Anmeldelse
Min søster er seriemorder af Oyinkan Braithwaite
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Humoristisk og anderledes Domestic Noir om den nigerianske sygeplejerske Korede og hendes ikke helt almindelige lillesøster, der har en rigtig dårlig vane, når det kommer til mænd.
Hvis du gerne vil læse en anderledes krimi, som er let og hurtigt læst og morsom og helt anderledes end krimier almindeligvis, så er 'Min søster er seriemorder' et godt bud. Hvis du var glad for at læse Americanah af Adiche, som foregår (delvist) i Lagos Nigeria ligesom denne roman, og hvis du gerne vil læse om et andet Afrika, end det du ser i tv, så kunne denne roman også være noget for dig.
Vi befinder os i Lagos, Nigerias hovedstad. Vores hovedperson Korede bliver ringet op af sin lillesøster Ayoola, en billedskøn sexbombe, og nu for tredje gang siger hun: ”Du må hjælpe mig, min kæreste er død”. Korede drager af sted, som en anden Havey Keitel fra Pulp Fiction, hun skal gøre rent efter mordet, hjælpe lillesøster af med liget og endnu en gang holde en moralprædiken. Korede er den fødte ”clean up girl”, hun er sygeplejerske og har totalt styr på hygiejne, der bliver skrubbet og skuret, bleget og desinficeret, og snart er der ingen spor efter misgerningen. Men det kan jo ikke blive ved, og hvad er det der gør, at hendes søster slår ihjel?
Helt galt går det, da Ayoola besøger hospitalet, hvor Korede arbejder. Her arbejder den unge lækre læge Tade, som hun er hemmeligt forelsket i, og han har også vist hende interesse. Da han ser Ayoola, er Korede usynlig. ”Hun er en Bradz dukke, jeg er en voodoodukke”, siger hun trist, og så beslutter hun, at hun må gøre alt for, at de ikke bliver kærester. Tade må jo ikke dø!
Selve kriminalhistorien er sjov og letflydende, og beskrivelserne af Nigeria og livet i hovedstaden Lagos blandt de velhavende er helt anderledes end det billede, vi normalt får af Afrika. Vi får præsenteret et Nigeria, som er bundkorrupt, hvor kvinder ofte ikke har noget at skulle have sagt, men der er (selvfølgelig) ikke et ord om race, sult og elendighed. Som den førnævnte Adiche skrev i sin roman Americanah: ”Det var først, da jeg kom til USA, jeg blev sort”.
Det gør godt at møde en anden virkelighed, end den vi ofte præsenteres for herhjemme. Det er fint at møde mennesker, som har gode uddannelser, gode jobs og et andet liv, end avisoverskrifterne oftest excellerer i, også selvom der her har sneget sig en seriemorder ind i manegen.
Den nigeriansk-britiske forfatter Oyinkan Braithwaite er ny i Danmark, men er prisbelønnet, indstillet til Booker Prize 2019, og har tidligere fået udgivet noveller i antologier i sit hjemland. Hun er blevet spurgt, om hun er feminist og hader mænd, siden hendes roman handler om at slå mænd ihjel. Spørgsmålet er morsomt og virkelig stereotypt, det ville man jo aldrig spørger mandlige forfattere om; sig mig er du mandschauvinist, siden du lader kvinder dø i hobetal? Og svaret er, ja, hun er feminist og nej, hun hader ikke mænd!
Jeg kan hermed konkludere, at jeg var godt underholdt af denne letlæste krimi, som er både er sjov og anderledes. Eneste anke er, at afslutningen er lidt abrupt, den ville jeg ønske var foldet mere ud. Men 'Min søster er seriemorder' får thumbs up herfra, og mon ikke den snart bliver filmatiseret?
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Humoristisk og anderledes Domestic Noir om den nigerianske sygeplejerske Korede og hendes ikke helt almindelige lillesøster, der har en rigtig dårlig vane, når det kommer til mænd.
Hvis du gerne vil læse en anderledes krimi, som er let og hurtigt læst og morsom og helt anderledes end krimier almindeligvis, så er 'Min søster er seriemorder' et godt bud. Hvis du var glad for at læse Americanah af Adiche, som foregår (delvist) i Lagos Nigeria ligesom denne roman, og hvis du gerne vil læse om et andet Afrika, end det du ser i tv, så kunne denne roman også være noget for dig.
Vi befinder os i Lagos, Nigerias hovedstad. Vores hovedperson Korede bliver ringet op af sin lillesøster Ayoola, en billedskøn sexbombe, og nu for tredje gang siger hun: ”Du må hjælpe mig, min kæreste er død”. Korede drager af sted, som en anden Havey Keitel fra Pulp Fiction, hun skal gøre rent efter mordet, hjælpe lillesøster af med liget og endnu en gang holde en moralprædiken. Korede er den fødte ”clean up girl”, hun er sygeplejerske og har totalt styr på hygiejne, der bliver skrubbet og skuret, bleget og desinficeret, og snart er der ingen spor efter misgerningen. Men det kan jo ikke blive ved, og hvad er det der gør, at hendes søster slår ihjel?
Helt galt går det, da Ayoola besøger hospitalet, hvor Korede arbejder. Her arbejder den unge lækre læge Tade, som hun er hemmeligt forelsket i, og han har også vist hende interesse. Da han ser Ayoola, er Korede usynlig. ”Hun er en Bradz dukke, jeg er en voodoodukke”, siger hun trist, og så beslutter hun, at hun må gøre alt for, at de ikke bliver kærester. Tade må jo ikke dø!
Selve kriminalhistorien er sjov og letflydende, og beskrivelserne af Nigeria og livet i hovedstaden Lagos blandt de velhavende er helt anderledes end det billede, vi normalt får af Afrika. Vi får præsenteret et Nigeria, som er bundkorrupt, hvor kvinder ofte ikke har noget at skulle have sagt, men der er (selvfølgelig) ikke et ord om race, sult og elendighed. Som den førnævnte Adiche skrev i sin roman Americanah: ”Det var først, da jeg kom til USA, jeg blev sort”.
Det gør godt at møde en anden virkelighed, end den vi ofte præsenteres for herhjemme. Det er fint at møde mennesker, som har gode uddannelser, gode jobs og et andet liv, end avisoverskrifterne oftest excellerer i, også selvom der her har sneget sig en seriemorder ind i manegen.
Den nigeriansk-britiske forfatter Oyinkan Braithwaite er ny i Danmark, men er prisbelønnet, indstillet til Booker Prize 2019, og har tidligere fået udgivet noveller i antologier i sit hjemland. Hun er blevet spurgt, om hun er feminist og hader mænd, siden hendes roman handler om at slå mænd ihjel. Spørgsmålet er morsomt og virkelig stereotypt, det ville man jo aldrig spørger mandlige forfattere om; sig mig er du mandschauvinist, siden du lader kvinder dø i hobetal? Og svaret er, ja, hun er feminist og nej, hun hader ikke mænd!
Jeg kan hermed konkludere, at jeg var godt underholdt af denne letlæste krimi, som er både er sjov og anderledes. Eneste anke er, at afslutningen er lidt abrupt, den ville jeg ønske var foldet mere ud. Men 'Min søster er seriemorder' får thumbs up herfra, og mon ikke den snart bliver filmatiseret?
Kommentarer