Rahimis roman er kort og koncis, meget læseværdig og giver et godt indblik i afghanske forhold og landets kulturhistorie.
En ung student i Kabul drikker sig fuld med nogle venner en aften under det kommunistiske, sovjetstøttede regime i 1978. Han glemmer spærretiden, og på vej hjem bliver han arresteret og gennembanket af en militærpatrulje. De efterlader ham bevidstløs og uden identitetspapirer i en grøft.
En ung enke, hvis mand formodentlig er død efter tortur, finder ham og plejer ham i sit hjem. Hendes lille søn tror, at studenten er hans forsvundne far. I huset bor også enkens unge bror, som er blevet sindssyg efter at have været torturoffer.
Det lykkes at få kontakt med studentens mor, som skaffer en menneskesmugler, og indrullet i familiens store gulvtæppe kommer studenten til Pakistan. Her møder han i en moské en mystisk, ekstatisk, intolerant form af Islam, og det hele begynder forfra.
Det fine ved romanen er, at det er ofret selv, der fortæller. Langsomt vågner han op på det fremmede sted hos enken og kommer til sig selv. Vi følger hans erindringer, drømme og hans sansninger, ofte beskrevet i meget malende billeder. Trods det dystre aspekt er det en fin, poetisk roman skrevet i korte kapitler, der dog også rummer dramatiske optrin. Bogen viser, hvordan mennesker reagerer på tortur og undertrykkelse. Persongalleriet er meget overskueligt, men vi får et fint indblik i et patriarkalsk, kvindeundertrykkende samfund. Den unge enke er romanens egentlige helt. Personerne balancerer mellem liv og død. Der refereres ofte til muslimske myter, sagn og litteratur, som delvis forklares via noter.
Forfatteren er selv flygtning og har siden 1985 boet i Frankrig. Dette er hans anden roman. Den første, prisbelønnede "Aske og jord", er tidligere anbefalet på Litteratursiden.
Kommentarer