New York trilogien af Paul Auster

Der er byen, og så er der menneskene, der befolker den, og de har navne, men hedder ikke altid det, de gør i virkeligheden. Eller også hedder de ikke rigtige navne, men er opkaldt efter farver.

"New York var et uudtømmeligt rum, en labyrint af endeløse skridt, og uanset hvor langt han gik, uanset hvor fortrolig han blev med sit kvarter og dets gader, havde han altid fornemmelsen af at fare vild. Ikke blot fare vild i byen, men også i sig selv ..."

Sådan står der i begyndelsen af ’By af glas’ – og det er præcis det disse tre små romaner er: storbyskildringer og  identitetsmysterier -  kriminalromaner i gængs forstand er de bestemt ikke, selvom de både rummer gåder og detektiver. De tre romaner danner, ifølge Paul Auster selv, et tematisk og følelsesmæssigt hele.

Der er byen, og så er der menneskene, der befolker den, og de har navne, men hedder ikke altid det, de gør i virkeligheden, eller også hedder de ikke rigtige navne, men er opkaldt efter farver – de er forfattere, detektiver, og de optræder i et sandt kinesisk æske-system: den ene skriver om den anden, som overvåger den tredje, som leder efter den fjerde, som læser i en bog af den første. Og de går rundt i byen, og nogle gange tegner selve vandringen et mønster, og det er mønsteret, der er meningen. Og de er ensomme, de er angste, de lever i en Kafka-lignende amerikansk virkelighed.

Trilogien er en hel verden af spejle. Hvad er refleksion og hvad er virkelighed?

Hovedpersonen i den første roman ’By af glas’ har drømme, som optræder som virkelighed i den tredje: ’Det aflåste værelse’. Der er skift af identiteter, dobbeltgængere, personer, der udgiver sig for andre, selv romanernes titler er miksede. ’En by af glas’ om en vanvittig mand, der låser sin søn inde i et værelse i årevis for at han skal tilegne sig et oprindeligt, guddommeligt sprog kunne lige så godt ha’ heddet ’Det aflåste værelse’. ’Genfærd’ om to mænd, der i årevis udspionerer hinanden kunne også hedde ’By af glas’, og ’Det aflåste værelse’ om en mand, der bliver stedfortræder for sin barndomsven, ville mere passende kunne hedde ’Genfærd’.

Og Austers detektiver, som ikke er rigtige detektiver, spionerer på andre menneskers liv så længe, at de begynder at miste sig selv og i stedet begynder at identificere sig med dem, de udspionerer. De er besatte af deres sager i en sådan grad, at det nærmer sig vanvidsgrænsen, og i virkeligheden er sagerne vel meningsløse?

Men der fortælles også konkrete historier om en virkelig tid og et virkeligt sted oven i legen med spejle og skabeloner og labyrinter og identiteter og tilfældigheder. Og det er spændende, det er letlæst, men det er også dybt og komplekst, det er humoristisk og tragisk indtil smertegrænsen, det er underholdende, men forudsætter, for at få det fulde udbytte, litteraturhistorisk, litteraturteoretisk, filosofisk og religiøs indsigt.

Austers stil er foruroligende og mystisk, medrivende og smittende – han er en forfatter åben for så mange fortolkninger; man er sig dog hele tiden bevidst, at der er én eneste fortolkning, som er den rigtige, men som alligevel ikke udelukker alle de andre!

Det rykker i én, når man læser Auster. Verden er ikke helt den samme, når man er færdig med hans bøger. Det er stor og uomgængelig litteratur og kan, som al verdensklasselitteratur, læses på flere planer – man kan være med, så langt man evner og gider!