07 dec.10

Anmeldelse

Min kamp 2. bog af Karl Ove Knausgård

Kommentarer

1 kommentar
AfGudmund Rask Pedersen
lør, 05/03/2011 - 13:53

Det interessante, når det kommer til stykket, er, hvad der er god litteratur. Hvordan der bedst muligt opstår forbindelse mellem liv og litteratur. Så snart der fortælles er der fiktion på færde. Når fingeren rammer tastaturet, pennen papiret eller munden åbnes og der fortælles, om så nok så meget og nok så direkte fra det eget levede liv er der fiktion på færde. Der digtes, og meget gerne for alle vi livshungrende læseres skyld, på livet løs.Er der fortælling er der fiktion. Forskellige former for fiktion. Hvad er bedst? Det må vi hver især finde ud af. Selv er jeg efterhånden til alt. Alle mulige former for fiktion, romaner af enhver art og selvbiografier med, ligefra det stærkt fabulerende og svulstige til det nøgterne og minimalistiske. Et sted herimellem ligger norske Karl Ove Knausgårds kæmpeværk “Min kamp”, hvor vi i dansk oversættelse nu er nået til bind 3 ud af 6 planlagte i alt.Karl Ove Knausgård skriver i anslaget uhyre tæt på selvbiografien, som om han overhovedet ikke finder på. Og dog er der ingen som helst tvivl om, at vi – også med forfatterens egne overvejelser og bekendelse in mente – befinder os i en roman. En form for fiktion, hvor der – og det gør der virkelig – digtes på livet løs.Liselotte Wiemer skriver i Kristeligt Dagblad den 5. marts 2011 om Karl Ove Knausgårds projekt: “Selvfølgelig ved forfatteren godt, at hukommelsen ikke altid “sætter sandheden højest”.” Det er mildest talt noget af en underdrivelse i forhold til det der for mig at er sandheden om Karl Ove knausgårds form for fortælling, og som han selv sætter ord på i indledningen til “Min kamp”, bind 3, hvor han skriver: “Hukommelsen er ikke nogen tilregnelig størrelse i et liv. Og det er den ikke af den enkle grund at hukommelsen ikke sætter sandheden højest. Det er aldrig sandhedskravet der afgør om hukommelsen gengiver en hændelse korrekt eller ej. Det gør egennytte. Hukommelsen er pragmatisk, den er lumsk og snedig, men ikke på nogen fjendtlig måde; tværtimod gør den alt for at tilfredsstille sin vært. Noget skubber den ud i glemslens tomme intet, noget fordrejer den til ukendelighed, noget misforstår den galant, noget, og dette noget er så godt som ingenting, husker den skarpt, klart og korrekt.” Og så kommer slutsalutten i denne ihukommelseskanonade fra Karl Ove Knausgård himself (eller hvem det nu er): “Hvad det er der huskes korrekt, se, det vil du aldrig kunne afgøre.” (Min kamp, bind 3, side 15)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer