Rutebil på afveje af John Steinbeck

Kammer-drama på hjul og klassisk Steinbeck. Blødt i kanten, hårdt i filten og altid med det menneskelige i fokus.

John Steinbecks uforlignelige indsigt i mennesker rammer hårdt og præcist som et stenslag i denne lille roman om en fejlslagen californisk bustur. Rækken af små dramaer mellem de medvirkende folder sig ud med samme rivende hast som den flod, der har skyllet landevejen væk foran rutebilen, og det hele beskrives med mesterens fuldendte pennestrøg.

’Rutebil på afveje’ var eller lidt af en kontroversiel succes, da den udkom. På den ene side fik den kommerciel medvind, og på den anden side var de tydelige erotiske spor i fortællingen for meget for visse læsere. Der er da også en for datidens romaner atypisk sanselighed i 'Rutebil på afveje',  men det fremstår nu mere som en ærlig gengivelse af sindsstemninger hos de forskellige personer end som vulgaritet for effektens skyld.

Steinbecks velformulerede, alvidende fortællestemme folder hele det farverige persongalleri ud, som han har befolket romanen med, nærmest som et socialt eksperiment. Kernen i historien er Juan, rutebilens ejer der drømmer om at give pokker i det hele og stikke af til Mexico, hans hustru Alice der drikker og er en smule ustabil, og hans hjælper, teenageren ”Bumse”, der drømmer om at blive lige så meget mand som Spencer Tracy er på det store lærred.

Efterhånden som historien skrider frem, støder passagererne til, og forsøgsgruppen til den lille historie bliver komplet: Det velstående Pritchard-ægtepar, der er visnet hen i deres egen borgerlighed og taget på en tur ingen af dem ønsker, sammen med deres oprørske studenterdatter Mildred. Den mystiske frigjorte og smukke Camilla, som alle mændene falder for på stribe, den kværulerende olding Van Brundt, spøg-og-skæmt handleren Ernest Horton og endelig servitricen Norma, der har rykket teltpælene op i håbet om en karriere i Hollywood.

Læsningen giver en så indgående indsigt i de forskellige personers motiver og tanker, at man bliver klar over, at man efterhånden ved mere om dem hver især, end de ved om sig selv. Det kunne have taget livet fra historien, men Steinbeck udnytter det til at give nogle fænomenale beskrivelser, som man kan genkende sig selv i, også selv om ingredienserne er nogen andre end i disse online-ekkokammer-tider:

”En aften om ugen spillede han poker med mænd, der i den grad var lige som ham selv, at spillet var temmelig lige, og af den grund var hans klike overbevist om, at de var meget dygtige pokerspillere. ”

Historien er ikke på højde med hverken Cannery-row fortællingerne (’Dagdriverbanden’, ’Et mægtigt gilde’ og ’En dejlig torsdag’) eller med ’Vredens druer’. Men man kan alligevel ikke lade være med at lade sig fange op af den og følge persongalleriet til ende. Det er jo os alle sammen, den handler om.