Anmeldelse
Men er det sjovt
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Denne bog er sjov, endda rigtig sjov, og Gitte Skov lykkes med at eksponere de meget reelle problemer, den ekstreme opmærksomhed på at undgå potentielle krænkelser frembringer.
Kan du få mig til at grine og tænke samtidig, er jeg solgt, og det formår Gitte Skov til fulde. Med denne nye bog filosoferer den garvede bladtegner over den krænkelseskultur, der efterhånden har gjort satirikerens arbejde noget vanskeligt. Samtidig kaster hun sig ind i den nådesløse kamp om succes på de sociale medier, hvor den humor, der giver de eftertragtede likes, desværre også kan give dødstrusler.
I en tid, hvor der tilsyneladende er general enighed om, at man ikke må krænke nogen, må humoren således helst ikke være på nogens bekostning. Målet om at støde og krænke så få som muligt kan dog karambolere med målet om at underholde og more så mange som muligt, og megen humor er efterhånden blevet ”forbudt”. Men kan satire så stadig være sjovt, eller bliver det intetsigende?
Gitte Skovs tegninger har gennem tiden kommenteret på politik, kultur og samfundsforhold i bl.a. Weekendavisen, og hun har en stor pallette af udtryk at trække på. Med denne udgivelse holder hun sig strengt til den ret enkle og sort-hvide streg, hvilket sætter særligt fokus på tekstens indhold. Nogle gange bliver et billede gentaget, hvilket ydermere understreger tekstens pointe. Når karakteren Gitte bruger tid på at tænke i bogen, tænker læseren altså med.
Persongalleriet begrænser sig til tegneren Gitte - en midaldrende, cis-kønnet, heteroseksuel hvid kvinde, og hendes hund, der sætter spørgsmålstegn ved alt, hvad hun foretager sig i sin jagt på likes og succes. Det er et smart greb at bruge hunden på denne måde, for det er meget svært at blive stødt over en hunds kommentarer. Hunden hjælper Gitte ved at påpege nogle af de potentielle krænkelser, der kan være gemt i hendes tegninger, og den mobber også sin ejer godmodigt – uden at hun dog tager det fortrydeligt op. Det er selvfølgelig også hunden, der stiller titlens forkromede spørgsmål: ”Men er det sjovt?” For er satiretegningens væsentligste formål ikke at være sjov? Og sådan beskriver forfatteren, hvordan det er for en humorist at navigere rundt i et moderne minefelt af politisk korrekthed. Gitte ender faktisk med at føle sig nødsaget til at bestille en tænkehat, der skal hjælpe hendes hjerne på vej, da hendes ”etnicitet, religion, seksualitet, hvidhed, alder og ikke mindst manglende handicap gør, at hun ikke kan tegne satire, der ikke er PO-TEN-TIELT krænkende”.
'Men er det sjovt' er en bog, der virkelig får læseren til at tænke over tidens strømninger og deres konsekvenser. For hvad er vigtigst, ytringsfriheden eller den potentielle krænkedes følelser? Løsningsforslag er der dog ikke mange af, for tænkehatten er mig bekendt endnu ikke opfundet i virkeligheden. Og sådan som vinden blæser, ender vi måske med at leve uden satiretegninger i fremtiden? Det vil i hvert fald ikke blive sjovt.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Denne bog er sjov, endda rigtig sjov, og Gitte Skov lykkes med at eksponere de meget reelle problemer, den ekstreme opmærksomhed på at undgå potentielle krænkelser frembringer.
Kan du få mig til at grine og tænke samtidig, er jeg solgt, og det formår Gitte Skov til fulde. Med denne nye bog filosoferer den garvede bladtegner over den krænkelseskultur, der efterhånden har gjort satirikerens arbejde noget vanskeligt. Samtidig kaster hun sig ind i den nådesløse kamp om succes på de sociale medier, hvor den humor, der giver de eftertragtede likes, desværre også kan give dødstrusler.
I en tid, hvor der tilsyneladende er general enighed om, at man ikke må krænke nogen, må humoren således helst ikke være på nogens bekostning. Målet om at støde og krænke så få som muligt kan dog karambolere med målet om at underholde og more så mange som muligt, og megen humor er efterhånden blevet ”forbudt”. Men kan satire så stadig være sjovt, eller bliver det intetsigende?
Gitte Skovs tegninger har gennem tiden kommenteret på politik, kultur og samfundsforhold i bl.a. Weekendavisen, og hun har en stor pallette af udtryk at trække på. Med denne udgivelse holder hun sig strengt til den ret enkle og sort-hvide streg, hvilket sætter særligt fokus på tekstens indhold. Nogle gange bliver et billede gentaget, hvilket ydermere understreger tekstens pointe. Når karakteren Gitte bruger tid på at tænke i bogen, tænker læseren altså med.
Persongalleriet begrænser sig til tegneren Gitte - en midaldrende, cis-kønnet, heteroseksuel hvid kvinde, og hendes hund, der sætter spørgsmålstegn ved alt, hvad hun foretager sig i sin jagt på likes og succes. Det er et smart greb at bruge hunden på denne måde, for det er meget svært at blive stødt over en hunds kommentarer. Hunden hjælper Gitte ved at påpege nogle af de potentielle krænkelser, der kan være gemt i hendes tegninger, og den mobber også sin ejer godmodigt – uden at hun dog tager det fortrydeligt op. Det er selvfølgelig også hunden, der stiller titlens forkromede spørgsmål: ”Men er det sjovt?” For er satiretegningens væsentligste formål ikke at være sjov? Og sådan beskriver forfatteren, hvordan det er for en humorist at navigere rundt i et moderne minefelt af politisk korrekthed. Gitte ender faktisk med at føle sig nødsaget til at bestille en tænkehat, der skal hjælpe hendes hjerne på vej, da hendes ”etnicitet, religion, seksualitet, hvidhed, alder og ikke mindst manglende handicap gør, at hun ikke kan tegne satire, der ikke er PO-TEN-TIELT krænkende”.
'Men er det sjovt' er en bog, der virkelig får læseren til at tænke over tidens strømninger og deres konsekvenser. For hvad er vigtigst, ytringsfriheden eller den potentielle krænkedes følelser? Løsningsforslag er der dog ikke mange af, for tænkehatten er mig bekendt endnu ikke opfundet i virkeligheden. Og sådan som vinden blæser, ender vi måske med at leve uden satiretegninger i fremtiden? Det vil i hvert fald ikke blive sjovt.
Kommentarer