Barsk fransk tegneserie med masser af humor og aktualitet. Historien fortæller om at vokse op i Gaddafis Libyen og Assads Syrien og ikke vide hvor i verden, man hører hjemme.
Riad Sattouf beretter med stort overskud og humor og i en let komisk streg om sin opvækst. Han tegner i sine foreløbigt tre grafiske romaner om 'Fremtidens araber' et billede af Syrien som et voldeligt, racistisk og korrupt samfund, og tankerne ledes unægtelig hen på borgerkrigens og rædslernes Syrien. Raid Sattouf siger selv, at han bestræber sig på ikke at tale generelt om den arabiske verden, men udelukkende har skrevet sin personlige historie. Og da han dykkede ned i barndommens minder, gik det op for ham, at det ikke kun var minder om ord og begivenheder. Det var sensoriske minder som smag, dyr og de mange lugte, farver og lyde, som han ville bruge i bogen. Tegningerne er simple og overskuelige, og teksten styrende for forløbet.
Riad Sattouf leverer ofte materiale til Charlie Hebdo, og han er også slået igennem som spillefilminstruktør med en af de seneste års største publikumsmagneter i Frankrig ’Les Beaux Gosses’ om teenageårenes mange store og svære oplevelser. Sattoufs mor er fransk, hans far er syrisk, han blev født i Frankrig, hvor han voksede op med langt lyst hår. I 1980 flyttede familien til Libyen, da hans far får tilbudt et job på universitetet der.
Ikke meget i Libyen er, som familien håber på. Selvom faren er fuld af selvtillid, og moren er den mere stille og forsigtige, er der alligevel mange gange, hvor hun næsten ikke kan holde det ud. De helt basale madvarer er rationerede, ingen ejer lejlighederne, så alle kan bare tage hinandens boliger, og Gadaffis læresætninger fylder deres liv.
Tegningerne viser en masse ansigter, der ikke udtrykker nogen følelser. Familien flytter kortvarigt til Frankrig igen, men rykker så til Syrien til farens barndomsby nær Homs i 1982. Men heller ikke her er alting lykkeligt og uproblematisk. Folk er bange, da der kort forinden har været en islamisk opstand i området, hvor op til 30.000 mennesker er blevet dræbt. Og det faktum at det er længe siden, familien har boet tæt på farens familie betyder, at de familietraditioner, der er så vigtige for farens familie, ikke længere føles så naturlige.
Riad går i en del forskellige skoler, hvor han, hver gang han begynder et nyt sted, skal tilkæmpe sig en plads i hierarkiet, hvor han ikke mobbes. I Syrien er skolerne ikke lig noget, han før har mødt. Drengene er meget hårde ved hinanden, og det er vigtigt, at man kan forsvare sig, både mundtligt og fysisk. Desuden byder skolen på regulære tæsk og udenadslære. Den kvindelige buttede lærerinde i hijab med høje hæle og kort nederdel slår drengene over fingrene med en kæp ved de mindste ting. Riad har med sit lyse hår alle odds imod sig og bliver kaldt ”jøde”, hvilket er meget nedsættende, af både sine skolekammerater og sine fætre. Men hans far siger "Fremtidens araber går i skole!", så der er ingen vej udenom. To små brødre kommer til, og vi følger familiens tilværelse, hvor forskellighederne mellem forældrene vokser, og Riads forvirring omkring det politiske styre vokser tilsvarende, efterhånden som han bliver ældre.
Riad Sattouf er 46 år og en meget populær tegner i Frankrig med bl.a. Charlie Hebdo-serien ’La vie secrète des jeunes'. Han fortæller en vedkommende historie om kultursammenstød og giver et jordnært perspektiv på, hvorfor både Libyen og Syrien i disse år kæmper med at komme ud af diktaturets skygge.
’Fremtidens araber’ er en virkeligt interessant serie, der henvende sig til en bredere målgruppe. En selvbiografisk barndomsfortælling, der sætter spot på, hvor svært det er at navigere mellem vestlig og mellemøstlig kultur. Bind 1 i dækker årene 1978-84, bind 2 dækker kun 1984-85, som er ét skoleår for Riad, og bind 3 dækker årene 1985-1987.
Kommentarer