og beskrevet så eminent og præcist, er nu erstattet af en mere prægnant interesse for essens: Det handler ikke mere så meget om hvordan jeg er, men hvem jeg er.
Med 'Lunar Park' har Bret Easton Ellis for alvor taget kampen op med de dæmoner, der udsprang af 'American Psycho' og forløbet omkring den. Og selvom Ellis nok aldrig undslipper ånden fra Patrick Bateman, så cementerer 'Lunar Park' forfatterens position som en af de absolut vigtigste og bedste nulevende amerikanske forfattere.
Find bøger af Bret Easton Ellis på
Denne artikel er en lettere omarbejdet udgave af en kronik i Politiken den 25. 8. 2005
Se andet af Carsten Odgaard på
Kommentarer