Af: Jonas Holst
Kanonforfatteren Peter Seebergs samlede skønlitterære forfatterskab er netop blevet genudgivet af Gyldendal i en kommenteret, tekstkritisk udgave, forestået af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, hvilket er en skæbne, som kun er de færreste forfattere beskåret.
Til trods for at være en af det 20. århundredes mest anerkendte danske forfattere venter Seeberg dog fortsat på at få et folkeligt gennembrud. Han anses gerne for at være svær, og nogle læsere kan opleve at gå i stå i hans tekster. De omhandler ofte det anonyme, uglamourøse hverdagsliv, som de fleste af os fører, og de konfronterer os med absurde og ikke altid lige yndefulde sider af os selv og livet iøvrigt.
Det var imidlertid Seebergs erklærede forfatterintention at afvinde netop det, der ikke syner af meget, og som tager sig dårligt ud, en blivende betydning. I og med han gav sig selv denne opgave, bliver det samtidig en udfordring, som han stiller sin læser: Prøv at se, om du i denne ubetydelige og måske ikke særligt tiltalende individualitets liv kan få øje på noget betydningsfuldt og godtageligt.
Det er heri hans fortsatte aktualitet skal søges: Midt i en tid, hvor stadig flere svælger i undergangsdystopier og hænger folk ud for at have gjort ditten og datten, inviterer Seeberg sine læsere til at bejae tilværelsen og få øje på den værdi, der ligger gemt i hjertet af selv de mest urimelige og betydningsløse eksistensers tilværelse.
Lyspunkter i mørket
Seebergs debutroman 'Bipersonerne' fra 1956 tager form af en dyster undergangsfortælling, der foregår i Berlin i det krigshærgede år 1943, hvor Europa befandt sig på en knivsæg. Romanen er dog langt fra nogen historietro gengivelse af krigen, men den lægger snarere op til at skulle læses som en modfortælling til den bibelske skabelsesberetning, hvor Gud skaber liv og skiller lys og mørke fra hinanden. I Seebergs modskabelsesberetning, der varer fra mandag til lørdag, er menneskene forvandlet til skygger, der lever i en ”krypt”, og de har forventeligt nok vanskeligt ved at få øje på en mening med deres tilværelse.
Er der et lyspunkt at finde i romanen? Seeberg lader en anonym balter pege på en udvej for mennesket i dét at mødes med andre ”bag alle tab og nederlag”, hvilket bliver et ledemotiv i hans næste værker, Fugls føde og 'Eftersøgningen og andre noveller', der til dags dato er de mest læste i hans forfatterskab. Det er imidlertid ikke mange af Seebergs figurer, der har held til at mødes med andre på de betingelser, som balteren opstiller i debutromanen. De fleste bliver hængende i deres alt for menneskelige tendens til at opholde sig ved egne og andres mangler og udueligheder.
Men i den efterhånden danmarksberømte novelle, 'Patienten', der handler om en mand, som på grund af sygdom må se alle sine legemsdele blive udskiftet med proteser, får Seeberg skrevet sig frem til et medmenneskelighedens møde, hvor to personer viser, at de virkelig betyder noget for hinanden ”bag alle tab og nederlag”: Patienten, der efter alle operationerne er blevet fremmedgjort for sig selv, kommer i mødet med den kvinde, som fortsat genkender og elsker ham, ud på den anden side af sin egen tabserfaring og vinder sig selv. ”Det er dig”, siger hun vedholdende til ham, hvortil patienten til sidst svarer: ”Så lad det være mig. Hver dag.”
Novellen er med rette blevet læst i lyset af de teknologiske landvindinger, der i løbet af det 20. århundrede har gjort det muligt at omskabe menneskelegemet ved hjælp af operationer og erstatte stort set en hvilken som helst legemsdel med en fuldt funktionel protese. Seebergs beskrivelser af patienten, som får et nyt hoved, fremstod uden tvivl groteske, da novellen udkom i 1962, men de er ikke langt fra vores verden i dag, der rummer stadig flere eksempler på, hvorledes maskinelle dele bliver sammenkoblet med menneskers krop og bevidsthed.
