Filmen Smoke indleder med, at forfatteren Paul Benjamin fortæller historien om, hvordan den engelske eventyrer Sir Walter Raleigh (1552-1618) målte vægten af røg. Benjamins tilhørere - stamkunder i den tobaksbutik i Brooklyn, hvor scenen udspiller sig - er skeptiske.
”Man kan ikke måle vægten af røg”, udbryder en af dem, ”det er ligesom at ville veje sjælen.” Men Benjamin fortsætter: Raleigh vejede først en cigar. Dernæst røg han den og dryssede omhyggeligt asken i vægtskålen. Da han var færdig, slukkede han cigaren i vægtskålen. Så vejede han skoddet og asken og trak deres vægt fra cigarens oprindelige vægt. Resultatet var røgens vægt.
Jeg forestiller mig, at Raleigh nød den cigar. Jeg forestiller mig, at han nød at forvandle selve det, som han havde lovet at måle, til sin livsånde og dernæst lade det forsvinde i den blå luft uden at gøre det fjerneste for at holde på det. Han må have nydt at lade det slippe væk, han skulle fange, og derved holde ord. Han må have nydt det, som en historiefortæller, der lader sin ånde blive ord og holder sine tilhørere hen i spænding helt til slutningen. Som Benjamin, der langsomt fortæller historien i cigarforretningen, mens han selv tænder en cigar.
Røgens vægt er ikke interessant i sig selv, det vidste Sir Walter godt. Den er bare et tal. Historien melder intet om dette tal, og vi savner det ikke. Hvis det kun var tallet, han var ude efter, kunne han have ladet cigaren brænde op i vægtskålen. Men Raleigh greb chancen for at vise, at resultatet er uvigtigt i forhold til vejen, der leder derhen. Han røg cigaren, og derved gjorde han opmærksom på røgen selv, dens korte slørdans inden opløsningen, på rygningens nydende tid, og derved skabte han en smuk og gådefuld allegori.
Måske er det ligesom at veje sjælen. Jeg har hørt om eksperimenter, hvor man har vejet døende mennesker øjeblikke før og efter deres sidste åndedræt og fundet en forskel i vægten. Om forskellen skyldes sjælens bortrejse eller tarmenes og lungernes tømning, ved jeg ikke.
Men det er et faktum, at forskellen mellem et afsjælet legeme og et levende menneske, hvilket vil sige livet selv, animationens gåde, er som røg. Lettere end luft, gådefuldt svævende for vore øjne, men umuligt at fastholde. Som tiden. For tiden er ikke andet end livet selv, tiden er animationens gåde.
Vi kan måle tiden, fastholde den i sekunder og timer, ligesom en vægt kan fortælle os, hvad røg eller sjælen vejer. Men derved har vi alligevel ikke sagt noget væsentligt. Et sekund er tusind ting. Røg danner millioner af mønstre. At ville måle røgs vægt er som at ville veje sjælen er som at ville standse tiden er som at ville fortælle livet. Det er et umuligt projekt, et projekt af stor skønhed.
Det er Paul Auster (f. 1947), der har skrevet manuskriptet til Smoke, der begynder med historien om Raleigh. Eller faktisk begynder denne film et andet sted, nemlig med en julehistorie, Auster blev bedt om at skrive til New York Times i julen 1990. Den kom til at hedde Auggie Wrens Julefortælling. Den findes i bogen Smoke & Blue in the Face – To film af Paul Auster (Forlaget Per Kofod, 1995), der også indeholder et langt interview med forfatteren samt de to films manuskripter.
Austers viderebearbejdning af Auggie Wrens Julefortælling blev senere til Smokes manuskript. Julehistorien er faktisk næsten ordret med i filmens sidste sekvens, hvor Auggie Wren (spillet af Harvey Keitel) fortæller den til forfatteren Paul Benjamin (William Hurt) på en café, mens virkelighedens Paul Auster som en ekstra krølle på røghalen sidder som statist i baggrunden og… ryger.
