Fin, symbolspækket skildring af den evige jøde i fortællingen om en mors hjemrejse til sit barndomsland, hvor holocaust venter.
Man kan efterhånden kalde 2. verdenskrig et klassisk tema i litteraturen, og adskillige forfattere har skrevet den ene roman efter den anden om perioden, både mens den stod på og bagefter for at bearbejde sorgen, rædslen, traumerne. I ”Mod sivenes land” møder vi kvinden Tony, der længes hjem og beslutter sig for at vende tilbage til sit hjemland, Rumænien, sammen med sønnen Rudy. Hvad de ikke ved er, at holocaust venter på dem.
Hvor mange forfattere ofte udpensler jødeforfølgelsens rædsler i grufulde detaljer og skyder skarpt mod nazisterne, vælger Appelfeld at gå en anden vej ved at lade det hele foregå lidt på afstand. Her er ingen blodige scener fra tyskernes overgreb eller dramatiske jødedeportationer, men derimod en distanceret illustration af tyskernes gerninger. Appelfeld skriver om tiden før, under og efter, men aldrig om fænomenet selv.
Samtidig er det fortællingen om en kvinde og hendes søn, der i flere henseender befinder sig på en rejse. Der er på én gang rejsen fra Østrig til barndomslandet Rumænien og hovedpersonernes indbyrdes forhold, der udvikler sig i retning af en større distance mellem de to, før de til sidst bliver væk for hinanden. Sønnen Rudy forsøger at genfinde sin mor og forfølger sporene af hende fra station til station, mens han igen og igen bliver berøvet og lidt ad gangen må sælge hendes ejendele for at overleve, for til sidst ikke at have andet end mindet om hende.
Fortællingen holdes sammen af en gennemgående poetisk tråd, men med en sætningsopbygning, der til tider forekommer sær og lidt kluntet, hvilket tilfører den korte roman en noget uvirkelig, lidt drømmeagtig atmosfære. Stilen er symbolladet, og romanen forvandler sig hurtigt til fortællingen om den evige jøde i skikkelse af sønnen Rudy.
”Mod sivenes land” er en fin og velskrevet roman med en lidt utraditionel vinkel på krigen, men vil man læse bøger om holocaust, koncentrationslejre og 2. verdenskrig, foretrækker jeg Imre Kertész, bl.a. ”De skæbneløse”, der ikke idealiserer jøder og i højere grad både oplyser, underholder og giver mere stof til eftertanke.
Jesper Just Nielsen, Varde Bibliotek
Kommentarer