Fremmed for sig selv
Seebergs novelle var ikke alene forud for sin tid, hvad dens cyborgagtige beskrivelser angår. I den velvillige fremstilling af et nødstedt menneske, som ikke længere kan genkende sig selv, giver forfatteren et nærportræt af det moderne, fremmedgjorte menneske ført ud i det ekstreme.
Det er dog ikke nødvendigt at komme ud for det samme omfattende kropstab, som patienten gør, for at mærke, hvad det vil sige at blive en fremmed for sig selv. Ensomhed og depression, kronisk sygdom og kropsdysfori, der er stadig mere udbredte i dagens verden, indebærer alle det tab af genkendelighed, som Seeberg skildrer og viser en vej ud af gennem møder med andre mennesker, der i deres fortsatte bejaelse af vores menneskelighed gør det værd at leve.
Denne indsigt i ens medmenneskers gennemgribende betydning for fortsat at kunne genkende sig selv og finde en mening med tilværelsen giver fortælleren i Seebergs næstfølgende roman Hyrder fra 1970 en forsigtig reformulering af. Om romanens hovedperson Leo Gray hedder det, kort inden han kører galt i sin bil og ender på hospitalet som endnu en nødstedt og fuldstændig lammet patient:
”Vi kan hævde, at så længe blot Leo Gray vil betyde noget for sig selv, så vil han betyde tilstrækkeligt for os andre, Ja, selv om han ikke vil gøre det, vil han måske kunne betyde noget for nogen af os alligevel .”
Det er os læsere, der af Seeberg inviteres til fortsat at give betydning til et menneskeliv, som er på nippet til næsten helt at miste sin betydning. Er det muligt at gøre det for et menneske, som synes at være blevet reduceret til nøgent liv, er der pludselig ingen grænser for, hvilke livsformer og levevæsner, der fortsat kan skænkes en blivende betydning.
Mennesker og andre dyr
Det er således ikke noget tilfælde, at Seebergs første tekstsamling efter 'Hyrder' har et dyr i titlen, 'Dinosaurusens sene eftermiddag': Den består af flere korte prosatekster, som kredser om det værdifulde i livet – selv i mødet med døden. Seeberg var en af de første danske forfattere til at skrive kortprosa, og inden for det vide spektrum af liv, som han skildrer, kommer dyr til at ligne mennesker, der igen flytter tættere på deres nærmeste slægtninge.
På værkets første sider takker dyrepasser Eyvind Poulsen for mange glade dage ”mellem tremmerne” ved at testamentere sin elskede ”tigerhun” til dyrehaven. Med det kejtede udtryk ”mellem tremmerne” placerer han sig halvt inden for i burene sammen med dyrene, som han i sit testamente giver udtryk for at stå særligt nær.
I den samme tekstsamlings sidste dyrefabel anstiller det store undergangsdyr i titlen en næsten menneskelig betragtning over vandet, som det sted, hvor sproget hører op, ligesom det også sker i døden. Med udsigt til deres eget endeligt forsøger både dyrepasseren og dinosaurussen at afvinde livet en sidste beskeden betydning.
Særligt i sine skildringer af alle mulige kryb, såsom snegle, mus, et firben og en ørentvist, fortsætter Seeberg i sit senere forfatterskab med at skrive noget værdifuldt frem af det, der vanligvis anses for at være værdiløst og måske ligefrem afskyvækkende. I hans allersidste kortprosatekst fra 'Halvdelen af natten', som udkom i 1997, sammenlignes vi mennesker med flagermus, der undflyr morgenlyset, før det springer ud over østhimlen. Seeberg anså denne tekst for at opsummere den stemning, der ligger som en ræsonansbund under det meste af hans forfatterskab, hvor mørket dominerer, men med undtagelsesvise lysstrejf.
Det lyder dystert, men det er måske i virkeligheden det mest realistiske udgangspunkt i et univers, hvor liv og lys er undtagelserne, og det kræver et mesterværk som Seebergs for at få øje på det betydningsfulde i de mest undselige og oversete livsformer.
Jonas Holst udkommer i 2021 med bogen 'Beskedne betydninger: En fortolkningsnøgle til Peter Seebergs skønlitterære forfatterskab' , som udfolder og sammenvinder de mange fortælletråde i Seebergs værk fra debutromanen 'Bipersonerne' (1956) til 'Halvdelen af natten' (1997).
Kommentarer