Nora af Merete Pryds Helle

Merete Pryds Helle føjer nye facetter til Noras historie i sin gendigtning af Et dukkehjem. I et fint lyrisk sprog spejler hun også kvindens kærlighedsillusioner og valg i dag.

’Nora’ er en gendigtning af Henrik Ibsens verdensberømte drama Et dukkehjem fra 1879. Til forskel fra skuespillet, som foregår midt i ægteskabet, har Merete Pryds Helle udfoldet Noras liv fra ung videbegærlig pige, der fuld af kærlighed og håb om et lykkeligt ægteskab, ender i en fastlåst rolle pga. tidens konventioner og mandens depressivitet. Det er en anderledes og spændende fortolkning, hvor vi får indblik i de bristede livsdrømme, og hvordan Nora får den indsigt, der giver hende modet til at gå. Den norske natur og den italienske sol er beskrevet med lyrisk nerve og spreder med sine fine sansninger lys over og viden om Noras sindelag og karakterudvikling.

Romanen foregå i samme tidsperiode som forlægget, nemlig i sidste tredjedel af 1800-tallet. Det bliver tydeliggjort med vendinger og sprog, der også er at finde i det oprindelige drama. Scenerne foregår i små kapitler i Norge og i Italien.

Det begynder med faren, der kalder hende for en lærkehjerne og ikke vil læse op af Darwins ’Arternes oprindelse’, mens Nora sidder og syr. Han siger: …”kvinden er… det reproducerende køn. Hun er skabt til at gentage livets vidunder. Den skønne gentagelse i musik, i sprog, i at sy som du gør. … Manden derimod, trænger dybt ind i tingene. Det er natur, Nora. Din natur og min natur.” Også doktor Wangel replicerer faren, og siger til hende, at det går ud over kvindens evne til at få børn, hvis hun overanstrenger sine tankeevner. Det går lige an at læse digte. Heldigvis oplever Nora vild leg og lyst med veninder.

Hun bliver gift med Torvald Helmer, og der er komplikationer fra starten. Men Nora forestiller sig, at kærligheden kan overvinde alt og gennemtrænge hans mørke sind. Hun tillægger sig en sødmefyldt, blid stemme og gør sig dummere end hun er. Hun forfalsker sin fars underskrift for at finansiere en rejse til Italien. Syden giver Nora sanselige oplevelser og møder med selvstændige kvinder. Tilbage i Norge bliver bedrageriet opdaget, men heller ikke mændene er helt fine i kanten. Så hun opdager hykleriet og ser Torvald som han er, og hun indser, at hendes illusioner om kærlighed ikke er farbare. Hun finder sin blå rejsedragt frem, smækker porten og går sin vej uden børnene.

Det gør ondt at læse om Torvalds vrede, da hun bliver gravid, og at han kalder hende en ko, når hun ammer. Noras ydmygelser står i kø. Merete Pryds Helle har givet nye vinkler på det kendte drama og udfoldet flere lag, så man lettere forstår tidens konventioner og Noras voksende erkendelse af, hvem hun er.

Den blå farve er en gennemgående metafor, der er brugt på en fin sanselig måde som udtryk for en sindstilstand, eller noget der er uden for en selv som en længsel eller håb? Det er den blåglitrende fjord, blålilla skyer, blåbær, hun syr med blå tråd osv. Forfatteren skriver smukt og lyrisk om kvindens frigørelse og spejler dermed også nutidens kærlighedsillusioner og valg.

Romanen er udgivet i samarbejdet IBSEN NOR, hvor tre nordiske forlag har inviteret tre førende forfattere til at skrive romaner inspireret af Henrik Ibsens dramaer.

Merete Pryds Helle f. 1965 er en alsidig forfatter og har i forskellige genrer udforsket fiktionens grænser. Med Folkets skønhed (2016) vandt hun boghandlerprisen De Gyldne Laurbær.