Kvinde set fra ryggen

Hvem var kvinden, som var et yndet motiv i Vilhelm Hammershøis malerier? Det giver Jesper Wung-Sung sit suverænt vellykkede bud på i biografisk roman om Ida Hammershøi.

Jesper Wung-Sung skræller lagene af maling af Ida Hammershøi for at finde ind til kvinden bag Vilhelm Hammerhøis motiv i mange malerier. Hun får krop og sjæl og stjæler i den grad billedet i denne insisterende lavmælte roman om at være hustru til den verdensberømte maler. Det er fortællingen om Ida Hammerhøis liv og udvikling fra ung pige til enke i årene 1890 – 1916 og et bud på, hvordan det må have gået for sig i de tomme stuer hos stilhedens mester.

Den unge Ida kommer ud af en jævn købmandsfamilie i Stubbekøbing med en hårdtarbejdende far og en psykisk ustabil og lidet kærlig mor, der indimellem indlægges på anstalten Oringe. Over familien hænger sorgen over den døde storebror Hans Christian. Ida møder Vilhelm gennem sin anden bror Peter, som tager sin medstuderende fra Kunstakademiet med hjem en sommer.

Til stor overraskelse for Ida frier den fåmælte Vilhelm til hende, og hun accepterer. Mødet med den velhavende og strenge svigermor på Frederiksberg præges af ugæstfrihed, for hun har svært ved at forstå, hvad hendes søn ser i Ida, og det spekulerer Ida i øvrigt også selv over. Svigermoren gør det klart, at Vilhelm er noget helt særligt, og at det blot er et spørgsmål om tid, før han vil stige til tops i kunstverdenen.

I en af deres første enestunder, indser Ida, at Vilhelms ubetingede største passion er maleriet. Han gransker hende med et særligt blik, og hun tror fejlagtigt, at han vil kaste sig over hende af begær, men det viser sig at være et brændende ønske om at male hende. Da hun første gang ser sig selv portrætteret, er det med både genkendelse og stor undren: ”Er det mig?”.

Efter giftermålet rejser de til storbyer som Amsterdam, Rom og Paris for at besøge kunstmuseer. Det er først her, Ida lærer Vilhelm rigtigt at kende som en kompromisløs, indadvendt, hårdtarbejdende og fåmælt ægtemand. Hun må ægteskabet igennem affinde sig med at stå model i timevis uden mulighed for at røre på sig, en kunstig og akavet situation for Ida, som førhen var vant til at udføre praktisk arbejde dagen lang.

Ida må opfinde sig selv og tilegne sig et helt nyt sprog omkring kunst og malerier for at kunne støtte sin mand og bevæge sig ind i kredsen af tidens kunstnere som fx J. F. Willumsen og mæcenen Alfred Bramsen. Hammershøis malerier skiller vandene i kunstverdenen og opfattes af mange i samtiden som kontroversielle, fordi de portrætterede rum er så nøgne. Det gør folk utrygge, at de ikke kan forstå det, de ser.

Tanker omkring identitet er et eksistentielt spørgsmål, Jesper Wung-Sungs lader Ida stille sig selv hele romanen igennem. I hans suverænt vellykkede portræt tages læseren med på Idas rejse fra ung pige, hen over årene som hustru og model for Hammershøi, til hun bliver enke. Langt inde i ægteskabet indser Ida, at hun higer efter at være et andet sted, mens Vilhelm altid har befundet sig et andet sted. Hun kæmper med ensomhed i ægteskabet, føler til tider, at det at stå model er som at være i et bur og bruger sin fantasi til at udfylde det indre tomrum. Men altid er hun tro mod sin Vilhelm.

Jesper Wung-Sung skriver levende og langsomt, og selvom detaljeringsgraden er stor og romanen lang, så præsterer han at lade meget omkring Idas væsen være op til læserens egen fortolkning. Romanen kan ikke undgå sekundært at portrættere Vilhelm Hammershøi oplevet fra Idas plads, men her er det måske i højere grad hans malerier, der træder frem og processen omkring tilblivelsen af dem, som beskrives, så man snildt vil kunne genkalde sig dem, skulle man få lyst til at se nærmere på dem sidenhen.

Hvorfor skrive om modellen og ikke mesteren selv? En hurtig søgning på Ida Hammershøi på nettet giver sparsomme oplysninger, og det er Hammershøi, der stjæler opmærksomheden i alle artikler. Jeg kan godt forstå, at Jesper Wung-Sung har set det som en spændende opgave at udfolde, hvad der kunne gemme sig inde bag portrætterne af Ida Hammershøi. Der er to portrætter af Ida på indersiden af for- og bagside af bogen, og de indrammer fint fortællingen om Ida.