Ting er ikke altid som, man tror, de er. Og, ifølge en af Litteratursidens brugere, da slet ikke i første bind af Hans Schmidt Petersens grænselands-trilogi.
»Sneglens hus« hedder bogen, og forklaringen på hvorfor, den hedder sådan, får man først på de to sidste sider. Og uden at snyde dig, der endnu ikke har læst bogen, for spændingen, så tør jeg godt fortælle dig, at denne spændingsroman tager en helt uventet drejning til allersidst.
I virkeligheden bruges der i bogen en masse linjer på noget, der ikke noget med forbrydelsen at gøre. Opklaringsenheden i Esbjerg har fået sat sig i hovedet, at et brutalt mord i Sønderjylland og et hjemmerøveri i Sydslesvig er begået af en østeuropæisk bande. I Aabenraa i Sønderjylland får kriminalinspektør Carsten Mathiesen færten af noget andet, men han køres ud på sidesporet af Esbjerg-folkene.
Hans Schmidt Petersen er født og opvokset i Sønderjylland, hvor han var en del af det tyske mindretal, og ved formentlig, at Esbjerg er et nødvendigt onde for mange sønderjyder – hvad enten det gælder fodbold, avisfusion, amternes forsvinden eller politisammenlægning.
Trods kollegial modvilje indleder Carsten Mathiesen et lettere uformelt samarbejde med sin kvindelige kollega Christiane Müller fra politiet i Flensborg – en kvinde, der bestemt ikke tvivler på sig selv. Men det lidt umage par er en fornøjelse at følge for læseren.
Som sønderjyde må jeg konstatere, at Sønderjylland har været lidt for lidt på det litterære landkort – selv om Erling Jepsen har taget revanche inden for de senere år. Hans Schmidt Petersens ramme er området mellem Aabenraa og Flensborg med små landsteder og gårde, hvor der næsten hele tiden er kaffe på kanden, og Carsten Mathiesen graver i familiernes fortid. Vi kommer ind i hjemmetyske miljøer, møder en kosovoalbansk gangster i højhusbyggeriet i Aabenraa og går næsten selv Flensborgs indre by, som de fleste danskere blot kender fra indkøbsture.
Det kan diskuteres, hvor realistisk morderens motiv er – men med den uventede (eller....?) drejning, bogen tager til sidst, får forfatteren på en elegant måde gjort al snak om østbander og de farlige fremmede til temmelig irrelevant. Ja, det bliver faktisk en smule komisk – meget apropos den grænsekontrol, der pludselig blev indført et par år efter, at denne fremragende debutroman kom på gaden.
Hans Schmidt Petersen gør det hele uden at blive for meget eller for belærende. Han viser, hvor stor en illusion angsten for det fremmede kan være – og han gør det med humor. Og en gammel historieprofessors ord. Det er næsten som om, vi er med hjemme ved afdøde grænselandshistoriker Troels Fink – bortset fra, at professoren i bogen drømmer om, hvordan Danmark havde været i dag, hvis ikke Nordslesvig var gået til Danmark og Sydslesvig til Tyskland, men i stedet for havde været et flerkulturelt laboratorium som i Belgien:
»Vi havde været et af verdens mest spændende lande i stedet for at være det etnisk homogene og fremmedfjendske Danmark, som vi er nu«, siger historieprofessoren i »Sneglens hus« - en kreativ og velskrevet spændingsroman, hvor læseren kan danne sine egne billeder af miljøer og mennesker.
Hans Schmidt Petersen: Sneglens hus, 311 sider (C&K Forlag)
Kommentarer