Kulturlandsbyen af Jens Smærup Sørensen

Hvad sker der med mennesker - her i en landsby - der forsynes med et par europæiske kulturmillioner?

Landsbyen Vindbjerg i Nordjylland er blevet udnævnt til officiel EU-kulturlandsby af EU og får tildelt 1,874.975 EU-bevilgede kroner til formålet. Præsten, der søgte om midlerne, er død i mellemtiden, så det er to andre landsbyboere, der kommer til at stå for udformningen af projektet. Den nye præst, Lene, som hurtigt overlader projektet til sin mand, den arbejdsløse, 30-årige Bjørn, kaldet Bønne, der bliver kasserer og referent, og skolelæreren Søren.

Og Bjørn? Ja, han ser hurtigt muligheden for at realisere drømmen om en bærbar computer! Det er fra den, Bjørn fortæller historien. Ham, vi har det alt sammen fra: korte tekster, mødereferater, dagbogsnotater, båndudskrifter, rapporter. Han er flygtet til Paris med resten af kulturpengene og projektets bærbare – efter at alt var gået galt, både kulturprojektet og ægteskabet. Og han fortæller så i tilbageblik om forløbet.

Og sikke en historie! Og tænk, hvor heldigt, at Vindbjergs rolle som europæisk kulturlandsby kunne klemmes ind lige før bingo-sæsonen og den lokale håndboldturnering startede! Og hvor udvikler den sig komisk, den lille selvbestaltede komité, der skal forvalte kulturpengene, og som i huj og hast skal finde på noget. Og hvor er især Søren lagt ud til satirisk latren: han styrer komitéen helt enevældigt, han har hele tiden nye idéer, han skifter hele tiden holdning, hvis mere populære idéer dukker op og til sidst fralægger han sig ansvaret for noget, der mere og mere udvikler sig til vanvid og kaos!

Det program, kulturlandsbykomiteen får stablet på benene, ligner til forveksling noget, man kender fra Kulturby 96. Og den egoisme og magtliderlighed, som præger EU-politikerne og lederne af arrangementet er også at genfinde i den virkelige verden. Der er ”almindelige mennesker” og så bureaukrater eller fantaster, der opslår sig til deres formyndere. EU-bureaukratiet står for skud som stærkt udemokratisk, og selve kulturbegrebet har i EU's politiske regi udviklet sig til noget nærmest perverteret. Ihvertfald ifølge Smærup Sørensen ...

I Vindbjerg kulminerer/fuser det hele ud med et halvt østeuropæisk symfoniorkester, hvor kun en enkelt musiker magter at møde op. De øvrige er forhindret af fugt i instrumenterne og for meget spiritus i årerne. Og så er der korsfæstelse af en gris og to EU-observatører, der tages til fange af unge avantgardekunstnere og intriger og skandale og voldelige optøjer ... og et formidabelt festfyrværkeri!

Men heldigvis bliver det snart hverdag i landsbyen, og folk kan vende tilbage til trygheden med endnu en omgang bingo. Det ved man da, hvad er!! For ingen har brug for kulturbyer!

Og hvad er så Smærup Sørensens ærinde? Han vil foruden EU-satiren sætte selve kulturbegrebet til debat. Og især en diskussion af, hvad kultur ikke er! Og det er i hvert fald ikke det, magten og politikerne står for, snarere det, almindelige mennesker praktiserer.

Man bedriver den ene naive utopi efter den anden: kulturbyprojekter, kommunisme, psykoanalyse. Og når folk får chancen, er de først og fremmest interesseret i at rage til sig.

Man prøver at legitimere et forenet Europa med tilfældige, store, flotte, spektakulære begivenheder, som intet har med den lokale kultur at skaffe. Og derved dør kulturen!

Meget rammende og morsomt beskrevet …