Anmeldelse
Instruktøren af Alexander Ahndoril
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Må man gøre Ingmar Bergman til en lille, angst mand med faderkomplekser uden at spørge først? Svaret er ja.
Alexander Ahndoril, som først blev født flere år efter, at romanen begynder, har tidligere skrevet en lang række upåagtede romaner og skuespil, men han satte for alvor lus i skindpelsen, da han gjorde det gamle instruktørikon Ingmar Bergman til hovedperson i sin roman Instruktøren. Og det kan man ikke gøre uden, at den gamle hanelefant løfter snablen og trutter. Og trutte det gjorde Bergman og med ham mange litterater.
Handlingen er henlagt til 1961 hvor Bergman er i fuld fart på vej op mod instruktørhimlen. Han havde netop i 1960 fået sin første Oscar for "Jomfrukilden" og var ved at blive en rigtig gulddreng.
Baggrunden er indspilningen af præstedramaet "Lys i mørket" og romanen skildrer Bergmans forhold til især faderen, som han tilsyneladende har haft nogle voldsomme komplekser overfor.
Jeg kender ikke så meget til Bergmans familiære baggrund, men er den som skildret i bogen, har det ikke altid været morsomt for lille Ingmar. Faderen og præsten – Erik Bergman - skildres som en neurotisk og følelsesmæssig temmelig handicappet mand. Ingmar kan åbenbart ikke gøre faderen tilfreds, og det ødelægger både arbejdsprocessen med filmen og forholdet til den daværende kone pianisten Käbi Laretei.
Selve filmen er ret vigtig i den forbindelse, fordi Bergman forsøgte at få faderen til at forstå, hvorfor han ikke fulgte i faderens fodspor og blev præst. Det har faderen aldrig tilgivet ham og har derfor nægtet at anerkende sønnens værdi som instruktør og har heller ikke set hans film! Det vil Bergman gerne råde bod på og forsøger næsten febrilsk, at få faderen involveret i tilblivelsen af "Lys i mørket" uden det dog lykkes.
Romanen er fuld af bevidsthedsspring og tilbageskuende kommentarer til barndom og ungdom og kan derfor forekomme vanskelig tilgængelig, men hold alligevel fast. Det er en overordentlig dejlig roman med både humor og alvor. Der er flere smukke poetiske passager og beskrivelserne af filmoptagelserne er virkeligt kostelige.
Det er på mange måder en udsøgt roman, som uden tvivl vil glæde den tålmodige læser. Snylter den på Bergmans liv? Uden tvivl, men det er fermt gjort! Læs selv!
Oversat af Karin Bang. Athene, 2007. 251 sider.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Må man gøre Ingmar Bergman til en lille, angst mand med faderkomplekser uden at spørge først? Svaret er ja.
Alexander Ahndoril, som først blev født flere år efter, at romanen begynder, har tidligere skrevet en lang række upåagtede romaner og skuespil, men han satte for alvor lus i skindpelsen, da han gjorde det gamle instruktørikon Ingmar Bergman til hovedperson i sin roman Instruktøren. Og det kan man ikke gøre uden, at den gamle hanelefant løfter snablen og trutter. Og trutte det gjorde Bergman og med ham mange litterater.
Handlingen er henlagt til 1961 hvor Bergman er i fuld fart på vej op mod instruktørhimlen. Han havde netop i 1960 fået sin første Oscar for "Jomfrukilden" og var ved at blive en rigtig gulddreng.
Baggrunden er indspilningen af præstedramaet "Lys i mørket" og romanen skildrer Bergmans forhold til især faderen, som han tilsyneladende har haft nogle voldsomme komplekser overfor.
Jeg kender ikke så meget til Bergmans familiære baggrund, men er den som skildret i bogen, har det ikke altid været morsomt for lille Ingmar. Faderen og præsten – Erik Bergman - skildres som en neurotisk og følelsesmæssig temmelig handicappet mand. Ingmar kan åbenbart ikke gøre faderen tilfreds, og det ødelægger både arbejdsprocessen med filmen og forholdet til den daværende kone pianisten Käbi Laretei.
Selve filmen er ret vigtig i den forbindelse, fordi Bergman forsøgte at få faderen til at forstå, hvorfor han ikke fulgte i faderens fodspor og blev præst. Det har faderen aldrig tilgivet ham og har derfor nægtet at anerkende sønnens værdi som instruktør og har heller ikke set hans film! Det vil Bergman gerne råde bod på og forsøger næsten febrilsk, at få faderen involveret i tilblivelsen af "Lys i mørket" uden det dog lykkes.
Romanen er fuld af bevidsthedsspring og tilbageskuende kommentarer til barndom og ungdom og kan derfor forekomme vanskelig tilgængelig, men hold alligevel fast. Det er en overordentlig dejlig roman med både humor og alvor. Der er flere smukke poetiske passager og beskrivelserne af filmoptagelserne er virkeligt kostelige.
Det er på mange måder en udsøgt roman, som uden tvivl vil glæde den tålmodige læser. Snylter den på Bergmans liv? Uden tvivl, men det er fermt gjort! Læs selv!
Oversat af Karin Bang. Athene, 2007. 251 sider.
Kommentarer