Elsebeth Egholm, der er aktuel lige nu med med sin fjerde roman Opium, giver BogWeb svar på fem spørgsmål.
Hvor meget spiller dit eget liv ind i dine romaner ?
Selvfølgelig spiller mit eget liv ind, når jeg skriver. Helst dog på en indirekte måde. Selv om jeg har beskrevet både Århus i firserne, hvor jeg selv var ung, og den lille maltesiske ø, Gozo, hvor jeg bor halvdelen af året, så forsøger jeg på ikke at involvere mig selv direkte som en af personerne i bøgerne.
Der er elementer, selvfølgelig. Det vil der nok altid være. Som Isabel i De Frie Kvinders Klub (den, der nok ligner mig mest) har jeg også gået på konservatoriet og boet i lejlighed ved siden af min mormor. Jeg har også haft veninder, som jeg er gået i byen med - på Badeanstalten Spanien og Cafe Casablanca. Men resten af Isabels liv er hendes og ikke mit: hendes kærlighedshistorie, hendes forhold til moderen, forældrenes skilsmisse o.s.v. For ikke at tale om, at veninderne, Pernille, Solveig og Mette ikke er mine veninder, men unge kvinder, som jeg først skulle lære at kende under arbejdet med bogen.
Heller ikke Kari, hovedpersonen i romanen Scirocco, er mig. Vi to har det tilfælles, at vi er udefrakommende på den lille middelhavsø Gozo, og derfor kan se det hele sådan lidt på afstand. Men der skilles vore veje også, for Karis store konflikt ligger i kulturforskellen, fordi hun har giftet sig ind i en maltesisk familie, hvad jeg ikke har.
Den seneste roman, Opium, er nok den roman, hvor mig eget liv spiller den mindste rolle. Hovedpersonen Kit er født i Hong Kong og bærer rundt på et mareridt - et traume - fra barndommen. Hele historien involverer hendes fars lyssky handelsmetoder som forretningsmand i Hong Kong og senere i Nyborg, hvor familien nu bor.
Jeg ligner måske Kit på den måde, at jeg - som så mange andre pigebørn - har haft et helt specielt forhold til min far. Men så hører ligheden også op, for Kits historie er far/datter-forholdet sat på spidsen, hvor datteren finder ud af frygtelige hemmeligheder om sin døende far. Så altså: jeg er ikke personerne i romanerne. Men jeg bruger elementer af mit eget liv som en slags byggeklodser, når det passer ind i de historier, jeg ønsker at fortælle
For mange forfattere spiller research en stor rolle. Hvor meget vægt lægger du på det?
Jeg lægger bestemt vægt på research i den forstand, at historien skal være troværdig og omgivet med detaljer, som også er troværdige. Man skal ikke kunne sige: 'Der var ikke nogen tyfon i Hong Kong det år' eller 'Sådan borer man ikke efter olie'. Jeg er uddannet journalist, så på det punkt ligger der nok også en form for faglig stolthed, men jeg forsøger på ikke at falde for meget i research-grøften og overhælde læserne med detaljer for detaljernes skyld.
Når jeg f.eks. beskriver, hvordan Kits far i Opium bliver oplært i tekstilbanchen og siden hen underbyder markedet med paillettoppe syet ulovligt i Kina, så er det hele et led i hans udvikling, som fører ham tættere og tættere på den moralske afgrund. Det vil altså sige, at der er basis for at forklare og gå i detaljer. At det er relevant for historien. Og det er alfa og omega, at research skal være relevant, og at man ikke bare skal beskrive for beskrivelsens skyld eller for at vise, at man har en viden.
Hvor får du din inspiration fra eller rettere: kan man bo på en lille ø og beskrive
storbykvinders problemer?
Jeg bor kun på Gozo en del af året, så på den måde kan man vel sige, at jeg har alle fordele. Jeg har både en bolig i Århus, hvor jeg har mine veninder og min gang på min gamle avisredaktion og på den måde holder kontakt til bymiljøet. Og så har jeg ø-livet, hvor jeg kan fordybe mig i at skrive. Inspirationen kommer fra begge lejre: en del fra avislæsning og ugebladslæsning (internettet er jo også opfundet, så jeg læser de danske internet-aviser hver dag), en del fra venindekontakter og en del fra rejser.
Jeg begyndte at skrive Opium, fordi jeg var dybt fascineret af min mands historier fra Hong Kong i tresserne.
Scirocco skrev jeg på oplevelsen af den varme ørkenblæst på Gozo og oplevelsen af det lille samfund, hvor alle holder øje med alle. Jeg kan skrive på en stemning; en atmosfære af noget dunkelt og hemmeligt. Duften af opium eller frihedens eufori. Jeg tror, at sanserne spiller en stor rolle for inspirationen.
Har du dine læsere i baghovedet, når du skriver?
Selvfølgelig tænker jeg på læserne. I
kke at jeg forsøger at gætte mig til deres tanker og til, hvad de nu gerne vil læse denne gang. Men jeg tænker på dem med den respekt, at jeg gerne vil give dem en god oplevelse. Jeg vil gerne invitere læserne ind i mit univers, og jeg vil gerne have, at det univers er så spændende, at man som læser får et løft. At man gribes af historien og ikke slipper den, før den sidste side er vendt.
Jeg tænker også på læserne på den måde, at jeg ikke ønsker at politisere og fortælle dem, hvad jeg synes, de skal mene. Jeg hader selv som læser at få trukket forfatterens holdninger ned over hovedet. Der skal være plads til det åbne spørgsmål; til tvivlen og til, at man selv kan fylde ud. Jeg skriver de bøger, jeg selv gerne vil læse. Og så håber jeg på, at læserne har det på samme måde.
Hvad læser du selv for øjeblikket?
Lige nu læser jeg 'The Glass Palace' af den indiske forfatter Amitav Ghosh. Den foregår i Burma, Malaysia og Indien over tre generationer, begyndende det år, hvor Storbritannien koloniserer Burma og sender kongen i eksil i Indien. Den kan anbefales for den, der som jeg har en forkærlighed for fjerne verdensdele og eksotiske historier.
BogWeb - 15. november 2001
Kommentarer