At skrive af Marguerite Duras

'At skrive’ er en personlig essaysamling, hvor den franske forfatter Marguerite Duras (1914-1996) beretter om sin skrivekunst, som er gennemsyret af den ensomhed og smerte, hendes liv var præget af. 

Ved første øjekast kunne den lille, brune bog med titlen ’At skrive’ (2015), oversat af Lone Bjelke, give associationer til en slags skrivehåndbog for forfatterspirer eller en sammenhængende poetik, hvilket dog ikke er tilfældet. Samlingen, som udgøres af fem essays, er snarere en personlig beretning, der omhandler de omgivelser og grundvilkår, der udgjorde Duras’ liv som forfatter. Overordnet tematiserer samlingen Duras’ ensomhed og smerte ved at skrive, der særligt italesættes i titelessayet ’At skrive’. 

Som Duras skriver: “Det er lige meget, hvad jeg siger, jeg finder aldrig ud af, hvorfor man skriver, eller hvordan man lader være med at skrive”. Essaysamlingens tema er derved slået an. Samlingen centrerer sig ikke om selve det “at skrive”, men omhandler nærmere alt det der omgiver skrivningen; hun erindrer huset, haven, alkoholen, døden, tavsheden, natten, skammen og særligt ensomheden.  
Duras inviterer læseren ind i sit hus i den franske by Neauphle, hvorfra hendes skrivning tager form.  Her er ensomheden ifølge Duras en nødvendighed: “Det skrevne bliver ikke til uden skrivningens ensomhed, uden den smuldrer det skrevne”. Ensomheden italesættes og uddybes yderligere i løbet af teksten og bliver på den måde både skrivningens og essayets omdrejningspunkt.

I essaysamlingens pendant ’At læse’ (2009), oversat af Lone Bjelke, skriver Duras: “Der er ikke nogen skrift, når der ikke er noget problem, ellers er der ingenting”. Duras’ forfatterskab rummer ofte en sammenblanding af smerte og lidenskab, hvilket ligeledes var karakteristisk for hendes eget liv. Denne smerte er for Duras også forbundet med tvivlen, der ligeledes er en forudsætning for hendes skriveproces. Som hun selv udtrykker det: ”At tvivle er at skrive”. 

Duras italesætter i ’At skrive’ at hun aldrig planlagde sin skrivning. Dette kommer tydeligt til udtryk i samlingens 5 uafhængige essays, hvilke skildrer hver deres historie. Her er udgangspunktet banaliteterne, som igennem teksterne kompliceres og bliver afgørende elementer for indholdet. En flues død bliver i titelessayet en meditation over døden. Ligesom adjektivet “ren” om madolier, i essayet ’Det rene antal’, bliver indgangen til en refleksion over ideen om det tyske blods renhed. 

Duras’ franske skrivestil er ligeledes kompleks, hvilket kan være en potentiel faktor for at splitte vandende blandt tekstens læsere. Skriften fremstår fragmentarisk og kan derved synes overrumplende og vildledende, hvis man som læser er på udkig efter en umiddelbar rød tråd. Skriften følger sit eget frie sprog, ved at dirre af den smerte Duras’ liv påførte hende og her er pauser, tysthed, rytmisk vekslen og et konstant voldsomt nærvær karakteriserende for hendes sprog, hvilke netop er kvaliteter i teksten, som bør beundres. 
Essaysamlingen er anbefalelsesværdig for læseren, som ønsker at få et indblik i Duras’ personlige liv, men også for enhver, som blot er den mindste smule interesseret i at rejse ind i hendes endnu ukendte og legende form skrevet i et poetisk og dragende sprog. 

Skrevet af Josefine Buus Jacobsen og Benedikte Blokkebak, litteraturstuderende AU