Jussi Adler-Olsen: Fasandræberne

Fornylig anmeldte jeg Jussi Adler-Olsens fjerde og nyeste krimi Journal 64, og jeg var lidt i tvivl om det var mig, der var løbet lidt sur i de kaotiske kælderforhold i Afdeling Q, eller om Jussi havde givet den for meget Gøg & Gokke, så bogen mistede balancen. Nu ved jeg at det var det sidste, der var tilfældet.

For her i nr. to i serien, Fasandræberne er balancen fin mellem humoren i den vrantne Carl Mørcks version af sin mildest talt uhomogene, men effektive, afdeling, og så en temmelig ækel kriminalhistorie om kostskoleslængets kynisme og tilfældige lystmord på ikke bare fasaner gennem tyve år. Det er Journal 64, som har sat denne balance overstyr - og ikke mig der er gået død i serien.

Flokken på de seks kostskoleelever på den fine, gamle kostskole i nærheden af Næstved*, der finder sammen i at leve deres interesse for filmen Clockwork Orange ud i virkeligheden med brutale overfald og drab. Et fællesskab der nu har varet over tyve år med undtagelse af, at Kristian er blevet dræbt ved en vådeskudsulykke(?), Bjarne sidder i spjældet for et dobbeltdrab begået af hele gruppen, og pigen Kimmie som har levet som posedame de sidste ti-tolv år. Og det er i høj grad Kimmie, som er omdrejningspunkt i bogen. For hun har en del at hævne  på de sidste tre Ditlev, Ulrik og Torsten. Men det hele starter med at Afdeling Q af omveje begynder at interessere sig for det dobbeltdrab, som Bjarne sidder inde for.

Jeg har prøvet at tænke over hvad der i Fasandræberne, som bare ikke fungerer. Men det er godt nok svært at finde, synes jeg. Det skulle da lige være, at personerne virker karikerede. Men bogen giver sig altså heller ikke ud for at være et virkelighedstro billede af hverken Mørck, Assad og Rose - eller af den efterhånden fyrreårige kostskoleflok, som ikke har ét formildende træk i sig, med undtagelse af Kimmie. Kimmie har nemlig både den samme sadisme i sig som de andre, men hun er også et tydeligt offer - ikke bare for den øvrige del af gruppen men også for sin families kynisme.

Og så skriver Adler-Olsen jo rasende godt. Ikke at det er stor litteratur, som man bliver så meget klogere på livet om, men det er superflot håndværk. Bl.a. kan han med få ord give mange oplysninger. Et eksempel fra side 28: "Carl plantede sine Ecco-sko størrelse 45 midt på bordet". Carl er altså en forholdsvis stor mand, han er ved Gud ikke modebevidst, og han er ikke belastet af gode manerer. Og derudover er plottet fremragende og bliver fulgt helt til dørs, bogen er som sagt både morsom og uhyggelig i fin balance - og så vil Adler-Olsen noget med sin historie, som ikke bare er at skrive en underholdende bog.

Fra: Bogbrokken