Susanne Staun: Helt til grænsen

Fra Bogbrokken

Helt til grænsen er tredie og sidste del af Susanne Stauns serie om vicestatsobducent Maria Krause. Desværre. For jeg har været fra "vild med" til "glad for" de to første bøger i serien om retsmedicineren i Odense og hendes indre og ydre dæmoner.
I Helt til grænsen får Maria under sin ferie i USA, hvor hun følger historien fra Hilsen fra Rexville til dørs, at vide at hendes gode ven Lille John har hængt sig. Hun tager straks tilbage, og hendes viden om Lille John og omstændighederne ved hans død gør, at hun er sikker på, at der er tale om drab og ikke selvmord. Som sædvanlig tager hun sagen - hele sagen - i helt egen hånd, hvilket endda fører hende til Beirut. Ydermere er der en person, som har kendskab til nogle ikke helt regelrette ting, Maria har bidraget med i sagen fra Rexville, og afpresser hende. Og også her forsøger Maria som altid at løse sagen på en måde, som mildest talt ikke er hverdagskost.
Alting er som det skal være i en bog af Susanne Staun:  Ingenting er helligt: Psykopati og selvtægt er som sædvanlig hovedingredienser, her med jalousi, hævn og kvælesex som gennemgående krydderier (tilsat poppers, en Audi med kun én airbag og 400 m. gaffatape) - og med det sproglige håndværk og sans for plot som basis for en godt gennemført historie.
Sidehistorien fra Rexville skurrer dog lidt, og virker lidt som en blindtarm i den samlede helhed. Den giver en genopfriskning af et element, som er vigtigt for bogens videre handling - men det kunne måske være gjort mere elegant...
Men ellers er Helt til grænsen en fornøjelse - både med hensyn til sprog og underholdningsværdi. Jeg glæder mig til at se, hvad vi får at se fra Susanne Stauns hånd i fremtiden - uanset hvilken genre hun måtte kaste sig over. Om jeg så betyder, at jeg skal til at læse sonetkranse...?