Anmeldelse
Hvad kan Nexø?
Martin Andersen Nexø fylder 150 år. Hans institutionelle klassikerstatus er indiskutabel, men er han stadig værd at læse?
Af Nicklas Freisleben Lund, post.doc. på Centre for Uses of Literature, Syddansk Universitet, og litteraturanmelder ved Jyllands-Posten
Opdraget til denne tekst er i grove træk spørgsmålet: Hvorfor er det stadig relevant og aktuelt at læse Martin Andersen Nexø (1869-1954) i dag? Det kommer jeg nok ikke til at præsentere et entydigt svar på.
Det gør jeg ikke, fordi spørgsmålet dybest set er en pointeret variation af en langt mere vidtrækkende overvejelse: Hvorfor læse litteratur? Det tumler jeg til stadighed med. Men noget, jeg er ret sikker på, er, at Nexøs værker ofte er eksempler på nogle af de ting, som litteraturen kan.
Mit eget forhold til Nexø er af nyere dato. I forbindelse med mit ph.d.-projekt om strejken som litterært motiv skrev jeg en del om hovedværket Pelle Erobreren (1906-1910). Og herefter blev fascinationen af forfatterskabet ligesom hængende.
Derfor opfatter jeg også mig selv som én, der er (godt) i gang med Nexø, snarere end én, der er igennem ham. Det skyldes blandt andet udsagnets helt bogstavelige niveau: at jeg på ingen måde har læst samtlige af de 8000 sider, som Nexøs forfatterskab udgør. En læserglæde (og – til tider – forskerfrustration) ved er med andre ord, at der er så gevaldigt meget af det.
’Alt godt til sidst’
P.t. er jeg midtvejs i min første læsning af 'Midt i en Jærntid' fra 1929. En roman, der skildrer livet i et dansk bondemiljø anno Første Verdenskrigs udbrud.
Noget af det, der står stærkest for mig, er skildringen af den aldrende landarbejder Søren Jepsen, der tjente som soldat under den Anden Slesvigske Krig i 1864; den, der endte med Danmarks markante nederlag. Men for Søren er det stadig ”den store Begivenhed” i et ellers hårdt, undseeligt liv. Men små 150 sider inde i romanen får han mulighed for at deltage i en fejring af 50-årsdagen for krigens afslutning i København. Og altså nyde den glans og hæder, som hans tilværelse ellers er fattig på.
Opholdet bliver dog en skuffelse. I stedet for at være fejringens hovedperson oplever han sig selv som statist i et gennemorkestreret politisk maskespil. Og da han, endelig, smides på på toget hjem, er han ”dødstræt og sønderknust”. Men da han falder i søvn, gennemspilles i drømme en anderledes lykkemættet version af opholdet i hovedstaden. Det er nu ”Kongen” selv, der tager imod Søren og de andre veteraner; og i stedet for at lade dem spille ”historisk Teater” sender han dem ud på fornøjelsestur i hovedstaden – ”Statskassen betaler!”. Søren vågner imidlertid til en anden, mere nedslående virkelighed. Her, sekvensens afslutning:
”Men det allerede drømte var saa skønt, at han, da han naaede hjem og skulde berette om Turen, foretrak at berette Drømmen frem for Virkeligheden. / På Vældegården undrede og glædede de sig over, at Kongen tog saa vel imod den gamle veteran Søren Jepsen. Og således blev alt godt til sidst. ”
Æstetisk nydelse
'Midt i en Jærntid' hører ikke til blandt Nexøs berømteste værker, men den rummer flere af hans store kvaliteter. Man kan starte på sætningsniveauet. Klart, man kommer ikke uden om, at det her er en tekst med år på bagen, men der er stadig en fedme i beskrivelserne, en djærv, bølgende sanselighed.
Nexøs skrift glimrer også ved den måde, hvorpå den lader forskellige registre støde sammen. Selve drømmescenen er præget af eventyrets logik og stemning, der står i grel modsætning til Sørens faktiske oplevelser. Det interessante er imidlertid, at Nexø lader denne tone klinge over i den afsluttende sætning ”Og således blev alt godt til slut”. Teksten fastholder, også tonalt, den løgn, den ellers selv har blotlagt. Det er ret nådesløst, men også æstetisk nydelsesfuldt.
Søren udmærker sig endvidere ved den dobbelthed, der ofte karakteriserer Nexøs karakterer – på den ene side individ og på den anden side repræsentant for bredere sociale, politiske og historiske forhold.
Søren er således ikke bare ’bærer’ af 1864’s glemte fodfolk, men også – i bredere forstand – samfundets svageste. Lidt poppet formuleret kan man sige, at Nexøs forfatterskab ofte repræsenterer en slags Danmarkshistorie set fra bunden og udgør en slags vigtig reminder om velfærdssamfundets forhistorie. Med andre ord udmærker Nexø sig også som en kilde til viden og indsigt i emner, liv og forhold, som man ikke selv umiddelbart har adgang til.
Affekter og sentimentalitet
Sekvensen fra 'Midt i en Jærntid' er også et godt eksempel på noget af det, Nexø mestrer: Nemlig, hvor banalt det end må lyde, at vække følelser - at etablere affektive rum.
For tiden spekulerer jeg en del over Nexø og det sentimentale. Det begreb anvendes ofte kritisk; som en afvisende karakteristik af det rørstrømske, overdrevent følelsesfulde og emotionelt manipulerende. Det kunne man givetvist godt sige om 'Midt i en Jærntid's lille fortælling om Søren. Det tydeligste eksempel er dog hovedværket Ditte Menneskebarn (1917-21), som kritiske røster ofte har afvist for dets, ja, sentimentalitet.
Det er da også en roman, der svælger i lidelsen i form af fortællingen om det uægte barn Ditte, der livet igennem slider for det gode, men igen og igen knægtes, svigtes og udnyttes, før hun som 25-årig dør i et Københavnsk fattigkvarter. Det kunne, måske burde være for meget, men er det faktisk ikke.
Det panel, der i .Kristeligt Dagblad' i 2018 udnævnte romanen til en af det 20. århundredes ti bedste bøger, er inde på noget af det samme: ”Sentimental? Ja, men ikke som H.C. Andersens ’Historien om en moder’ i hvert fald. Romanen er præcis så hård, som en fattig kvindes liv kunne og stadig kan være det”.
Uretfærdighedsfølelse
Årsagen til det er netop Nexøs sammenvævning af individuel skæbne og kollektiv eksistens. Dittes kranke livsbane er ikke fritsvævende, et resultat af skæbnens blotte ugunst eller almenmenneskelig tragik. Snarere forankrer Nexø Dittes historie i og fremskriver den som et produkt af det tidlige 20. århundredes sociale uretfærdighed.
Konsekvensen af det greb er klarest i bogens afslutningssætning, hvor fortælleren pludselig henvender sig mere direkte til læseren: ”Naaede hun at blødgøre Hjerter?”. Rørelsen indebærer netop et element af anklage: Hvis det her berører dig, hvad vil du så gøre ved det. Hvis 'Ditte Menneskebarn' er en tåreperser, er dens tårer ikke milde og rensende, men hårdt prikkende og fyldt af den uretfærdighedsfølelse, som er en konstant i Nexøs ouevre.
Engagement
Nexø er således et godt eksempel på litteraturens engagement. Den er ikke kun en litteratur, der handler om konkrete sociale og politiske problemstillinger, men den tager også stilling til dem.
Netop dette er Nexø inde på i sit svar til forfatteren Marie Bregendahl, der i 1918 bemærkede, at, ”kanske er der ikke hele Deres Levetid begaaet flere Mord i hele Landet, end De har begaaet i Deres Bøger”. Nexøs svar? ”Jeg fjærnede det tilfældige og søger ind til det egentlige – jeg fører Tingen til Bunds. Og maa Digteren ikke […] det, uden at føle sig forpligtet til at være i Overensstemmelse med Statistiken?”
Den viden og den indsigt, som Nexøs værker tilbyder, er altså – hvis noget sådan findes – ikke objektiv eller eksakt. Men desuagtet er hans tekster kendetegnet ved en sandhedspåstand. De taler, som om de taler sandt.
Den gestus er en af årsagerne til, at idealet om en engageret litteratur ofte mødes med modstand: Engagementet reducerer litteratur til partsindlæg, rene programskrifter osv.
Her skal man imidlertid bemærke, at Nexøs værker langt fra udgør modeller til efterfølgelse. De insisterer bestemt ofte, som Henrik Yde skriver i sin nye monografi Nexø. Martin Andersen Nexøs liv og værk (2019), på den ”håbefulde vision om et samfund, hvor mildheden er rådende”. Men som regel står hans karakterer – selv, vil jeg hævde, den store erobrer Pelle – underligt kuldslåede og slagne tilbage. Nexøs bøger har ofte en klar ide om, hvor de gerne vil hen, men de tilbyder ingen vejviser dertil.
Håbefuld afslutning
På den måde kan min Nexø lyde noget mørkrandet. Men – som Yde – er jeg også fascineret af hans håbefuldhed. Selv i de mest dunkle tekster finder man lysende momenter af menneskelighed, godhed, glæde. Men håbefuldheden drejer sig også – mere diffust – om selve værkernes gestus. Det forhold, at kritikken og deres uretfærdighedsfølelse er funderet i en insisterende tro på, at tingene kunne være anderledes.
Som afslutning kan man sige, at Nexøs kritik og håb i sagens natur også er bundet til hans samtid. Og som allerede nævnt, er noget af det, man kan læse Nexø for i dag, viden om en formativ historisk periode. Men samtidig er der også noget i hans fortællekunnen, affektive styrke og indignerede engagement, der stadig toner rent, friskt og hårdt.
Jeg tror det skyldes, at Nexøs projekt er grundlæggende moderne. Det er et forfatterskab, der insisterer på menneskets lighed og ligeværd, men som derfor også konstant konfronterer disse idealers mangelfulde realisering. Og det er netop fremstillingen om denne form for mangefacetterede spændingsfelter, som – for mig – er kernen i det, Nexø kan. Det er litteratur, der på en og samme gang er håbefuldt drømmende og frygtelig kuldslået, en nydelse at læse og en ubehagelig sten i skoen. Tekster, der tager læseren ud over sig selv, men som også indebærer en både løfterig og ubehageligt nagende forpligtelse på verden.
Martin Andersen Nexø fylder 150 år. Hans institutionelle klassikerstatus er indiskutabel, men er han stadig værd at læse?
Af Nicklas Freisleben Lund, post.doc. på Centre for Uses of Literature, Syddansk Universitet, og litteraturanmelder ved Jyllands-Posten
Opdraget til denne tekst er i grove træk spørgsmålet: Hvorfor er det stadig relevant og aktuelt at læse Martin Andersen Nexø (1869-1954) i dag? Det kommer jeg nok ikke til at præsentere et entydigt svar på.
Det gør jeg ikke, fordi spørgsmålet dybest set er en pointeret variation af en langt mere vidtrækkende overvejelse: Hvorfor læse litteratur? Det tumler jeg til stadighed med. Men noget, jeg er ret sikker på, er, at Nexøs værker ofte er eksempler på nogle af de ting, som litteraturen kan.
Mit eget forhold til Nexø er af nyere dato. I forbindelse med mit ph.d.-projekt om strejken som litterært motiv skrev jeg en del om hovedværket Pelle Erobreren (1906-1910). Og herefter blev fascinationen af forfatterskabet ligesom hængende.
Derfor opfatter jeg også mig selv som én, der er (godt) i gang med Nexø, snarere end én, der er igennem ham. Det skyldes blandt andet udsagnets helt bogstavelige niveau: at jeg på ingen måde har læst samtlige af de 8000 sider, som Nexøs forfatterskab udgør. En læserglæde (og – til tider – forskerfrustration) ved er med andre ord, at der er så gevaldigt meget af det.
’Alt godt til sidst’
P.t. er jeg midtvejs i min første læsning af 'Midt i en Jærntid' fra 1929. En roman, der skildrer livet i et dansk bondemiljø anno Første Verdenskrigs udbrud.
Noget af det, der står stærkest for mig, er skildringen af den aldrende landarbejder Søren Jepsen, der tjente som soldat under den Anden Slesvigske Krig i 1864; den, der endte med Danmarks markante nederlag. Men for Søren er det stadig ”den store Begivenhed” i et ellers hårdt, undseeligt liv. Men små 150 sider inde i romanen får han mulighed for at deltage i en fejring af 50-årsdagen for krigens afslutning i København. Og altså nyde den glans og hæder, som hans tilværelse ellers er fattig på.
