En tid med mirakler

For lidt og for Leth. De litterære mirakler udebliver i andet bind af Kristian Leths erindringstrilogi, der er en afventende, afdæmpet affære.

’En tid med mirakler’ er Kristian Leths tiende bog, et essay om kærlighed, ensomhed og hverdag. Den er skrevet som en dagbog, fyldt med fragmenter fra forfatterens liv og hverdag igennem cirka et år. Resultatet er lidt uforløst og bliver aldrig rigtig interessant. Det er ærgerligt, for første bog i trilogien En vej ud af tågen er en af årets bedste danske udgivelser, hvor Leth formår at gøre det private til stor erindringslitteratur. 

”Hvordan skal dette kunne appellere til nogen? Er det essay eller dagbog? Liste eller sludder? Er det menneskeligt eller banalt?”, spørger forfatteren sig selv i bogens indledning. Det kan undre, at hans redaktører ikke er gået mere kritisk til de retoriske spørgsmål. Bogen kommer i hælene på et guldæg, og det er som om potentialet ikke udnyttes. Jeg har i hvert fald svært ved at gennemskue, hvordan dagbogsfragmenterne for alvor appellerer til andre end forfatterens fans og nærmeste.

Kristian Leth bevæger sig rundt i sin hverdag, mest i et corona-ramt New York. Hunden skal luftes, bøger skal læses og børnene skal puttes. Snart blomster træerne igen, og alle vil blive vaccineret. Hans hustru er på den anden side af Atlanten, og han savner hende. Nogle af bogens bedste passager handler om deres kærlighed, og hans længsel efter hende. Deres første møder er smukt og melankolsk beskrevet, og bogen er dedikeret til "Tea. Igen". 

"Dengang var det så langt ude, så berusende at ramle ind i dig, to klokker af krystal, hvis glas klang højere og vildere end…end alt. Det var helt skørt. Jeg turde ikke tro på det i lang tid. Og vi smeltede sammen og vi gjorde det, vi skulle, og lavede børn og mad og tog nogle vilde beslutninger. Vi skændtes ikke så tit". 

’En tid med mirakler’ er en fortælling om at være voksen, måske ligefrem midaldrende, og se sig i stand til at ændre sin kurs og vriste sig løs af fortiden så vidt muligt. Indimellem er der fine tanker om litteratur, fortællinger og spiritualitet. Leth skriver som altid formfuldendt, poetisk og smukt med begavede betragtninger om tilværelsen, og så er han virkelig god til at fremmane sine sindsstemninger:

”Jeg tog en personlighedstest og forstod ikke helt resultaterne. Men et af spørgsmålene var: 'Ville du karakterisere dig selv som glad?' og man kunne svare: slet ikke, ikke, neutral, ja og helt sikkert. Og jeg blev ramt af en følelse af panik”.

Måske er 'En tid med mirakler' "en mellemtekst", "en afventende tekst", som Kristian Leth selv skriver sidst i bogen. Jeg afventer spændt og lytter til det fine musikalbum, der akkompagnerer bogen.