Dumme Donald bygger en mur i børnehaven af Måns Gahrton

Donald er er vred på alle og vil bestemme alt,  men måske er han bare ked af det og skal have lidt hjælp til at finde ud af, hvordan man indgår i et fællesskab?

Uden at tage udgangspunkt i en anden kendt Donald handler denne historie om Donald, som er flyttet og startet i en ny børnehave og ikke er særlig sød ved de andre børn. Han vil bestemme alt, også over de andre børn, han vil ikke deltage i aktiviteter med de andre børn, og han hører kun sig selv.

Han vil ikke være med til at slukke strømmen, når man ikke er i lokalet, for ”Der er masser af strøm. Man må bruge alt den strøm man vil”! Desuden vil han bygge en mur af puder, så de mindste børn i børnehaven, ikke kan tage legetøjet. Men da ingen af de andre børn vil lege med ham, og han ender med at lege fangeleg med sig selv, opdager han, at det ikke er spor sjovt. Han ender med at gå ind og lidt forsigtigt invitere sig selv med i de andre børns leg, og da hans far kommer, vil han slet ikke med hjem.

Vi kender alle Donald, men om det er rimeligt at kalde ham ”Dumme Donald”, ved jeg ikke. Men det er selvfølgeligt sjovt, hvis man ikke er fan af den omdiskuterede amerikanske præsident. For børn bidrager historien til en udvidelse af forståelsen overfor andre børn (og voksne), der opfører sig egoistisk. Det er selvfølgeligt en karikeret verden, der præsenteres, men de meget tydelige personer skaber en større forståelse omkring problematikker, der opstår i interaktionen med andre. Både i børnehaven og på arbejdspladsen.

De fleste voksne ved, at en dreng som Donald kan have udviklet sin uhensigtsmæssige adfærd som følge af et eller andet, der ikke fungerer derhjemme. Måske kunne baggrunden for hans opførsel være nævnt? Som voksenlæser er man helt indforstået med fremstillingen af Donald, men hvis bogen skal formidles til børn, må den voksne selv opfinde de bagvedliggende grunde til Donalds opførsel.

Måns Gahrton har skrevet mange bøger til børn, og han er virkeligt god til at sætte sig i børnenes sted. Illustrationerne af Amanda Eriksson er rigtigt sjove og detaljerede og viser virkelig, hvor sur den lille Donald er. Illustrationerne understøtter teksten meget fint, og Amanda Eriksson har formået at få lille Donald til i den grad at fremstå som en tvær størrelse med stort gult hår.

Fremstillingen af Donald er ret uskyldig i en dansk kontekst. Jeg ser i højere grad historien som et godt grin til de voksne, og det kan man så mene om, hvad man vil. I børnesammenhæng er det en bog, der handler om at være ekstremt usympatisk, men alligevel ikke mere, end man stadigt kan lære at opføre sig ordentligt, og det er vel egentligt ikke så skidt?