En pragtfuld og finurlig roman fra Finland, hvor søer, skove og mytologi sætter rammerne og skaber ren læseglæde.
’Jagten på den lille gedde’ er magisk realisme, hvor skovtrolde, vandredæmoner, buldrejætter og en udspekuleret nøkke er lige så almindelige som hunde. Kærligheden og humoren blomstrer mellem den tæmmede og den utæmmede natur og midt i absurditeterne.
Historien har to interessante og stærke kvindelige hovedpersoner. Den ene er politibetjent Janatuinen, der er på jagt efter Elina Ylijaako, som er mistænkt for at brænde et lig på sin gårdsplads. Elina er opvokset i Lapland, og hun rejser hvert år tilbage til egnen for at fange en helt bestemt gedde med en tidsramme på kun tre dage.
Det er meget svært at få gedden på krogen, særligt da selveste Nøkken bestemmer over den sø, gedden lever i. Elina er ved at løbe tør for tid, så hun forsøger at vinde retten til at fiske efter gedden ved at spille kort mod Nøkken. Betjent Janatuinen har i mellemtiden fået en skovtrold som medpassager, som er med hende, når hun skal afhøre de involverede. Flere gange hjælper den desuden Janatuinen, når hun helt uforberedt støder på de overnaturlige. Janatuinens og Elinas historier begynder efterhånden at flette sig ind i hinanden, og i selskab med Snøvle-Olli, skovtrolden og en flok gode mennesker, bringes sandheder og sammenhænge frem i lyset og forandrer alt.
Det er umuligt ikke at acceptere fortællingens præmis og give skovtrolde, nøkker og andet godtfolk rum og plads. Laplands vidder og store tomhed skaber en perfekt ramme for den fyrstelige fortælling. Dialogen i bogen er naturlig og levende, og historien er skrevet, så man nærmest ikke kan slippe bogen. Nogle af de mere tossede ting, der sker, virker fuldstændig logiske i disse rammer.
Romanen er fyldt med eventyrvæsner, der kæmper mod mennesker, og den fortæller desuden om den hårfine balance mellem disse. Historien handler om skyld og tilgivelse, men også om ordenes magt. Juhani Karilas roman indeholder nogle af de samme toner som Johanna Sinisalos bøger.
Kommentarer