Store, nordiske forfattere som Vigdis Hjorth og Kjell Westö diskuterede sandhed, fiktion og den første kærlighed på den velbesøgte litteraturfestival nORD.
I den store lyse bygning, Kulturværftet, på kanten af Øresund og med udsigt til både Hamlets Kronborg og Sverige har Helsingør Kommunes Biblioteker netop afholdt litteraturfestivalen nORD for andet år i træk, i år desuden med et stærkt samarbejde med Nordisk Råds Litteraturpris.
”Nordisk Råds litteraturpris er en af de vigtigste og største nordiske litteraturpriser, som år efter år har formået at skabe opmærksomhed om noget af den bedste litteratur, der skrives i Norden,” siger festivalleder Gro Frank Rasmussen.
”Og så er det en pris, som for mange mennesker fungerer som et pejlemærke for, hvad de skal læse. Vi håber på festivalen nORD - og uden al sammenligning i øvrigt - også at fungere som et pejlemærke for, hvad kvalitetsbevidste og videbegærlige læsere kan kaste sig over, når det gælder den nordiske litteratur,” siger Gro Frank Rasmussen.
En af de forfattere, som rigtig mange mennesker gerne ville se på årets festival, var norske Vigdis Hjorth. På en fuldstændig fyldt Store Scene underholdt en sprudlende Vigdis Hjorth publikum med anekdoter fra sit liv, mens hun forsøgte at illustrere forskellen på sandhed og litterær konstruktion. Vigdis Hjorth har med romanen Arv og miljø startet en kæmpe debat i Norge om grænserne for, hvor tæt litteraturen kan gå på virkeligheden. 'Arv og miljø' skildrer incest i en familie, og mange har spekuleret i, om det er forfatterens egen familie, der er udgangspunkt for romanen.
For Vigdis Hjorts er spørgsmålet om, hvad der er sandt og ikke sandt en meningsløs diskussion. Det standpunkt har hun fastholdt hele vejen gennem debattens rasen i sit hjemland og igen på scenen i Helsingør, hvor intervieweren, Daniel Øhrstrøm, der er journalist og forfatter, kredser om spørgsmålet, som alle åbenbart gerne vil have svar på.
Et skrig, der er blevet skrift
”Du vil ikke sige, hvad der kan afspejle dit eget liv i dine bøger, men smerten deri, den skal være ægte, har du sagt,” siger Daniel Øhrstrøm og sammenligner Hjorths projekt med Søren Kierkegaard, der i 'Enten-Eller' beskrive digteren som et ulykkeligt menneske, der bruger smerten til at skabe kunst. ”Kan du forholde dig til den måde at bruge smerte på og gøre den til fiktion?” prøver han, hvortil Vigdis Hjorts svarer:
”Jeg kan sige om Arv og miljø, at der er et skrig, der er blevet skrift. Jeg tænker, at sandhedsværdien ligger i læseoplevelsen. Hvis mennesker oplever, at dette kunne være sket for mig - dette kan jeg identificere mig med - så ligger sandheden deri,” siger Vigdis Hjorth, og selvom hun nægter at svare på det konkrete, så har hun tydeligvis stor lyst til at diskutere og undersøge, hvad man kan forstå ved sandhed i et litterært perspektiv.
For at understrege sin pointe nævner Vigdis Hjorth blandt andet sin egen første stormende forelskelse i en alder af ti år. Denne forelskelse i klassekammeraten Jørgen er siden blevet til Vigdis Hjorths mest selvbiografiske bog, fortæller hun, nemlig børnebogen 'Jørgen + Anne er sant', som ikke er oversat til dansk. Da Jørgen ikke ville være kæreste med lille Vigdis længere, sendte han alle de kærlighedsbreve, hun havde skrevet til ham, tilbage. De breve fandt den voksne Vigdis og besluttede at skrive en bog om de følelser, hun kunne læse i brevene og sin dagbog fra dengang.
”I bogen kysser pigen Jørgen,” fortæller Vigdis Hjorth. ”Og når folk spørger, om det er sandt, så er det, at ingenting er sandt – jeg kyssede ikke Jørgen. Men jeg havde sådan lyst til at kysse ham, og da jeg skrev bogen, tænkte jeg: Nu gør jeg det,” siger den meget veloplagte Vigdis Hjorth og kysser indlevende ud i salen til publikums store morskab.
Kikset samleje og ordløs krise
Vigdis Hjorth trækker også på en anden oplevelse fra sin ungdom, når hun skal forklare om sit syn på fiktion, nemlig hendes seksuelle debut - eller forsøget på samme. Det er en utroligt morsomt fortalt historie, som får hele salen til at grine højt, om et meget kikset samleje, der ikke rigtig blev gennemført, men som alligevel afstedkom stort drama, fordi moren læste den unge Vigdis dagbog og viste det til hendes far, som derefter gik ud for at drikke sig fuld. Problemet var bare, at al den sex og alle de orgasmer, der stod beskrevet i dagbogen, var inspireret af de pornoblade, Vigdis havde læst i skoven og dermed alene udtryk for den unge piges fantasi om, hvordan det skulle være. Og det viste sig at være meget langt fra den virkelige hændelse.
Episoden udløste en ordløs krise, hvor familien pludselig så helt anderledes på Vigdis.
”Og jeg kunne jo ikke sige, at det ikke var sandt,” siger Vigdis Hjorth og kigger appellerende ud på publikum. ”Jeg kunne jo ikke sige, at jeg havde digtet, det var jo næsten endnu værre. Men den forfærdelse, som min første fiktion medførte, lærte mig, at noget, du har digtet, kan have større betydning end det, som er sandt.”