Opholdet bliver dog en skuffelse. I stedet for at være fejringens hovedperson oplever han sig selv som statist i et gennemorkestreret politisk maskespil. Og da han, endelig, smides på på toget hjem, er han ”dødstræt og sønderknust”. Men da han falder i søvn, gennemspilles i drømme en anderledes lykkemættet version af opholdet i hovedstaden. Det er nu ”Kongen” selv, der tager imod Søren og de andre veteraner; og i stedet for at lade dem spille ”historisk Teater” sender han dem ud på fornøjelsestur i hovedstaden – ”Statskassen betaler!”. Søren vågner imidlertid til en anden, mere nedslående virkelighed. Her, sekvensens afslutning:
”Men det allerede drømte var saa skønt, at han, da han naaede hjem og skulde berette om Turen, foretrak at berette Drømmen frem for Virkeligheden. / På Vældegården undrede og glædede de sig over, at Kongen tog saa vel imod den gamle veteran Søren Jepsen. Og således blev alt godt til sidst. ”
Æstetisk nydelse
'Midt i en Jærntid' hører ikke til blandt Nexøs berømteste værker, men den rummer flere af hans store kvaliteter. Man kan starte på sætningsniveauet. Klart, man kommer ikke uden om, at det her er en tekst med år på bagen, men der er stadig en fedme i beskrivelserne, en djærv, bølgende sanselighed.
Nexøs skrift glimrer også ved den måde, hvorpå den lader forskellige registre støde sammen. Selve drømmescenen er præget af eventyrets logik og stemning, der står i grel modsætning til Sørens faktiske oplevelser. Det interessante er imidlertid, at Nexø lader denne tone klinge over i den afsluttende sætning ”Og således blev alt godt til slut”. Teksten fastholder, også tonalt, den løgn, den ellers selv har blotlagt. Det er ret nådesløst, men også æstetisk nydelsesfuldt.
Søren udmærker sig endvidere ved den dobbelthed, der ofte karakteriserer Nexøs karakterer – på den ene side individ og på den anden side repræsentant for bredere sociale, politiske og historiske forhold.
Søren er således ikke bare ’bærer’ af 1864’s glemte fodfolk, men også – i bredere forstand – samfundets svageste. Lidt poppet formuleret kan man sige, at Nexøs forfatterskab ofte repræsenterer en slags Danmarkshistorie set fra bunden og udgør en slags vigtig reminder om velfærdssamfundets forhistorie. Med andre ord udmærker Nexø sig også som en kilde til viden og indsigt i emner, liv og forhold, som man ikke selv umiddelbart har adgang til.
Affekter og sentimentalitet
Sekvensen fra 'Midt i en Jærntid' er også et godt eksempel på noget af det, Nexø mestrer: Nemlig, hvor banalt det end må lyde, at vække følelser - at etablere affektive rum.
For tiden spekulerer jeg en del over Nexø og det sentimentale. Det begreb anvendes ofte kritisk; som en afvisende karakteristik af det rørstrømske, overdrevent følelsesfulde og emotionelt manipulerende. Det kunne man givetvist godt sige om 'Midt i en Jærntid's lille fortælling om Søren. Det tydeligste eksempel er dog hovedværket Ditte Menneskebarn (1917-21), som kritiske røster ofte har afvist for dets, ja, sentimentalitet.
Det er da også en roman, der svælger i lidelsen i form af fortællingen om det uægte barn Ditte, der livet igennem slider for det gode, men igen og igen knægtes, svigtes og udnyttes, før hun som 25-årig dør i et Københavnsk fattigkvarter. Det kunne, måske burde være for meget, men er det faktisk ikke.
Det panel, der i .Kristeligt Dagblad' i 2018 udnævnte romanen til en af det 20. århundredes ti bedste bøger, er inde på noget af det samme: ”Sentimental? Ja, men ikke som H.C. Andersens ’Historien om en moder’ i hvert fald. Romanen er præcis så hård, som en fattig kvindes liv kunne og stadig kan være det”.
