Trold

I Rasmus Daugbjergs ’Trold’ bløder menneskene og naturen om kap i en grum fortælling om magtbegær, tankeløse ugerninger og tilhørende straf.

Rasmus Daugbjerg har skrevet en urovækkende bog, hvor menneskers destruktive adfærd overfor naturen straffes af en modvillig trold, der er bundet til at være skovens udvalgte vogter. Ligesom i Daugbjergs debutroman Rygtet gør naturens skadelige kraft skoven til et utrygt sted for menneskene. Mytisk stof og samfundskritik væves ind i begge romaner, og ’Trold’ kan beskrives som et voksenvenligt folkeeventyr med klimalitterære træk.

Det er ikke ekspliciteret, men romanen virker til at foregå i en alternativ middelalder, hvor det feudale landsbysamfund, kaldet menneskebyen, kæmper med tro og overtro, imens kongens befalinger om at fælde skoven og afgive afgrøder hersker. Kongen selv vil skjule sin uro i et endnu større slot, hårdt som sten, men af træ.

Gennem troldens syn oplever man, hvordan menneskene tankeløst fælder skoven og opdrætter dyr til slagtningen. Man mærker dobbeltheden, når trolden græder for de blødende dyr, men udmattet også selv må dræbe menneskene for deres ugerninger: ”der er ingen skånsom måde at dræbe nogen på, der ikke vil dø.”

Udover de mytiske og mystiske elementer, trækker bogen også på bibelske tekster såsom skabelsesberetningen, der får en ny alternativ udlægning i Daugbjergs nøgterne og ligefremme sprog.

”For længe, længe siden, før dyrene og trolden og menneskene, sad Gud syet fast i jorden, bundet af et svampebånd. Dengang var Gud en anden, han havde ikke sit menneskenavn. Det var på den tid, jorden var en sten. Stenen hang i mørket. Stenen var tavs. Den lod sig tråde indefra, lyse tråde løb derinde, spandt sig selv i mørket. Trådene skød sig mod stenens overflade. Og dér, på stenens overflade, voksede en svamp: den første frugt. Og frugten, svampen, åd af stenen, som bar den. Der voksede flere svampe frem, de åd sten og sked jord.”

Det opremsende sprog med meget få detaljebeskrivelser kan til tider virke distancerende for fortællingen, når sætningerne konstaterende stødes frem. Men formen giver da også mindelser om folkeeventyrenes fortælleformat. De groteske og overnaturlige elementer udfoldes med en selvfølge, hvad enten det handler om troldens drab af spædbørn, dyresex eller spisning af afføring. Det gør stemningen så meget desto mere urovækkende og minder om den magiske realismes selvfølgelighed i blandingen af realistiske og overnaturlige elementer.

Kombinationen med at trække på folkeeventyrligt stof og fortælletradition samtidig med at have klare paralleller til klimakrisen er afgjort original. I læsningen spores også en klassekritik som en del af økokrisen, hvor menneskene, der udfører kongens befalinger, selv må bøde og bløde side om side med naturens undergang. Romanen peger på et interessant fremtidigt forfatterskab.