Anmeldelse
Kvinden der gik ind i døre af Roddy Doyle
Vil du møde ægte tapper livsholdning, så gå med til Dublins arbejderkvarter og mød stolte Paula Spencer på 39, der forsigtigt lukker op for sit liv. Fuldt af smerte og fattigdom og elendighed, men også indimellem vidunderligt …
Anbefalet af Birgitte Tindbæk, Gentofte Bibliotekerne
For det startede så godt, dengang hun faldt pladask for den charmerende og halvkriminelle Charlo – det var i 1970’erne; hun husker ham i sexede cigaretjeans og sort pilotjakke; han var barsk, men han var også lækker, vidunderlig, pigernes helt!
Paula og Charlo får 4 børn, Paula elsker Charlo, men han er voldelig, så samlivet med ham udvikler sig - i de tyve år det varer - til en rædsel af angst og forelskelse og smerte og tilgivelse og alkohol, der dulmer og alkohol, der provokerer.
Før hun endelig en dag holder op med at gå ind i døre! Charlo ryger ud, blodig efter slag med en stegepande, og nu er han død, skudt af politiet.
Ved at smide Charlo på porten reddede hun stumperne af sit liv og sin værdighed, men beskriver alligevel sig selv sådan her:
”En niogtrediveårig fordrukken enke. Et vrag af en kvinde med huller, hvor hendes tænder skulle være, og et hul hvor hendes hjerte burde være …. Han nedbrød mig. Han ødelagde mig. Og jeg holdt aldrig op med at elske ham.”
Sådan lukker hun langsomt op for fortrængningerne. Først får vi det mindst farlige, den fjerneste erindring. Og så langsomt, langsomt, først i glimt, men efterhånden mere flydende tør hun huske de sytten år, hvor hun skjulte smerten, de blå mærker og fattigdommen: ”En eneste modbydelig, elendig, klistret klump af dage”, hvor hun ikke kunne tænke, hvor hun hele tiden faldt fra hinanden.
Det er en kompleks fortælling, tematisk og fortælleteknisk. Vi får Paulas historie i flere tidsniveauer: fattig opvækst med forældre og søskende, livet med Charlo og familiesituationen i dag, hvor hun gør rent hos dem med privilegier. Og det er også en vidunderlig, forstående, spændende, galgenhumoristisk historie om et liv, hvor det dårligt kan blive værre.
Socialrealisme? Ja vist, men af den poetiske, livskloge slags. Og hvis du hører til dem, der aldrig har forstået, hvorfor voldsramte kvinder bliver hos deres frygtelige mænd, så bliver du forfærdende meget klogere.
Snyd ikke dig selv for Roddy Doyle!
Oversat fra engelsk af Jørgen Nielsen efter 'The woman who walked into doors'. Centrum, 1996. 221 sider
Lån bogen på 
Vil du møde ægte tapper livsholdning, så gå med til Dublins arbejderkvarter og mød stolte Paula Spencer på 39, der forsigtigt lukker op for sit liv. Fuldt af smerte og fattigdom og elendighed, men også indimellem vidunderligt …
Anbefalet af Birgitte Tindbæk, Gentofte Bibliotekerne
For det startede så godt, dengang hun faldt pladask for den charmerende og halvkriminelle Charlo – det var i 1970’erne; hun husker ham i sexede cigaretjeans og sort pilotjakke; han var barsk, men han var også lækker, vidunderlig, pigernes helt!
Paula og Charlo får 4 børn, Paula elsker Charlo, men han er voldelig, så samlivet med ham udvikler sig - i de tyve år det varer - til en rædsel af angst og forelskelse og smerte og tilgivelse og alkohol, der dulmer og alkohol, der provokerer.
Før hun endelig en dag holder op med at gå ind i døre! Charlo ryger ud, blodig efter slag med en stegepande, og nu er han død, skudt af politiet.
Ved at smide Charlo på porten reddede hun stumperne af sit liv og sin værdighed, men beskriver alligevel sig selv sådan her:
”En niogtrediveårig fordrukken enke. Et vrag af en kvinde med huller, hvor hendes tænder skulle være, og et hul hvor hendes hjerte burde være …. Han nedbrød mig. Han ødelagde mig. Og jeg holdt aldrig op med at elske ham.”
Sådan lukker hun langsomt op for fortrængningerne. Først får vi det mindst farlige, den fjerneste erindring. Og så langsomt, langsomt, først i glimt, men efterhånden mere flydende tør hun huske de sytten år, hvor hun skjulte smerten, de blå mærker og fattigdommen: ”En eneste modbydelig, elendig, klistret klump af dage”, hvor hun ikke kunne tænke, hvor hun hele tiden faldt fra hinanden.
Det er en kompleks fortælling, tematisk og fortælleteknisk. Vi får Paulas historie i flere tidsniveauer: fattig opvækst med forældre og søskende, livet med Charlo og familiesituationen i dag, hvor hun gør rent hos dem med privilegier. Og det er også en vidunderlig, forstående, spændende, galgenhumoristisk historie om et liv, hvor det dårligt kan blive værre.
Socialrealisme? Ja vist, men af den poetiske, livskloge slags. Og hvis du hører til dem, der aldrig har forstået, hvorfor voldsramte kvinder bliver hos deres frygtelige mænd, så bliver du forfærdende meget klogere.
Snyd ikke dig selv for Roddy Doyle!
Oversat fra engelsk af Jørgen Nielsen efter 'The woman who walked into doors'. Centrum, 1996. 221 sider
Lån bogen på
Kommentarer