Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen
Om overspændte heltinder i bøgernes verden eller: En kort hysterisk litteraturhistorie i tiden mellem Platon og Per Olov Enquist.
Klassiske hystader
Kvinder, der er for meget, hører til litteraturens evige temaer. Fra begyndelsen og til nu har tossede og ustyrlige kvinder fascineret forfattere, ikke mindst mandlige. Tag fra den græske antik Euripides’ (480-406 fvt.) legendariske tragedie Medea (431 fvt.), hvor den forsmåede kvindelige hovedperson, som stykket er opkaldt efter, i affekt indleder et en ultrablodig vendetta, som går ud over hendes egne børn, hendes “eksmands” nye udkårne samt denne kvindes far, kong Kreon – hævnen er grusom, barbarisk og i det hele taget ude af proportioner. Medea er afgjort for meget.
Tag den franske forfatter Gustave Flauberts (1821-1880) moderne klassisker om Madame Bovary (1857), som efter lige lovlig meget romanlæsning glider ind i en halvtosset tilstand mellem realiteterne og de romantiske fiktioner, hun har forlæst sig i. Emma Bovary er strandet i det borgerlige livs hovedbygning, ægteskabet, og forsøger at løsrive sig gennem et par yderst stormfulde og romanagtige affærer.
Men da de udenomægteskabelige forbindelser bliver kolde og uhåndterlige, ser heltinden ingen anden udvej end selvmordet: en dosis arsenik og en langsom, smertefuld død til følge. Den afsindige kvinde efterlader sig sin mand, Charles, som dør af sorg, og en datter, som på tragisk vis bliver forældreløs. Madame Bovary: også lidt for meget.
Tag Tolstojs (1828-1910) Anna Karenina (1875) eller Natasja i Dostojevskijs (1821-1881) Idioten (1868) og mange flere. Listen over uligevægtige kvindeskikkelser i litteraturen er lang og celeber. Det gælder særligt ting skrevet før det tyvende århundrede, og det har selvfølgelig den væsentlige forklaring, at forfatteren før det tyvende århundrede kun undtagelsesvis ikke er en mand.
Den mandlige forfatter skriver begavet og uddybende om sit eget køn – om helten, tænkeren, kongen forbryderen, klovnen, opkomlingen, ynglingen og så videre. Men når det kommer til kvinden, sirenen, er der en i den lidt ældre litteratur en tendens til at mystificere det feminine. Hun er farlig og utilregnelig, mens han er fornuftig og forudsigelig.
Fra antikken til vibratoren
I medicinens historie har man ofte beskrevet kvinder, som på den ene eller den anden måde er ude af kontrol, med diagnosen hysteri. Nervøsitet, muskelkramper, manglende appetit, søvnløshed, irritation, nedtrykthed og mange andre symptomer på ubalance blev, eksklusivt for kvinder, relateret til paraplybetegnelsen hysteri.
Og lidelsen blev videre, og mere teknisk, relateret til livmoderen (som på græsk hedder “hystera”), hvorfor hysteriet af gode grunde kun kunne bruges som diagnose for kvinder, som kammede over. Sådan ræsonnerede videnskaben allerede i antikken, hvor folk som Platon (427-347 fvt.) og Hippokrates ( 460-377 fvt.) teoretiserede over hysteriets kilde og udtryk i kvindekroppen.
Diagnosen blev fortsat brugt flittigt gennem middelalderen, renæssancen og helt frem til en løjerlig udbredelse i viktoriatidens borgerlige England. Her relaterede man i særdeleshed hysteriet til det stressede moderne liv – en lidelse, knyttet til det urbane jag – mens behandlingen blev varetaget enten gennem praktiske råd til de sygdomsramte, eksempelvis opfordringer til ægteskab, eller i mere akutte tilfælde en jordemoders massage af det relevante område i nærheden af livmoderen.
Og senere, da der ikke var jordemødre nok til at massere de lidende: elektriske apparaturer, som kunne vibrere. Sandt at sige et moderne vidunder. Den hysteriske kvinde kunne nu – hjemmefra, ved betjening af det elektriske remedie – kurere sig selv, når det syntes nødvendigt.
Et sidste kapitel i hysteriets videnskabelige historie – inden man ophørte med at bruge det som medicinsk begreb – begynder på de sindssyges hospital i Paris, det berømte Salpêtrière, hvor den franske neurolog Jean-Martin Charcot (1825-1893) i slutningen af det nittende århundrede foretog en række hysteri-demonstrationer under stor bevågenhed.
Senere berømtheder ud i de neurologiske lidelsers videnskab (eksempelvis Sigmund Freud) så nysgerrigt til, når Charcot med hypnose og forskellige tryk på den kvindelige patients krop begik øjeblikkelig lindring og også helbredelse. De hysteriske patienter faldt, når behandlingen kulminerede i auditoriet, i svime til stor begejstring for publikum.
Hysteriet hos Enquist
Den i Danmark meget populære svenske forfatter Per Olov Enquist (født 1934) har skrevet en bog, Bogen om Blanche og Marie (2004), som er en historisk roman, der tager udgangspunkt i de ovenfor nævnte, faktiske begivenheder. Et vigtigt spor i romanen kredser om forholdet mellem den omtalte neurolog Charcot og hans yndlingspatient, den unge og smukke Blanche Wittman , som led af hysteri.
Hun var tilsyneladende hårdt angrebet af lidelsen, og med sine tydelige symptomer var hun en yndet demonstrations-patient for Charcot. Romanen følger dette professionelle forhold, som siden udvikler sig til et problematisk kærlighedsforhold mellem lægen og patienten.
Blanche lever i denne del af fortællingen højt på at være alt for meget, men da hun efter neurologens død bliver tilknyttet den berømte fysiker Marie Curie (1867-1934) som assistent, bliver Blanche efterhånden mindre og mindre. Endda helt bogstaveligt. De smukke men radioaktive stråler, som udgår fra de stoffer, Marie Curie undersøger, ender med at gøre Blanche så dødeligt syg, at hendes ekstremiteter efterhånden afsættes.
Hun ender sit liv som en amputeret, deformeret krøbling i en trækasse, som hun trækkes rundt i. Marie Curie dør som konsekvens af sine eksperimenter. Historien lyder måske ikke alt for opmuntrende, men der er faktisk tale om en smuk kærlighedsroman, som ligger umiddelbart i forlængelse af de bøger i litteraturhistorien, som tematiserer de hysteriske kvindemennesker.
Kommentarer