Midt I En Jazztid er et smukt billede på mellemkrigstidens overklasseungdom.
Af Andreas Toft, IVA
'Midt I En Jazztid' (1931) er et smukt billede på mellemkrigstidens overklasseungdom og har erotikken, friluftslivet og jazzen som omdrejningspunkt. Den fremviser et, i forhold til samtiden, nyt mandsideal. Desuden er den yderst detaljeret og stemningsfuld og med sine utallige afstikkere indholdsmæssigt, ikke for den uprøvede eller utålmodige læser.
Erotik, friluftsliv og jazz
Ungdomsgenerationen i den danske overklasse i 1930´erne dyrker masser af sport, elskov og hører jazzmusik. Det er denne generations ungdomskultur der blandt andet beskrives i 'Midt I En Jazztid'. For eksempel ror og bader hovedpersonen Peter Hasvig en del, og sammen med mange af romanens andre personer spiller han tennis, rider, danser og løber på ski.
I romanen er der mange rigtig flotte og nærmest pompøse beskrivelser af de unges romantiske kærlighedsliv, og den natur som de udlever det i. Men det er elskov og overfladiske bekendtskaber, og ikke den dybe kærlighed det drejer sig om. Pigerne skifter kavaler som vinden blæser og drengenes pigebekendtskaber er lige så omskiftelige.
Friluftslivets og al den sportslige aktivitets fremmarch i mellemkrigstiden hænger nøje sammen med ideen om det naturlige, som opblomstrede i Europa i denne tid. Ideen stammer fra jazzen, som breder sig fra USA til Europa i 1920´erne og er kropsorienteret og når ned til menneskets instinkter, især seksualiteten.
Det skal med, at elskoven og det erotiske i de unges bekendtskaber ikke er eksplicit, den er indforstået og bliver ikke direkte beskrevet.
På trods af det vakte 'Midt I En Jazztid' en vis opstandelse og fik en noget hård medfart af samtidens anmeldere, som nærmest lagde op til, at romanen var usmagelig og burde censureres. En nutidig læser vil ikke være i nærheden af at blive forarget.
Førsteelsker
”De andre var en Selvfølgelighed, den Tanke at de maaske ikke kunde finde ham, faldt ham i Øjeblikket ikke ind. Tolv Piger vendte Ansigterne efter ham, da han satte sig, det skænkede han heller ingen Tanke.” (s, 164)
Peter Hasvig er, som citatet ovenfor antyder, en Don Juan og førsteelsker. Han vader med andre ord i piger. Han kan bare ikke beslutte sig for hvem, han vil have af dem. Overordnet pendulerer han ubeslutsomt mellem to piger: Ellen og Vera Bagge.
Ellen er en af Peters ekskærester. Hun er ikke fra overklassen, men ekspedient i en skotøjsforretning. Han møder hende i historiens begyndelse, hvor deres forhold får en lille renæssance. Hun elsker ham, men han tror ikke, han elsker hende, som dengang de kom sammen, siger han. Dog får Peter den idé, at hvis de to mødes igen om et år og stadig ikke har fundet noget bedre, skal de vende tilbage til hinanden. Den idé godtager hun og hen mod romanens slutning, hvor der næsten er gået et år siden de lavede deres aftale, mødes de. Om de får hinanden skal ikke afsløres her.
Vera er fra overklassen og den pige, som Peter kærester mest med. De er næsten sammen gennem hele romanen og de rider, spiller tennis og svømmer sammen og har deres helt eget sted inde i skoven, nær ved familien Bagges landsted, de kalder for ”deres sted”. Peter overvejer da også om ikke, han skal give hende en ting:
”Den Tanke faldt ham ind at købe en Ting til hende. Han følte pludselig, at hun skulde have en eller anden Ting af ham. Noget, han havde givet hende.” (s, 148)
Dog giver Peter sjældent udtryk for sine følelser overfor de piger han er sammen med. Man må konstatere, at Peter inderst inde ikke føler så meget, men i stedet som den sportsmand og roer han er, plejer og dyrker sin krop. Kroppen er et fast holdepunkt for ham og af alle elsker Peter vel allermest sig selv og er narcissist. I den forstand er han på en måde en meget moderne mand:
”…, og du stryger med den højre Haand kærtegnende op over den venstre Arms Brunhed, og du bøjer den og lader dens Biceps spille og svulme, og du spytter tankefuldt og tilfreds….” (s, 177)
Et nyt mandsideal
Peter er en yderst moderne mand. Han er barn af den ødelæggende 1. verdenskrig, som manede alle de store maskuline idealer i jorden. For i 1. verdenskrig var det ikke nødvendigvis de tapre og de stærkeste, der overlevede, men mere de heldige. For intet sted var sikkert at være, når granaterne regnede ned. Og en stor del af de unge mænd, der vendte jeg hjem til deres hjemland efter krigen, var efterfølgende skrækslagne, desillusionerede og nedbrudte mænd.
De store maskuline idealer handlede om, at mænd skulle være ædle, karakterfaste og stærke. De skulle med andre ord være besjælet af ridderlighed og springe til, når kvinderne skulle hjælpes. Peter repræsenterer et nyt og mere moderne mandsideal, der fornyr og udvider det maskuline følelsesrepertoire. Han er narcissist og kan i forhold til den gamle mandstype virke svag, men i virkeligheden har han et større følelsesmæssigt og mentalt register at spille på. Han er ikke god til at træffe store og effektive beslutninger, men han sanser verden på en ny måde.
Selvom der var mange anmeldere i samtiden, der så Peter som en slapsvans, er han det ikke. Peter er en del af et portræt af en generation, der er ved at komme til sig selv, og ved at etablere en moderne ungdomskultur. Dette er ikke nemt og de unge i Midt I En Jazztid har mange identitetsproblemer, de bekymrer sig ikke om dagen i morgen, de er præget af livstræthed, de er ikke optændte af idealer og tomheden er gabende. Men de er fuldt på højde med deres tid eller måske ligefrem forud for den.
En fragmenteret roman
Man skal ikke være uprøvet eller utålmodig som læser, hvis man skal give sig i kast med Midt I En Jazztid. Den er til tider handlingsløs, det vil sige meget dvælende ved detaljer, og gennemgående fragmenteret i sin opbygning. Der er ikke tale om en klassisk dannelses- eller udviklingsroman, hvor et helt livsforløb tolkes, men om en række øjeblikke og situationer der bindes sammen, så der opstår en kronologi, som kun i begrænset omfang knyttes sammen til en egentlig handling.
Men det skal nævnes, at romanen er en yderst fremragende læseoplevelse, som ingen bør være foruden. Midt I En Jazztid har min anbefaling.
Sekundær litteratur:
Litteraturens Veje, Johannes Fibiger og Gerd Lütken,Gads Forlag 2001
Romanens efterskrift af Benni Bødker
Tre samtidige anmeldelser:
Tom Kristensen, Politikken 26.9.1931
Henning Kehler, Berlingske Tidende 1.10.1931
Julius Bomholt, Social-Demokraten 9.10.1931
Kommentarer