Af litteraturstuderende Nicolai Rerup Nielsen
-Umberto Eco og den intellektuelle spændingsroman
Kan en spændingsroman omhandlende blandt andet tempelriddere og okkulte selskaber være årsag til etiske og moralske overvejelser? Hvis romanen er skrevet af den italienske forfatter Umberto Eco, lader svaret til at være ja!
Den intellektuelle spændingsroman
Med udgivelsen af Da Vinci Mysteriet (2003) sikrede den amerikanske forfatter Dan Brown (f. 1964) sig for alvor international succes, og hvis man under indtagelse af sin café latté på stamcaféen har undret sig over nabobordets vidtløftige diskussioner om tallet π, katolicistiske konspirationer, og de skjulte beskeder i Leonardo Da Vincis malerier, så har man ganske givet været vidne til et eksempel på Dan Brown-feberen.
Da Vinci Mysteriet tilhører en gruppe af værker, som man - i mangel af bedre - kunne påhæfte betegnelsen intellektuelle spændingsromaner. Sådanne værker er bygget op omkring et kriminal-litterært skelet; man præsenteres for en gåde eller et mysterium, og handlingen er således defineret som en afdækning af spor og ledetråde, der leder frem mod gådens endelige opklaring.
Brugen af sådanne kulturelle artefakter som ledetråde i romankonstruktionen er for det meste baseret på grundig faktuel og historisk research fra forfatterens side. Dermed ikke sagt, at de af den grund nødvendigvis benyttes i overensstemmelse med historiens gang, hvilket gør, at denne type roman til tider skaber tvivl om, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion.
Dette problem er ikke nyt i litterær sammenhæng, og den omgås som oftest – forenklet sagt - ved at acceptere det litterære værk som dét, det er: fiktion. Det kan dog stadig være interessant at indhente information om de mange realhistoriske og faktuelle henvisninger, og i tilfældet Dan Brown har problemstillingen udviklet sig til en ophedet religiøs diskussion bl.a. på grund af hans brug af den katolske sekt Opus Dei i skurkerollen samt skildringen af forholdet mellem Jesus og Maria Magdalene.
Ser man bort fra salgstal, vrede kristne og det deraf følgende mediehysteri er det interessant at konstatere, at Da Vinci Mysteriet ikke er specielt velskrevet. Ikke desto mindre er Dan Brown en god historiefortæller og han opfylder tydeligvis et behov for letlæst og medrivende spændingslitteratur med intellektuel kant. Går man derfor utålmodigt rundt og venter på Browns næste roman, kunne man måske med fordel benytte ventetiden til at nyde et noget mere velskrevet værk af den intellektuelle spændingsromans grand old man, Umberto Eco.
Ecos åbne værker
Før Umberto Eco (f. 1932) i 1980 debuterede som skønlitterær forfatter med Rosens navn, havde han allerede skabt sig en akademisk karriere som semiotiker og litteraturteoretiker. Mest kendt er han måske for sine idéer om Det åbne værk (1962), der er en afstandtagen fra opfattelsen af det litterære værk som et lukket hele med ét endeligt udsagn.
Ifølge Eco er det litterære værk et åbent felt, hvori mening skabes både internt i kraft af værkets forskelligartede elementer, og i kraft af den enkelte læsers kontekstuelle tilgang til det. De mest interessante litterære værker er således de, der tilbyder størst bevægelighed mellem tekstens elementer og læserens forventning og fortolkning af dem.
Det lader ikke til at have været nok for Eco at teoretisere over sådanne åbne værker, han har tydeligvis gjort sit ypperste for også at skrive dem. Indtil videre har man - udover Rosens navn - kunnet nyde tre andre af hans romaner i dansk oversættelse; Foucaults pendul (1988), Øen af I går (1994) og Baudolino (2000.)
Alle fire romaner er en opvisning i Ecos utrolige vid og interesse for vort samfund og historie og er umiskendeligt postmoderne; de eksperimenterer med forskellige stilarter og blander forskellige kulturelle elementer sammen i komplekse fortællinger, der er lige dele fakta og fiktion. Derudover er de - som et led i Ecos tanker om det åbne værk - fyldt med både implicitte og eksplicitte henvisninger til andre litterære værker, blandt andet hans eget teoretiske arbejde.
Modsat Dan Brown kan Eco dog ikke siges at have skabt åbenlyse kontroverser med sine romaner, men netop fordi man kan finde ekkoer af hans teoretiske arbejde i hans fiktion, vil man også finde genklang af litteraturvidenskabelige diskussioner i selv samme. Nok taler han for værkets åbenhed og en læser-orienteret teori, men det er bestemt ikke ensbetydende med, at han mener, at værket kan fortolkes fuldstændig frit. Der er grænser for fortolkningen. Det er i hvert tilfælde en af pointerne i Ecos anden roman.
Foucaults Pendul
”Den tænkende mands Da Vinci mysterium” er Foucaults pendul blevet kaldt, og det er da også påfaldende, hvor meget de to romaner minder om hinanden. I begge romaner sættes handlingen i gang af et mord, der antyder en hemmelighed, som har været skjult i århundreder, og under afdækningen af denne hemmelighed modarbejdes hovedpersonerne af en sekterisk organisation, der ønsker at bevare hemmeligheden for sig selv.
Bygget op omkring en kriminalgåde som den er, er Foucaults pendul en fortælling om afdækning af spor, eller med andre ord, fortolkning af tegn; men implicit er den også en fortælling om, hvad der sker, når en sådan fortolkning føres for vidt.
Ansporet af mordet på en af deres klienter begynder de tre hovedpersoner, forlagsmedarbejderne Casaubon, Belbo og Diotallevi, på nyfigen vis at granske nogle efterladte dokumenter.
Denne detektiviske spøg udvikler sig dog hurtigt, da de mener at være kommet på sporet af en konspiration og ganske ukritisk begynder at fortolke historiske begivenheder som resultat af denne, eller som det hedder hos fortælleren: ”... når vi ønskede koblinger, fandt vi dem altid, over alt og mellem hvad som helst, verden eksploderer i et net, i en hvirvel af slægtskaber, og alting henviser til alting, alting forklarer alt…” Hvad der startede som en fortolkning bliver på det nærmeste til en fortælling, og det får blodige konsekvenser, da en gruppe af okkultister begynder at tro på denne fortælling.
Fortolknings-akten har i og for sig altid været en art genfortælling. Nogle vil argumentere for, at fortolkningen altid vil være en selvstændig fortælling. Når Eco hvirvler sine hovedpersoner ind i et blodigt plot pga. af deres fortolkning af en række af begivenheder, er det for at minde os om, at fortolkningen har konsekvenser, specielt hvis fortolkningen antager eget liv og bliver til fortælling.
Når vi formidler et budskab har vi en moralsk forpligtelse til at gøre det i en vis overensstemmelse med budskabets indhold. En vigtig pointe i en samtid, hvor fortællingen ikke længere kun bruges til at underholde og skabe eftertanke, men også er at finde i f.eks. reklamen eller som et element i politisk spin.
Kommentarer