Johan Harstad har skrevet den store amerikanske roman om at føle sig hjemme og om at blive kunstner. Den er så ægte og levende, at man nærmest flytter ind i mammutværket.
35-årige Max ligger søvnløs på et hotelværelse og tænker tilbage på sit liv. Som 13-årig emigrerede han modvilligt sammen med sin familie til New York fra Stavanger. Han møder vennen Mordecai, der bliver skuespiller, han selv teaterinstruktør, og senere bliver kunstneren Mischa hans kæreste. Forældrene bliver skilt, men trådene samles hos onkel Owen, der er musiker og også har været soldat i Vietnam.
Den norske forfatter, Johan Harstad, har skrevet den store amerikanske roman, der spænder fra sidst i 1960’erne til orkanen Sandys hærgen i New York i 2012. Det er en mageløs, velstruktureret roman om tilhørsforhold, om at blive kunstner og om skiftende tiders tidsånd. Den er skrevet så ægte og medrivende, at man nærmest flytter ind i den.
Max længes altid efter den forstad i Stavanger, hvor han sammen med vennerne levede sig ind i Vietnamkrigens store slag. Hans far var pilot, og moren havde en strikkebutik. Forældrene har været stærkt engageret på den politiske venstrefløj, men landede i et kvarter, hvor de andre fædre arbejdede på boreplatformene. Farens nye job i USA førte dem til Long Island. Max følte sig nærmest forrådt ved at forlade sin hjemby, men som en anden soldat i junglen kæmpede han sig til et nyt sprog og et nyt liv. Mødet med den homoseksuelle jødiske ven Mordecai bliver et centralt omdrejningspunkt. De kan vietnamfilmen ’Apocalypse Now’ af Francis Ford Coppola udenad, og metaforikken herfra går gennem hele den store roman. Dramalæreren Wohlman bliver en vigtig inspiration for deres senere valg af karriere.
Max bliver kæreste med den syv år ældre Mischa, der kommer fra Toronto i Canada og som har gang i en succesfuld billedkunstnerkarriere. De flytter ind hos Max’s onkel Owen, der bor i en stor lejlighed på Manhattan. Owen, der engang hed Ove, er bror til Max’s far, men de har ikke kontakt til hinanden. Jazzen fik Ove til at flytte til USA. Han ville lære at spille som de allerstørste inden for genren, men da talentet ikke slog til, meldte han sig til militærtjeneste i Vietnam. Han kom for sent til jazzen, og inden han landede i Vietnam, voksede modstanden mod krigen.
Det er imponerende, hvad der rører sig i denne store roman. Jeg er især betaget af de dele, der handler om Owens kamp for mestring af musikken, for at blive blandt de bedste. Det samme gælder Maxs arbejde som teaterinstruktør, hvilket hårdt forarbejde, viden og virkemidler, der skal til for at formidle essensen i et drama. Tidens film, musik og kunst er væsentlige referencer. Relationerne er skrevet med stor nænsomhed, og ligeledes kærligheden mellem Max og Mischa, der sættes under pres i begges succesfulde karrierer. Samtidig er der mange fine sidehistorier, der belyser væsentlige temaer som venskab, migration, skæbne, bevægelserne i tiden, følelsen af at være eller ikke at være en del af et fællesskab samt ikke mindst om at føle sig hjemme.
Johan Harstad er på højde med Paul Auster og Jonathan Franzen, og hans stil minder også om Lars Saabye Christensens i den nye Oslo-trilogi. Harstad er født i 1979 i Stavanger. Han er en prisbelønnet forfatter, dramatiker og grafisk designer. På dansk findes Buzz Aldrin, hvor blev du af? fra 2007 og SF-romanen Darlah: 172 timer på månen fra 2016, som begge fik flotte omtaler.
Kommentarer