Målmandens angst ved straffespark

Da Josef Bloch bliver fyret, kastes han ud i en livskrise, hvor alt virker formålsløst, i eksistentielt mesterværk af Østrigs nobelprismodtager.

Da tidligere fodboldmålmand, nu montør, Josef Bloch en morgen møder på arbejde, bliver han fyret på stedet. Det er i hvert fald sådan, han tolker det, da han står i døråbningen til skuret, hvor sjakbajsen og de øvrige kolleger sidder. Block drejer om på hælen, bevæger sig ud i byen, ud af byen, lidt rundt omkring, mens han i dette tomrum har det som den målmand, han engang var, lige inden straffesparket skulle sparkes. Prisgivet – men med en minimal chance for at redde bolden og sig selv.

Således fritstillet kastes Josef Bloch, som sin navnebror Josef K. i Kafkas Processen, nu ud i en krise, hvor han forsøger at finde faste holdepunkter, men hvor alt og alle synes at kommunikere på et andet niveau end han. Via sproget får Handke skabt den samme mareridtsagtige tilstand, som (igen) Kafka gør det i ’Processen’. Bloch forsøger hele tiden at afkode tegn ved at lytte, kigge, lugte, observere, men det er som om, han aldrig får greb om virkeligheden. Lad dette tjene som et eksempel, da Bloch smider nogle postkort i en postkasse:
”Da de faldt ned i den tomme kasse, gav det genlyd derinde. Men postkassen var så lille at den overhovedet ikke kunne give genlyd. Desuden var Bloch allerede gået videre.”

Var der en lyd, eller var der ikke en lyd? Sådan er Blochs verden skruet sammen: Han hører eller ser noget, som umiddelbart efter viser sig ikke at holde stik.

Næsten som i en bisætning tager Bloch livet af billetdamen fra biografen, og dén begivenhed spøger i baggrunden romanen igennem, mens Bloch selv igen og igen prøver at stille ind på samme frekvens som sine omgivelser. Det betyder, at man som læser selv bliver nødt til at træde lidt udenfor de gængse forståelsesrammer, idet Blochs eksistentielle angst – lignet ved målmandens inden straffesparket – hele tiden slører begivenhederne.

’Målmandens angst ved straffespark’ er fra 1970, og den blev første gang oversat til dansk året efter. Nu er den så genoversat samt forsynet med et fremragende efterord af Madame Nielsen, og jeg må atter engang fremhæve, hvor stor en velsignelse det er, når et forlag vælger at bringe et efterord fremfor et for-ditto. Der er ikke noget mere irriterende end at få sin læsning spoleret af sådant et – sikkert velment – forord. Til gengæld er det en berigelse med et efterord som dette af Madame Nielsen, hvor værket får nogle sidste velvalgte ord med på vejen. Ord, som jeg i dette tilfælde faktisk havde god brug for. Madame Nielsens efterord var lige dét, der skulle til, for at brikkerne faldt på plads for mig. Og hermed tillader jeg mig at placere ’Målmandens angst ved straffesprak’ blandt nogle af verdenslitteraturens bedste eksistentielle romaner.