Enkelthed, harmoni og ro præger denne helstøbte japanske graphic novel om en mands gåture. Bogen maner behændigt sindet til ro og truer ligefrem med at sætte tiden i stå.
Grundlæggende er det ganske enkelt. En mand og hans kone flytter i et nyt hus i hvad, der kunne minde om et forstadskvarter i Japan. På matriklen bliver de mødt af en ejerløs hund, som de vælger at indlemme i familien. Det er på den tid af året, hvor den første sne er på nippet til at falde, og efter en gåtur i kvarteret beslutter de at kalde hunden for Yuki (sne på japansk). Det er enkelt og uden omsvøb, hvilket beskriver bogens gennemgående stemning.
Bogen består af en række små fortællinger uden de store udsving. Umiddelbart fremstår de som brudstykker fra en ordinær og farveløs hverdag, men bliver efterhånden til små mantraer for den ro og de nyopdagelser, man pludselig kan finde på en gåtur – en helt almindelig søndag eftermiddag. Som læser er vi med på mandens ture i kvarteret, og vi får en fin fornemmelse af et nuanceret Japan. Vi mærker både stemningen fra byens smalle og tætpakkede gader og kommer samtidig oven vande og får luft i de små åndehuller, som man kan finde overalt, hvis man tager sig tid til at nulstille blikket og se verden på ny.
Det er netop, hvad der sker, når vi i bogen låner mandens øjne til at betragte omgivelserne med. En detaljerig verden åbner sig, og vi deler mandens begejstring for alt fra den blomstrende magnolias skønhed til solens flimrende genskin i flodens vand. Og måske er det, hvad bogen egentlig gerne vil fortælle os. Nemlig, at vi ofte har så travlt med at nå fra et sted til et andet, at vi ikke ænser det, der ligger imellem. En af fortællingerne opsummerer meget godt denne pointe. På en af gåturene bliver manden ramt i hovedet af en fodbold, og hans brilleglas går i stykker. Efter forskrækkelsen bliver han optaget af, hvordan verden tager sig ud gennem det knuste glas. Den vante virkelighed er slået skæv. Blot en anelse, men nok til, at en nyfunden fascination af verden tilbyder sig. Med dette in mente emmer bogen af en herlig zen-agtig japanskhed.
Det handler om at finde en indre ro – også for læseren. Grundet bogens meget sparsomme dialog er det nødvendigt som læser at tøjle blikket og dvæle ved de enkelte tegningers meget smukke gengivelse af verden. Bogen er effektiv billedpoesi af den fineste slags.
I Manden der går tur er livets små glæder taget under lup. Det er en stor fornøjelse at være med på de nærmest sanselige vandringer rundt i forstadskvarteret. Som læser oplever vi verden med manden og bliver efter hver gåtur en lille smule klogere på alt fra fugle og flyvere til livet selv. Ganske enkelt.
Skrevet af Thomas Behrmann
Kommentarer