Læsernes bogpris 2019: Anne-Cathrine Riebnitzskys fascination af ædelstene blev grundlagt, allerede da hun som barn så dronning Margrethes smaragddiadem på TV. I »Smaragdsliberen«, der er nomineret til Læsernes bogpris, har hun gjort det til en roman.

Af Jeppe Bangsgaard, litteraturredaktør på Berlingske Tidende

I »Smaragdsliberen« er hovedpersonen den aldrende jødiske ædelstenssliber Pierre Levy, der arbejder med en sjælden colombiansk smaragd. Hvad var det for en historie, du gerne ville fortælle?

»Jeg har sjældent en forkromet plan, når jeg begynder. Det er mere en fornemmelse af personerne og deres karakter. Ud af menneskers karakter vokser deres handlinger. I dette tilfælde viste romanen sig hen ad vejen at være en historie om stor kærlighed, om et godt far-datter forhold, om hvad forskellen er på gode, troende mennesker af alle slags religioner og vrede mennesker, der bare søger magt og hævn under en religiøs kappe. Og så er det selvfølgelig en historie om, hvad der måske sker med os, når vi dør.

Hvordan har det været anderledes at skrive »Smaragdsliberen«? I tidligere bøger forestiller jeg mig, at du i højere grad har kunnet trække på egne erfaringer. Fx fra din opvækst og som udsendt i Afghanistan?

»Jeg har skullet researche mere. Og det er tilsyneladende en overraskelse for mange, der har læst mine tidligere bøger – men ikke egentlig for mig selv. Jeg har selv den forståelse, at min første roman, »Den stjålne vej«, faktisk er en rigtig digtet roman med udgangspunkt i noget research, jeg ikke var klar over, at jeg foretog. Men læserne lægger mere mærke til det denne gang – formodentlig fordi emnet er så specielt. De fleste er jo klar over, at jeg ikke har en fortid som stensliber.«

Der er beskrivelser af, hvordan arbejdet i stensliberiet foregår. Det er som udgangspunkt en lukket verden, som almindelige mennesker ikke kan få adgang til. Hvordan har du researchet på den del?

»Det var heller ikke nemt. Jeg har en veninde, Mette Rosgaard, der er guldsmed. Når hun køber sten, er det et kvalitetsstempel, hvis de er slebet i Idar-Oberstein i det sydlige Tyskland. Jeg havde aldrig hørt om byen. Og når man ringer til et sliberi og forelægger sit ønske om at se processerne, så svarer det til at bede Nationalbanken om lov til at se seddelpressen. Det får man ikke lov til. Jeg fik imidlertid hjælp af det stedlige turistbureau, der undersøgte, hvem jeg var og traf aftaler for mig med mindre sliberier. Det bedste af det hele var, da jeg fik lov at tale med en stensliber en hel dag. Folk er jo fulde af information om deres arbejde – og ofte er de vidunderligt ubevidste om nogle af de smukkeste detaljer i deres virke. Derfor er det rart at få lov at låne et rigtigt levende menneske, så man kan fornemme deres måde at fungere på, lytte til deres ord og se deres mimik.«

Hvorfra stammer fascinationen af smaragder?

»Helt enkelt sad jeg som lille pige på rumpen i fjernsynsstuen og så Dronning Margrethe med smaragddiademet, som vitterlig er meget smukt. Jeg var aldeles betaget. Jeg var også et barn som bladrede meget i leksika. Der åbnede sig en verden for mig af alt muligt spændende. Når man bladrer i et leksikon, finder man viden, man ikke søgte. Jeg fandt blandt andet ædelstene, perledykkere, smukke billeder af galakser, beskrivelser af planeter og meget andet. Det var faktisk et godt udgangspunkt for siden at fatte interesse for mange forskellige emner. Smaragder rummer foruden den fantastiske farve den særhed, at de er så kostbare, at det er den eneste ædelsten, hvor man accepterer fejl og indeslutninger. Der ligner de mennesker. Vi er ikke perfekte diamanter.

Nærdød spiller også en rolle i bogen. Hovedpersonen falder om med hjertestop, men vender tilbage til livet. Hvornår har du selv været tættest på at dø?

»Det har jeg været flere gange. Det har to gange under faldskærmspring været ret tæt på – i henholdsvis Uruguay og Rusland. Begge steder var det min egen fejl. Der har også været et par situationer i Afghanistan, som formodentlig godt kunne have udviklet sig. I en længere periode har jeg kendt positive mennesker, der kæmpede med og i nogle tilfælde døde af kræft – sideløbende med et par depressive, der ønskede at dø og lever i bedste velgående.«

»Livet er blevet konstant bedre siden min barndom«, sagde du i et interview i 2013, dengang du lige havde skrevet »Forbandede yngel«, hvor du bl.a. bruger dine egne erfaringer fra en opvækst præget af utryghed, fortielser og vold. Hvordan er det gået siden dengang?

»Besynderligt nok er livet blevet endnu bedre, siden »Forbandede yngel« udkom. Det er ikke sådan, at jeg ikke også har ting at slås med. Nogle gange endda meget voldsomme ting. Men overordnet må jeg sige, at jeg meget hellere vil være, hvor jeg er i dag, end hvor jeg var i 2013. Det er utroligt, men sandt. Det er velsignet.«

Berlingske uddeler Læsernes bogpris i samarbejde med Danmarks Biblioteksforening. Afstemningen kører indtil 7. april, og prisen uddeles 11. april.

FAKTA

3 bøger, der har været skelsættende for Anne-Cathrine Riebnitzsky

Mary O’Hara: »Min ven Flicka« 
»romanen, der endelig lærte mig at læse i 5. klasse.«

Pat Conroy: »Savannah«
»Romanen, der forstod mit 19-årige jeg bedre end noget menneske havde gjort.«

Bibelen
»Flere forfattere, samme ånd – her er alt menneskeligt samlet, godt og skidt, de onde, de gode, de sjove, de vanvittige. Skæbner, der vil mig noget, og ord til trøst.«

Artiklen er tidligere bragt på Berlingske.dk i forbindelse med Læsernes bogpris 2019

Foto: Linda Kastrup