Auggie Wren er kunstner. Hans kunst består i at standse tiden. Hver morgen klokken otte går han ud foran sin cigarforretning og tager et fotografi af vejkrydset. Det har han gjort i næsten tolv år. Det er knap firetusind billeder. Næsten ens, men med små forskelle.
Vejrets skiften, årstiderne, weekender og travle hverdage, nye ansigter, nye biler, et blad og en parkeringsbøde, tusind og én historier. Et smukt, stædigt projekt. Som at måle røg på Raleighs måde. Det handler snarere om alt det, der ikke sker på billederne, alt det liv bagved og bagefter, bevægelsers og skæbners hvirvlende, gennemsigtige gåde. Billeder af, hvordan alting forandrer sig og hænger sammen. Billeder af tid. Menneskers fodspor; myriader af røgspor på samme himmel, i den luft vi alle ånder.
Auggie Wrens Julefortælling er fortællingen om, hvordan han fik det kamera, han bruger til sin dokumentation af det uendeligt mangfoldige liv i et bestemt lille øjeblik af dagene på hans lille hjørne af planeten. Han fik kameraet juleaften. Det var hans løn for at fortælle en historie, for at fortælle et liv. Det har følgende optakt: En dag er der en mørk dreng, der stjæler et par billigbøger i Auggies kiosk. Auggie løber efter ham, men kan ikke fange ham. Drengen taber imidlertid sin pung. Auggie samler den op. Drengens navn står i den, og der er et par snapshots af ham.
Auggie får ondt af drengen og melder ham ikke til politiet. I stedet beslutter han juleaften at tage ud til det sociale boligbyggeri, hvor drengen bor, og aflevere pungen tilbage. Men på adressen viser der sig at bo en gammel, blind kvinde.
Det er drengens bedstemor. Hun er også alene juleaften. Han spørger efter Robert Goodwin, og kvinden svarer: ”Er det dig, Robert? Jeg vidste, at du ikke ville lade din Bedste sidde alene juleaften!” Og Auggie svarer uden at tænke: ”Ja, Bedste, det er mig.”
Resten af dagen spiller de dette spil. Hun ved godt, at Auggie ikke er hendes barnebarn, men det gør hende glad at lade som om. Og hver gang hun spørger om noget, fortæller Auggie en lykkelig løgn.
Han fortæller Roberts liv, sådan som bedstemoderen håber, det er. Han skaber et nyt liv, et nyt menneske. For en fortælling bliver sand, hvis der er nogen, der tror på den. Sådan er det også med den fortælling, der gør, at vi overhovedet fejrer jul. De to spiser middag sammen i hendes lejlighed. På et tidspunkt skal han på toilettet. Derude er der seks-syv kameraer, splinternye, stadig emballerede. Det er formodentlig Roberts tyvekoster. Auggie beslutter ud af det blå at stjæle ét af kameraerne. Så det gør han, mens den gamle dame sover. Og sådan får han et apparat til sit kunstneriske projekt.
Rigtigt eller forkert? Dette er ikke spørgsmålet. Et svar ville bryde fortællingens magi, ligesom et tal ville punktere Raleighs røgringe. Auggie Wrens Julefortælling handler om at fortælle historier. Om livet selv som en mystisk, ufortællelig fortælling. Den handler om balance, om universets vægt, om hvordan Roberts rapseri blev til Auggies tyveri og hans billeder af andres liv og deres historier.
Om hvordan liv hænger sammen med andre liv på måder, der ikke hører op med at overraske. Det er en hyldest til skønheden i dette flygtige liv. Og den handler om jul, selvfølgelig. Om tilgivelse. Om at glæde et andet menneske ved at fortælle det en historie med hjertet. For julen er også fortællingernes fest.
Julen markerer begyndelsen på den vestlige verdens vigtigste og måske bedste historie. Så længe, der bliver fortalt den slags historier, er der håb. De er den luft, vi alle ånder.
Af Jakob Ladegaard, cand. mag.
Kommentarer