Hukommelsen er den største eventyrfortæller af os alle
En anden af de store nordiske forfattere på dette års festival var den finske forfatter Kjell Westö, som blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for tre år siden for bogen Luftspejling 38. Nu er han aktuel med romanen Den svovlgule himmel, som han var inviteret til at tale om i selskab med DR-journalisten Tore Leifer.
'Den svovlgule himmel' er en historisk roman, der strækker sig over et halvt århundrede fra 1960’erne til i dag. Den handler om fortællerens venskab med og livslange kærlighedsforhold til børnene Alex og Stella fra overklassefamilien Rabell. Igen kommer samtalen på scenen til at dreje sig om forholdet mellem sandhed og fiktion, om end Kjell Westös udgangspunkt er et andet end sin norske forfatterkollegas.
”Jeg er fiktionsforfatter,” understreger Westö. ”Jeg har stor beundring for alle slags forfattere, og jeg har stor beundring for forfattere, der har en ambition om at søge i deres eget liv og skrive en roman der ud fra. Men jeg er på sin vis faktisk modsat. Visse af mine tidligere noveller og romaner har trukket på noget, jeg selv har oplevet, men sådan har jeg ikke lyst til at arbejde længere. For som forfatter kommer jeg først i gang, når jeg lyver. Når jeg finder på. Jeg føler mig bundet og som om, jeg ikke får foldet vingerne ud, så længe jeg sidder fast i en historisk sandhed.”
Men samtidig vil du gerne fortælle om samfundet og om Finlands historie, påpegede Tore Leifer overfor forfatteren. ”Absolut,” svarer Kjell Westö, ”og det gør alle mine romaner. Min teknik er at skabe egne gestalter i en historisk tid, som folk kan genkende, og det har jeg også gjort denne gang. Og jeg betragter jeg-fortælleren i denne roman mere som et medium, gennem hvilken fortællingen fortælles,” sagde Westö og siger, at fortælleren i bogen beretter med autoritet, for han tror på sandheden i sin egen fortælling.
”Men i slutningen af historien bliver fortælleren konfronteret med sin egen historie, for han husker ikke rigtigt,” siger den finske forfatter, som ikke er meget for at løfte sløret for, hvad det er hans fortæller kan huske og ikke kan huske, men refererer i stedet at ”hukommelsen er den største eventyrfortæller af os alle”, som der står i bogen.
Lyden af nordisk litteratur
Et af de store, samlende øjeblikke på festivalen var det afsluttende arrangement lørdag eftermiddag, da seks af de nominerede forfattere til Nordisk Råds Litteraturpris var til stede på scenen sammen. Finske Laura Lindstedt, der er nomineret for den eksperimenterende og roste Oneiron, de norske forfattere Vigdis Hjorth og Henrik Nor-Hansen, den færøske digter Sissal Kampmann og danske Christina Hesselholdt. Desuden var Annette Herzog fra Danmark med som nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris.
Forfatterne læste op på deres modersmål, samtidig med at den danske oversættelse blev projiceret på bagvæggen. Det var meget stemningsfuldt at høre værkerne læst op, også selvom man ikke kunne forstå, hvad der blev sagt. Og det var netop pointen, understreger festivalleder Gro Frank Rasmussen, for en af tankerne med festivalen er at vise den kraftfuldhed og betydningsdannelse, der ligger i vores sprog. ”Hvis man vil vide, hvad god litteratur er, så kan man ikke bare spørge: ’hvad handler bogen om?’, man må også spørge: ’hvordan lyder den?’. At høre et digt blive læst op på færøsk og et tekststykke på finsk er virkelig med til at understrege, hvor meget klangene, rytmerne og musikaliteten betyder.”
Eksistentielle højdespring
Nordisk Råds Litteraturpris blev uddelt for første gang for 55 år siden, men Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris fylder kun fem år i år. Annette Herzog var som den eneste af de tolv nominerede til børne- og ungdomsprisen til stede ved dette arrangement. Hun præsenterede den dobbelte grafiske roman Hjertestorm, Stormhjerte, hvor man læser den samme historie om de 14-årige Viola og Storms forelskelse men fra hver deres perspektiv. Hvis man vender bogen, får man den andens historie og med en anden streg. Violas historie er illustreret af Katrine Clante, Storms af Rasmus Bregnhøi.
På den måde blev der bundet en fin sløjfe på arrangementets temaer: Om hvordan vi forstår og fortæller verden omkring os, om kærlighedskvaler i et barns perspektiv, om synsvinkler og fortællere og sandheder og løgne, og måske – måske ikke – hang det hele så fint sammen, fordi alle forfatterne er rundet af den samme nordiske virkelighed.
”I Norden er vi jo både historisk og kulturelt fuldstændigt flettet ind i hinanden. Så selvom verden i dag er så tilgængelig, så lille, så let at rejse ud i, så hersker der, hvis vi blot kigger os omkring til vores nabolande, alligevel nogle fælles tendenser i vores (sjæle)verden, som afspejler sig i litteraturen, og som vækker en genklag i læseren,” siger Gro Frank Rasmussen.
Men selvom der måske er en kulturel genkendelig referenceramme i den nordiske litteratur, er det ikke det samme som at sige, at den nordiske litteratur bekræfter en form for enighed eller ensidigt verdenssyn, mener hun.
”Hvis jeg skal sige noget meget generelt, så er den nordiske litteratur i dag ikke bange for at tage tyren ved hornene og giver fanden i dogmatik – også stilistisk set. Den er modig – den tør tit at være både højtråbende og tyst og foretage nogle eksistentielle højdespring. Jeg synes, man i høj grad skal kigge på den nordiske litteratur, hvis man leder efter litteratur, der ikke er regressiv, men derimod på forkant,” siger festivallederen som afrunding på en meget flot og velbesøgt nordisk litteraturfestival.
Foto: Katja Anna S. Frederiksen
Kommentarer