Et livsværk

Rachel Cusks knugende, filterløse beretning om at være gravid, blive mor og (forsøge at) finde sig selv igen i løbet af barnets første leveår.

Da bogen udkom på engelsk i 2001, blev den mødt med modstand, hvorimod den i dag, hvor den er oversat til dansk, ikke kommer til at stå så udsat med sit ærlige indhold. Vi har Olga Ravn, Maja Lucas, Cecilie Lind m.fl. ved tasterne!

’Et livsværk' er en sikker beretning skrevet fra et usikkert sted i løbet af moderskabets første år. Ikke kronologisk fremadskridende, men tematisk opbygget.

Emnerne dukker op i takt med, at de presser sig på, og det er vigtigt for Cusk, at hun ikke forholder sig til sit barn som et samfundsekko. At hun på sin egen måde kan lære sit barn at kende og genfinde sig selv.

’Et livsværk’ er en ultra-close-up på moderkroppen, en svirpende kønspolitisk kommentar og en elegant rejse gennem udvalgte moderskaber i litteraturen. Trætheden får Cusk til at se syner, kærligheden vokser på de mærkeligste tidspunkter, og at få babyen passet er en ømtålelig og følelsesladet prøvelse.

Men hvad med det selvbiografiske stof? I forordet nævner Cusk sine etiske overvejelser om at bruge sin families fortælling. Hun vil ikke fortælle meget om de mennesker, hun bor sammen med: ”I stedet har jeg brugt visse aspekter af mit liv som et lærred hvorpå mit tema, moderskabet, belejligt kan males.”

Et sted står der følgelig om en legegruppeoptakt:
”Lidt efter spurgte hun om jeg havde boet her længe. Kun nogle få uger, svarede jeg. Og er din mand tilknyttet universitetet? Spurgte hun. Andre kvinder ankom.”
Et lignende, lækkert antydningsgreb praktiserer Cusk også i Faye-trilogien som en vej frem og ind.

Sommetider titter humoren frem som her: ”Hun skriger ukontrolleret på offentlige steder, bliver sulten hvor det er umuligt at give hende mad (…) Det er som om jeg selv er vendt tilbage til en primitiv og skamfuld tilstand hvor jeg brækker mig i dyre butikker og græder i busser.” Smilebåndet aktiveres, men er man selv mor, er der også en genkendelsens tyngde i Cusks absurde sammenligning af nyt menneske og ny mor til offentlig skue.

Jeg finder forfatterens særlige signatur overalt i bogen. I abstraktionsniveauet, i de vilde billeder, i det vidtforgrenede sprog. Det har jeg savnet siden Faye-trilogiens afslutning.

’Et livsværk’ er rørende, undersøgende moderskabs(k)ærlighed on the go. Det er ikke en guide til barnets første tid. Dem er der nok af, og der er ikke meget, man kan bruge dem til, når barnet vågner for femte gang i løbet af natten. ’Et livsværk’ er moderskab med en skæv – ikke desto mindre helt klar – horisontlinje og en forblæst forsamling foran kameraet. Måske er der også noget genkendelse i motivet for dig?