”En løgner holdes for en ærlig mand/ når ikke han i løgnen gribes kan.” Sådan siger bagsideteksten muntert rimende om Den unge Jægers lidelser. Og det er da også spørgsmålet, om man vil kalde bogen for løgnehistorie eller fantastisk fabuleren?
Frank Jæger (1926-77) udgav sine besynderlige ungdomsfortællinger i 1953, og de var med til at underbygge billedet af ham som den lyse digter, der forstod at værdsætte naturen, kvinder og andre af livets goder. Siden debuten i 1948 var Jæger populær hos både publikum og kritikere, der brugte ord som ”sprælsk,” ”naturbarn” og ”himmelhenrykt” for at beskrive den unge digter.
Det er først og fremmest Jægers lyrik, der – med Tony Vejslevs musik – har gjort ham til hvermandseje i det sidste halve århundrede. Prosaværket er mere eller mindre glemt, men nyklassikeren 'Den unge Jægers lidelser ' skiller sig dog ud. En årrække var den på det nærmeste fast pensum – enten i eller uden for timerne - for gymnasieelever. Tiden har behandlet værket godt. Det er stadig en fornøjelse at læse de barokke historier om Jægers ungdom.
Allerede i bogens begyndelse indvies læseren i den unge Jægers evne til at fabulere. På besøg hos familien på landet udstyrer han sin familie med opdigtede skavanker: Tanten er blind, men det er et held, for det forhindrer hende i at se onklens næse fortæres af en rædsom sygdom, og sådan er det hele vejen igennem.
Kun pigen Sille skånes, selv om knægten prøver at fremmane en pukkel på hendes ryg. Den vil ligesom ikke sidde fast; pigen er simpelthen for yndig til den slags. Som i de følgende fortællinger ender det ikke ganske godt for vor helt, der dog som regel selv har en god andel af skylden for sine nederlag. Han har det med at miste sit ellers suveræne overblik over situationen, når en yndig Sille (som pigerne konsekvent hedder) træder ind på scenen – og det sker tit.
Også andre kvinder har et uheldigt herredømme over Jæger. Da han flygter fra tandlægen henover byens tage (en situation, enhver med tandlægeskræk vel kan se sig selv i) forfølges han af en dejlig klinikassistent, der skuffer ham grusomt ved at lokke ham med tilbage til tandlægestolen. Hvilke følger dét får for en skorstensfejer, der i mellemtiden er blevet blandet ind i historien, skal ikke afsløres her…
Det er barokke og finurlige historier, der veloplagt fortælles. Den unge Jæger kommer vidt omkring på sine eventyr, der både bringer ham til en provinsby som oversætter af franske romaner, til Østrig som skærsliberdreng og på et hængende hår til Langeland som fredløs efter en drabelig duel på floret.
Det er netop det barokt morsomme, der gør historierne morsomme. Det hele er løgn og latin på den måde, man ikke kan lade være med at fryde sig over. Der er ikke grænser for den unge Franks evner; det er først da Sille kommer på banen, at det hele har en tendens til at slå kludder for den forstilt dydige unge mand, der elsker at prale af sin belæsthed.
Sammen med lyrikken skabte Den unge Jægers lidelser som sagt et billede af Jæger som et livsnydende naturbarn. Den lyse side af Frank Jæger er da også den vigtigste og mest markante, men selv protesterede digteren i sine breve over det ensidige billede. Glæden over naturen var ikke kun munter. Den fik ham med tiden også til at trække sig væk fra andre mennesker og lukke sig mere inde i sig selv.
Efterhånden træder den mørke side af Jæger tydeligere frem i digterværkerne, men Den unge Jægers lidelser er fra den tid, hvor humoren, livsglæden og livsnydelsen var Frank Jægers fremmeste kendetegn.
Som bagsideteksten i en slags pastiche over Jægers lyrik siger: ”Læg, læser, bogen mod dit kolde hjerte/og lad det varme sig ved Jægers smerte.”
Af cand. mag. i dansk/historie Nanna Rørdam Knudsen
Kommentarer