En roman om fire ensomme mennesker, der forsøger at finde en mening med tilværelsen i den anonyme storby Stockholm. Poetisk og gribende med et strejf af humor.
Beate Grimsrud har skrevet en gribende og poetisk fortælling om fire ensomme, voksne mennesker i storbyen Stockholm. Alle fire er i slutningen af trediverne eller begyndelsen af fyrrerne, de har jobs, hvor de møder andre mennesker, men de bor alene og har kun sporadisk kontakt med andre mennesker. Alle har de oplevet, og oplever stadig, at blive svigtet af både familie og venner. Evighedsbørnene er dem, der har svært ved at blive voksne og tage voksenansvar, og som derfor bliver ensomme.
Vi møder de to kvinder Siri og Louise. Siri har en secondhand-butik, hun har rejst jorden rundt, men hun fortryder så voldsomt, at hun aldrig har fået et barn, at hun bliver indbildt gravid og bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. Siris veninde Louise, som hun kalder for sin amerikanske veninde, arbejder som sminkør på TV. Louise er en meget smuk kvinde og en rigtig shopaholic, men hun er også cutter. Foruden kvinderne møder vi også bogens to mænd, André og Tomas. André er anæstesisygeplejerske og bor sammen med sin kat Kassandra, som han taler med. Andrés forhold til katten er nærmest Murakamisk, bort set fra at katten ikke svarer André. Han har et ganske kort forhold til en kvinde, som dukker op ud af intetheden, og som forsvinder igen, men derudover er hans eneste rigtige ven kollegaen Tomas, der er hospitalsfotograf og autist. Tomas lever det meste af tiden i sin egen lukkede verden med så faste rutiner, og han er ved at gå i spåner, hvis hans mor ringer på den forkerte dag.
Siri bliver en slags hovedperson i denne kollektivroman, idet hun er den eneste, der i løbet af bogen får kontakt med bogens andre tre personer: Tomas køber et slips i hendes butik, og André er ved hendes side, da hun skal i narkose ved et hospitalsophold. Louise er den person, der fylder meget i hendes liv som veninde og i perioder også elskerinde. Hun skælder hende kærligt ud for hendes overforbrug, men hun har svært ved at acceptere, at hun skærer i sig selv. Som Louise selv siger, så er det patetisk at hun skærer i sig selv, for cutting er noget, man forbinder med 14-årige – ikke med 40-årige. André har et anspændt forhold til sin mor og tænker, at hvis ikke jordemoren havde klippet navlestrengen, ville hans mor have beholdt han i den, på samme måde som han selv har Kassandra i en snor og ikke slipper hende, når de er ude.
Beate Grimsrud formår at skildre ensomheden og de daglige rutiner, så man næsten bliver desperat efter at kunne hjælpe disse mennesker videre. ’Evighedsbørnene’ er skrevet i et meget smukt sprog, den er sine steder ganske morsom, og slutningen giver håb for bogens personer.
Norsk-svenske Beate Grimsrud har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for bogen ’En dåre fri’. Hun er eminent til at skildre mennesker på kanten, hvilket allerede var tydeligt i ’At smyge forbi en økse’, der var hendes første bog, der blev oversat til dansk.
Kommentarer