Rikke Viemose har skrevet et stærkt personligt essay om den sexisme, der har formet hende som kvinde.
Journalisten Rikke Viemoses essay belyser de sociale konstruktioner, der begrænser kvinder i vores samfund med en blanding af personlige eksempler og tal. Hver eneste sætning er velovervejet og gennemtænkt. Det er en utroligt velskrevet bog, som fastholder læserens opmærksomhed med sin blanding af den personlige fortælling og journalistens undrende og undersøgende blik. Således veksler Viemose mellem rollerne, mens hun skriver om de mange roller, hun har udfyldt eller er blevet tildelt som kvinde gennem tiden.
Med ’Nu taler jeg’ har Rikke Viemose skrevet en meget personlig og samtidig almen beretning om et kvindeliv, hendes kvindeliv. Bogen er skrevet som et brev til datteren, og med dette som udgangspunkt fremstår Viemose fbåde sårbar og modig. Bogen er delt op i kapitler, der omhandler nogle af de mange roller, Viemose har udfyldt, og hvert kapitel starter med et citat, der handler om ligestilling.
Simone de Beauvoir citatet ”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det” er meget rammende som beskrivelse af Viemoses essay, i den forstand at hun fortæller, hvordan sociale konstruktioner og rammer har været med til at gøre hende til den kvinde, hun er blevet. For hvilken kvinde kan man blive? Hvilke rammer, synlige og usynlige, er der for kvindens tilblivelse og udfoldelse? Viemoses fortælling gør det tydeligt, at disse rammer er ret snævre, men også at det at påpege dette virkelig er noget, der kan spolere vores allesammens elskede hygge. Hun belyser de sociale konstruktioner, der begrænser kvinder i vores samfund, med sin blanding af konkrete, personlige eksempler og fakta og tal, der beviser, at eventyret om Danmark som et land med reel ligestilling og frit valg er en illusion.
Hver eneste sætning i denne bog virker velovervejet og gennemtænkt og viser, at den er skrevet af et menneske, der gør sig umage med at være velargumenteret. Samtidig er det tydeligt, at forfatteren er fyldt af en retfærdig og forståelig harme. Men det, der ledsager vreden, er en undren og en optimisme - et håb for en bedre fremtid, hvor uhensigtsmæssige sociale konstruktioner kan blive demonteret. Rikke Viemose taler, men ikke ved at udelukke andre fra at gøre det samme. Denne balance er der helt sikkert nogle, der vil overse eller endda vælge at overse, og det er modigt af Rikke Viemose at stå frem med et budskab, som hun ved, at hun med sikkerhed vil blive angrebet for. Forhåbentligt vil hendes beretning finde vej i tidens debat og blive hørt som et værdifuldt indlæg, der knytter bånd på tværs af generationskløften blandt kvinder og feminister.
Kommentarer