Uretfærdighedsfølelse
Årsagen til det er netop Nexøs sammenvævning af individuel skæbne og kollektiv eksistens. Dittes kranke livsbane er ikke fritsvævende, et resultat af skæbnens blotte ugunst eller almenmenneskelig tragik. Snarere forankrer Nexø Dittes historie i og fremskriver den som et produkt af det tidlige 20. århundredes sociale uretfærdighed.
Konsekvensen af det greb er klarest i bogens afslutningssætning, hvor fortælleren pludselig henvender sig mere direkte til læseren: ”Naaede hun at blødgøre Hjerter?”. Rørelsen indebærer netop et element af anklage: Hvis det her berører dig, hvad vil du så gøre ved det. Hvis 'Ditte Menneskebarn' er en tåreperser, er dens tårer ikke milde og rensende, men hårdt prikkende og fyldt af den uretfærdighedsfølelse, som er en konstant i Nexøs ouevre.
Engagement
Nexø er således et godt eksempel på litteraturens engagement. Den er ikke kun en litteratur, der handler om konkrete sociale og politiske problemstillinger, men den tager også stilling til dem.
Netop dette er Nexø inde på i sit svar til forfatteren Marie Bregendahl, der i 1918 bemærkede, at, ”kanske er der ikke hele Deres Levetid begaaet flere Mord i hele Landet, end De har begaaet i Deres Bøger”. Nexøs svar? ”Jeg fjærnede det tilfældige og søger ind til det egentlige – jeg fører Tingen til Bunds. Og maa Digteren ikke […] det, uden at føle sig forpligtet til at være i Overensstemmelse med Statistiken?”
Den viden og den indsigt, som Nexøs værker tilbyder, er altså – hvis noget sådan findes – ikke objektiv eller eksakt. Men desuagtet er hans tekster kendetegnet ved en sandhedspåstand. De taler, som om de taler sandt.
Den gestus er en af årsagerne til, at idealet om en engageret litteratur ofte mødes med modstand: Engagementet reducerer litteratur til partsindlæg, rene programskrifter osv.
Her skal man imidlertid bemærke, at Nexøs værker langt fra udgør modeller til efterfølgelse. De insisterer bestemt ofte, som Henrik Yde skriver i sin nye monografi Nexø. Martin Andersen Nexøs liv og værk (2019), på den ”håbefulde vision om et samfund, hvor mildheden er rådende”. Men som regel står hans karakterer – selv, vil jeg hævde, den store erobrer Pelle – underligt kuldslåede og slagne tilbage. Nexøs bøger har ofte en klar ide om, hvor de gerne vil hen, men de tilbyder ingen vejviser dertil.
Håbefuld afslutning
På den måde kan min Nexø lyde noget mørkrandet. Men – som Yde – er jeg også fascineret af hans håbefuldhed. Selv i de mest dunkle tekster finder man lysende momenter af menneskelighed, godhed, glæde. Men håbefuldheden drejer sig også – mere diffust – om selve værkernes gestus. Det forhold, at kritikken og deres uretfærdighedsfølelse er funderet i en insisterende tro på, at tingene kunne være anderledes.
Som afslutning kan man sige, at Nexøs kritik og håb i sagens natur også er bundet til hans samtid. Og som allerede nævnt, er noget af det, man kan læse Nexø for i dag, viden om en formativ historisk periode. Men samtidig er der også noget i hans fortællekunnen, affektive styrke og indignerede engagement, der stadig toner rent, friskt og hårdt.
Jeg tror det skyldes, at Nexøs projekt er grundlæggende moderne. Det er et forfatterskab, der insisterer på menneskets lighed og ligeværd, men som derfor også konstant konfronterer disse idealers mangelfulde realisering. Og det er netop fremstillingen om denne form for mangefacetterede spændingsfelter, som – for mig – er kernen i det, Nexø kan. Det er litteratur, der på en og samme gang er håbefuldt drømmende og frygtelig kuldslået, en nydelse at læse og en ubehagelig sten i skoen. Tekster, der tager læseren ud over sig selv, men som også indebærer en både løfterig og ubehageligt nagende forpligtelse på verden.
Kommentarer