Anmeldelse
Morten Sabroe: Sidste tog
»Sidste tog« er blevet kaldt for en selvbiografisk roman. Bogens forfatter, Morten Sabroe, har nu heller aldrig keret sig om genrerne i sin journalistik, men blandet fakta og fiktion.
Man læser »Sidste tog« som erindringer, hvori der optræder virkelige personer som dem, de er og var – fra skuespilleren Dirch Passer til teaterkritikeren Jens Kistrup.
Journalisten Morten Sabroe er et menneske, der aldrig har tilpasset sig. Han kan ikke, og han vil ikke. Den slags mennesker kan være irriterende at omgås i det daglige, og blandt kolleger, der passede den daglige rugbrødsjournalistik (som man kan skælde ud på, men som pinedød skal laves på enhver avis), går Sabroe for at være en primadonna. Det er blevet sagt om ham, at var alle journalister som ham, ville der slet ikke udkomme nogen dagblade.
Men skrive det kan han – fanden og borgerlige mappedyr et øre af.
I »Sidste tog« har han gjort sin journalistiske løbebane til romanstof.
Morten Sabroe sagde far til revymanden og ugebladsjournalisten Povl Sabroe, farfar til folketingsmanden Peter Sabroe, voksede op i Klampenborg og fik gennem sin far en praktikplads på Berlingeren. Nepotisme og vennetjenester trives også godt i det ellers så stringente Skandinavien.
Han fik kone, barn og villa – skred fra det hele, da han følte, han var ved at blive kvalt i den trange og forudsigelige småborgerlighed. Flytter på et trangt værelse i det indre København og rejser senere til Mellemamerika, hvor han får sådan en omgang tyndskid, at han næsten er ved at dø.
Men lønnen for lidelserne på lokummerne er et liv med frihed, galskab, livshunger og rock’n’roll. Overklasseløget Sabroe er i gang med det evige oprør, og bogen er både smertelig og fascinerende læsning. Morten Sabroe udleverer sig selv, og hold da op, hvor er han nogle gange optaget af sig selv, sin navle og sikkert også regionen længere sydpå.
»Sidste tog« er en lang dannelseshistorie – et stykke bekendelseslitteratur, der dog også indeholder selvforsvar og et skjult selvhad. Og vi andre småborgere bliver fascineret af at læse om, hvordan han kaster al luksus og sikkerhed over bord og lever sin barnagtige drømme ud. Den slags sælger godt i velfærdsdanmark.
Jeg oplever dog ikke som en rejsende eller en omflakkende fugl, men som en flygtning, der gerne vil tages alvorligt. Det bliver alt sammen fortalt meget usentimentalt af et menneske, der vil have lov til at komme og gå, som det passer ham.
»Det sidste tog« er komponeret som en togrejse med sidespor, skiftespor, rustne skinner og damplokomotiver som akkompagnement til »the lonesome cowboy«. Det bliver lidt ironisk, når man ved, at hans bedstefar blev slået ihjel ved den store jernbanekatastrofe ved Bramming i 1913.
Morten Sabroe: Sidste tog, 285 sider (Gyldendal).
»Sidste tog« er blevet kaldt for en selvbiografisk roman. Bogens forfatter, Morten Sabroe, har nu heller aldrig keret sig om genrerne i sin journalistik, men blandet fakta og fiktion.
Man læser »Sidste tog« som erindringer, hvori der optræder virkelige personer som dem, de er og var – fra skuespilleren Dirch Passer til teaterkritikeren Jens Kistrup.
Journalisten Morten Sabroe er et menneske, der aldrig har tilpasset sig. Han kan ikke, og han vil ikke. Den slags mennesker kan være irriterende at omgås i det daglige, og blandt kolleger, der passede den daglige rugbrødsjournalistik (som man kan skælde ud på, men som pinedød skal laves på enhver avis), går Sabroe for at være en primadonna. Det er blevet sagt om ham, at var alle journalister som ham, ville der slet ikke udkomme nogen dagblade.
Men skrive det kan han – fanden og borgerlige mappedyr et øre af.
I »Sidste tog« har han gjort sin journalistiske løbebane til romanstof.
Morten Sabroe sagde far til revymanden og ugebladsjournalisten Povl Sabroe, farfar til folketingsmanden Peter Sabroe, voksede op i Klampenborg og fik gennem sin far en praktikplads på Berlingeren. Nepotisme og vennetjenester trives også godt i det ellers så stringente Skandinavien.
Han fik kone, barn og villa – skred fra det hele, da han følte, han var ved at blive kvalt i den trange og forudsigelige småborgerlighed. Flytter på et trangt værelse i det indre København og rejser senere til Mellemamerika, hvor han får sådan en omgang tyndskid, at han næsten er ved at dø.
Men lønnen for lidelserne på lokummerne er et liv med frihed, galskab, livshunger og rock’n’roll. Overklasseløget Sabroe er i gang med det evige oprør, og bogen er både smertelig og fascinerende læsning. Morten Sabroe udleverer sig selv, og hold da op, hvor er han nogle gange optaget af sig selv, sin navle og sikkert også regionen længere sydpå.
»Sidste tog« er en lang dannelseshistorie – et stykke bekendelseslitteratur, der dog også indeholder selvforsvar og et skjult selvhad. Og vi andre småborgere bliver fascineret af at læse om, hvordan han kaster al luksus og sikkerhed over bord og lever sin barnagtige drømme ud. Den slags sælger godt i velfærdsdanmark.
Jeg oplever dog ikke som en rejsende eller en omflakkende fugl, men som en flygtning, der gerne vil tages alvorligt. Det bliver alt sammen fortalt meget usentimentalt af et menneske, der vil have lov til at komme og gå, som det passer ham.
»Det sidste tog« er komponeret som en togrejse med sidespor, skiftespor, rustne skinner og damplokomotiver som akkompagnement til »the lonesome cowboy«. Det bliver lidt ironisk, når man ved, at hans bedstefar blev slået ihjel ved den store jernbanekatastrofe ved Bramming i 1913.
Morten Sabroe: Sidste tog, 285 sider (Gyldendal).
Kommentarer