Historien om Frankenstein er måske én af de sørgeligste gyserhistorier, der er skrevet. Som i så mange fortællinger om videnskabsmanden, der spiller gud, viser det sig, at han har leget med kræfter, han ikke kan styre.
Mary Shelley (1797 – 1851) fik ideen til Frankenstein, da hun holdt ferie sammen med en række forfattere i Schweiz. Vejret var dårligt, og tiden blev fordrevet med spøgelseshistorier. Samtidig blev der diskuteret Darwin, og det var kombinationen af de to ting, der blev til 'Frankenstein'.
Det virkelige uhyre
Victor Frankenstein er ung og ærgerrig, og han tøver ikke med at forlade sit lykkelige barndomshjem og sin udkårne, da chancen for at tage en uddannelse dukker op. Der er dårlige tegn i sol og måne før hans afrejse: hans elskelige mor er netop død, og hans bedste ven får ikke lov at tage med ham, som de begge ellers havde håbet på. Der er stor kontrast mellem det idylliske familieliv, Frankenstein lader bag sig, og det ensomme liv, der møder ham i universitetsbyen Ingolstadt.
Meget hurtigt opstår drømmen om at skabe sit eget levende væsen – af rester af afdøde mennesker. Frankenstein har opdaget hemmeligheden ved at kunne give liv til noget livløst, og han skaber et væsen ud af rester af lig. Han forsøger at skabe noget smukt, men:
”Du store Gud! Hans gule skind dækkede næppe musklerne og blodårerne nedenunder; hans hår var skinnende sort og bølgende; hans tænder perlehvide; men denne skønhed dannede kun en endnu frygteligere kontrast til hans blege øjne, der synes at have næsten samme farve som de brunhvide øjenhuler de sad i, hans rynkede hud og lige, sorte læber.”
Da væsenet slår øjnene op, bliver Frankenstein grebet af gru, og det går op for ham, at han har skabt et monster. Han flygter rædselsslagen fra sin egen skabning.
Frankensteins rædsel er kun en forløber for det, uhyret kommer til at opleve. Alt det gode, der gemmer sig i den grufulde skikkelse, bliver snart forvandlet til ondskab. Uhyret indleder en uhyggelig vendetta, der skal påkalde Frankensteins opmærksomhed – for hvad ønsker uhyret sig mere end noget andet?
Svaret er enkelt: som alle andre ønsker det sig kærlighed, et andet væsen at elske og modtage kærlighed fra. Skaberen Frankenstein er ude af stand til at elske den skabning, han selv har frembragt, og han viser sig som fortællingens egentlige uhyre. Han ser kun det onde; når han gribes af medlidenhed afviser han følelsen som et resultat af monstrets evne til at manipulere.
Meget betegnende er senere fremstillinger af Frankenstein (film, tegneserier, genfortællinger, satirer) stort set altid fokuseret på uhyrets egen fortælling om dets liv. Her leder det efter kærlighed og samhørighed, men overalt frastøder det mennesker, selv om det har de bedste intentioner og er et både intelligent og følsomt væsen. Frankenstein er, trods det at romanen bærer hans navn, ikke den hovedperson, vi føler med.
De gale videnskabsmænd
Frankenstein er blevet model for den lange række af mere eller mindre gale videnskabsmænd, der lige siden har befolket populærkulturen. Et menneske, der i sit storhedsvanvid ikke kan se tilværelsens virkelige værdier, et menneske, der sætter sin tørst efter resultater over konsekvenserne.
Ganske vist indser Frankenstein, at han har fejlet. Han vil ikke videregive sine forskningsresultater, fordi han ikke vil opfordre andre til at skabe noget så grufuldt, men han ser ikke, at det ikke er med videnskaben, han har skabt et monster. Det er med den mangel på empati og evne til at se det gode i det grufulde, at han sætter gang i en lavine af ondskab og katastrofer.
Hvad Mary Shelleys 'Frankenstein' glemmer, er selvfølgelig, at videnskabsmanden ikke kan fralægge sig ansvaret for sine egne frembringelser. Et dilemma, der igen og igen har vist sig at være aktuelt, fordi selv de bedste intentioner kan føre til katastrofer.
Læseren sidder tilbage med en dyb medlidenhed med monstret og en foragt for Frankenstein, der trods sin påståede ædelhed og elskelighed forekommer kold. Hans godhed og kærlighed rækker kun til familien, bedstevennen Clerval og smukke, renfærdige kvinder som den elskede Elisabeth. Han kan ikke elske grimhed, selv ikke når han selv har skabt den.
Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen
Kommentarer